Analyse: Rettigheder rykker verden

Det er i de senere år blevet populært at udfordre menneskerettighederne og deres konventioners legitimitet. Især de aktuelle flygtningestrømme og Europas krumspring for at smække grænseportene i har givet anledning til, at flere politikere – både i Danmark og resten af Europa – har pointeret, at menneskerettighederne er ”skrevet i en anden tid”. Hvilket i og for sig er rigtigt. Nemlig tiden efter Anden Verdenskrig, hvor rædslerne i de nazistiske udryddelseslejre havde gjort det tydeligt, hvad der kan ske, når der ikke er fælles internationale standarder for, hvordan vi skal behandle mennesker. Det var tid til fælles, forpligtende aftaler og i 1948 vedtog FN’s generalforsamling Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. De i alt 30 artikler i erklæringen har siden da guidet verdens nationer i retning af en verden, hvor alle mennesker er frie og lige.

Mindre dødsstraf

Menneskerettighederne har siden – i stor udstrækning – gået deres sejrsgang verden over. Et eksempel på dette er dødsstraffens vigende popularitet. Da Verdenserklæringen blev vedtaget, var det kun et fåtal af lande i verden, der IKKE havde dødsstraf. I dag har mere end to tredjedele af verdens lande gjort op med den umenneskelige straf. Hvis man ser på den europæiske og amerikanske del af verden, er det kun USA og Hviderusland, der stadig straffer mennesker med døden. På trods af, at USA har en lang tradition for at dømme sine borgere til døden, er der også her spirende håb for, at dødsstraffen snart stiller træskoene. Flere og flere enkeltstater har valgt at afskaffe straffen, og for blot en uge siden meddelte verdens største medicinalvirksomhed, Pfizer, at de ikke længere vil tolerere, at virksomhedens produkter bliver benyttet i de amerikanske fængslers dødssprøjter. Hermed er den tilsyneladende sidste legale kilde til dødbringende medikamenter blokeret for de amerikanske myndigheder. Dette vil i første omgang muligvis betyde eksperimenter med andre metoder på dødsgangene, men det er en vigtigt pointe, at medicinalvirksomhedernes blokade for de amerikanske fængslers misbrug af deres stoffer sker af især én årsag: Dødsstraf bliver fortsat mindre populært i offentligheden. Alene i 2015 afskaffede yderligere tre lande dødsstraffen – Madagascar, Fiji og Surinam, og Mongoliet har vedtaget en lov, der fra september 2016 også giver dødsstraf dødsstødet der.

Mere demokrati

Samtidig med menneskerettighedernes udbredelse har demokrati som styreform også vundet frem flere steder end nogensinde. Selv om det i princippet ikke er en menneskeret at leve i et demokrati, har historien adskillige gange vist, at demokratiske nationer som regel har den bedste succesrate i forhold til at respektere menneskerettighederne. De færreste vil i dag bestride sammenhængen mellem demokrati og menneskerettigheder. Størstedelen af verdens lande er i dag – mere eller mindre velfungerende – demokratier. Ifølge den amerikanske organisation Freedom House seneste rapport fra 2016 er således 86 ud af 195 undersøgte lande ”frie”, og 59 lande er delvist frie. 50 lande karakteriseres stadig af organisationen som ikke-frie. Der er tydeligvis stadig plads til forbedring, men nutidens udbredelse af demokrati ville for blot få årtier siden have virket utopisk. I dag arbejder de fleste udviklingsorganisationer da også ud fra en rettighedsbaseret tilgang. Simpelthen fordi, der er bred enighed om, at styrkelsen af menneskers rettigheder er den mest effektive måde af skabe varig, bæredygtig udvikling på. Det er ofte et langt, sejt træk – men det virker. Menneskerettigheder og demokrati er således mere end nogen andre begreber lig med den fred og frihed, der skal til, for at et samfund blomstrer.

Frihed er godt for forretningen

Sammenhængen mellem rettigheder, demokrati og et samfunds trivsel bliver også tydelig, når man kigger på statistikkerne for forretning. Generelt ligger frie lande i toppen af Verdensbankens ”Doing Business” indeks, og ikke-frie lande er bundskraberne.  Freedom House fremhæver, at selvom et særdeles udemokratisk land som Kina har haft stor succes på den internationale handelsscene de seneste årtier, så er det generelt kun et fåtal af nationer, der ikke har styr på menneskerettighederne, som kan fremvise pæne tal i forretningsstatistikkerne. Ifølge Freedom House hænger det især sammen med, at udemokratiske lande ofte er præget af korruption og ustabilitet, der gør det vanskeligt for virksomheder at navigere. Ufrie lande er mere tilbøjelige til at gennemføre uigennemtænkte, tilfældige beslutninger og lovgivning, fordi magtfuldkomne ledere her ikke skal stå til ansvar for en befolkning med stemmeret.

Verdensmål sætter ny agenda

Politikeres krigserklæringer mod især Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Flygtningekonventionen kan i et dystert øjeblik tolkes som at tiden, hvor stater forpligter hinanden med store, fælles aftaler er forbi. Hvilket på mange måder ville være paradoksalt, eftersom såvel flygtningestrømme som klimaforandringer i dag har karakter af globale udfordringer, der næppe kan løses på andre måder end med globale aftaler. Derfor er det også særligt opløftende, at FN’s generalforsamling i 2015 formåede at vedtage en aftale, der har potentiale til at få samme afgørende betydning for verdens udvikling som Verdenserklæringen om Menneskerettigheder har haft indtil nu- og forhåbentlig også vil have fremover. FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling består af i alt 17 mål, hvoraf hovedparten afspejler en eller flere menneskerettigheder. Det gælder for eksempel målet om kvalitetsuddannelse til alle, målet om ligestilling mellem kønnene eller målet om fred, retfærdighed og stærke institutioner. Verdensmålene er i sig selv ikke juridisk bindende, men chancerne for deres opfyldelse bliver større, fordi de netop kan hægtes op på bindende konventioner. Verdensmålene er en understregning af, hvor vigtige fælles, internationale standarder er for løsningen af verdens udfordringer. Basale rettigheder er således ikke en spændetrøje – det er retningslinjer, der hjælper os med at træffe gode beslutninger. Med Menneskerettigheder og Verdensmål i hånden kan vi nå langt.