Efter 100 års fravær svømmer laksen atter frit i de oprindelige stammers gamle flod

Det er en kæmpe sejr for stammerne, hvis kultur og levevis er tæt bundet sammen med floden, siger Michael Belchik.

”Stammerne ser dem selv som forvaltere af floden. Det er dybt indgroet i deres dna, at de er en del af naturen, at de er nogen, der skal tage vare på den og fikse den, når der er behov for det,” siger han.

Det er den største rydning af dæmninger i USA nogensinde. Nu skal livet i floden – og i et kæmpe areal rundt om – genoprettes.

”Sidste år var a heck of a year,” siger Michael Belchik, der i 30 år har arbejdet som biolog for Yurok-stammen, et af de oprindelige folk langs Klamath-floden i det nordlige Californien.

”Jeg så med, da dæmningerne røg ned, og da søerne blev drænet. Og jeg så floden blive genfødt. Vi kunne se det nye land, der dukkede op efter søerne, nyt, sort mudder, og nu kan floden og flodbredden begynde at hele”.

Parasitter, varmere vand og blokader

Den første dæmning blev bygget over Klamath-floden for mere end 100 år siden for at skabe vandkraft, og siden da kom der så flere til.

Det har ændret flodens miljø fuldstændigt.

Hvert år migrerer laks fra Stillehavet op ad floden til deres gydesteder, som de altid har gjort, forklarer Michael Belchik – i hvert fald så langt, de kan komme.

”Når man putter en kæmpe blok ned i en fritflydende flod, betyder det, at hundredvis af kilometers levesteder bliver utilgængelige for fiskene i floden,” siger han og peger på, at dammene på Klamath ikke havde fisketrapper, der lader fisk svømme forbi blokaderne.

”Og så risikerer man at miste de gener, der programmerer laksen til at svømme langt op ad floden, for altid. Den genetiske diversitet bliver mindre”.

Men den fysiske blokade af migrationsruten er bare den første, åbenlyse presfaktor.

Algerne blomstrede. Og stammernes biologer og besøgende forskere opdagede, at mange unge fisk omkring Iron Gate Dam havde parasitten Ceratonova shasta, der ellers levede i små orme på bunden af floden. Den dræbte mellem 70 til 90 procent af fiskene. Parasitterne kunne vandre fra ormene til de fiskene, fordi sedimenter i bunden af floden ophobede sig ved dæmningerne, og det gav optimale leveforhold for ormene.

Og når vandet ikke kan flyde frit, ændrer temperaturen sig også.

”Vandet bliver varmere, især i vandet nedenfor de kunstige søer bag dæmningerne,” siger Michael Belchik, ”og det kan blive så varmt, at fiskeæggene dør inde i hunnerne”.

Det store fiskemord

I 2002 skete der en skelsættende begivenhed i Klamath-floden for både fiskene, de oprindelige stammer langs floden, og for kampen mod dæmningerne.

Det startede med tørke i 2001, så floden flød lavere end normalt. Det betød, at store industrilandbrug manglede vand til deres marker – men de måtte ikke tage vand fra Klamath, fordi det sidste vand skulle sikre gennemstrømning i floden. Det blev et hårdt økonomisk slag for landmændene, der organiserede sig politisk og arrangerede store demonstrationer. Oprindelige folk langs floden blev chikaneret, forbundspolitiet blev nødt til at bevogte lukkede vandingskanaler, så de ikke blev tvunget åbne af vrede landmænd.

Det var en politisk stridbar tid i USA under præsident Bush, der ikke var interesseret i at åbne en flanke til højre, hvor landmænd rasede mod forbundsstaten over deres vandingsforbud. Måske havde fiskene i floden faktisk ikke brug for al den reserverede vand?

I 2002 gik daværende vicepræsident Cheney ind i sagen – og vandingskanalen til landbruget blev åbnet, selvom der igen var tørke.

Det betød, at der var endnu mindre vand, laksene stod tæt sammen, og temperaturen steg. En anden parasit, ich, der angreb fiskenes gæller, elskede de høje temperaturer, og sprang fra laks til laks.

”Og fiskene begyndte at dø,” siger Michael Belchik. ”Og de blev ved med at dø”.

”På to uger døde 70-80.000 fisk i Klamath-floden på grund af det lave vand,” siger han. ”Og vi taler store laks, op mod en meter lange, der dækkede floden og bredderne”.

Det store fish kill, som de kaldte det, var en skelsættende begivenhed for de andre oprindelige folk langs floden, siger han.

Folk manglede ikke bare mad nu og her.

”Det viste, hvor tæt systemet i floden var på at kollapse,” siger Michael Belchik.

Og det fik en hel masse mennesker til at gå ind i kampen for floden og mod dæmningerne.

En lang og kringlet kamp

Selve kampen mod dæmningerne blev lang og utrolig kringlet – ”der er materiale nok til en lang bog,” siger Michael Belchik – men i sin essens var det en vedholdende pressionskampagne mod PacifiCorp, selskabet der ejede dæmningerne.

Et par år før det store fish kill skulle licensen til at drive dæmningerne genforhandles med myndighederne, og stammerne langs floden – Yurok-stammen, Hoopa-stammen og Karuk-stammen – besluttede at bruge anledningen til at gå rigtigt i krig mod dæmningerne.

”Vi besluttede, at vi ikke skulle gå efter en kompromis-strategi med mindre ændringer af anlæggene. Dæmninger skulle ned. Helt ned. Alle sammen,” fortæller han.

Første skridt var bureaukratisk, men vigtigt. Stammerne de fik tilføjet et krav til forhandlingerne: Hvis dæmningerne skulle blive stående, skulle der bygges fisketrapper, så laksen kunne svømme forbi dæmningerne.

Men det ville blive dyrere at bygge fisketrapper end at fjerne dæmningerne. Så nu var nedrivning rent faktisk en mulighed, man kunne forhandle om – selvom PacifiCorp først havde grinet, da stammerne fortalt om deres mål om få ryddet Klamath-floden.

Mens Michael Belchik og de andre eksperter sad i forhandlinger med de amerikanske myndigheder og PacifiCorp, holdt aktivister presset ved lige – med demonstrationer, happenings og medieindlæg. De tog til Skotland for at demonstrere ved PacifiCorps moderselskab, de tog til hovedstæderne i Oregon og Californien for at råbe op.

Samtidig indgik stammerne fred med landmændene, som de ellers havde ligget i medie- og retssagskrig med. Det var bedre at bruge kræfterne på den centrale kamp mod dæmningerne. De lavede en aftale, hvor landmændene godt nok fik adgang til mindre vand, end de måske havde håbet på – men til gengæld fik garanti på det.

Og regeringerne i Californien og Oregon stillede sig klar til at dække det meste af den endelige pris på næsten en halv milliard dollars.

På trods af fremskridtene trak det ud – og ud.

I 2010, 10 år efter de første strategimøder, lå der en aftale klar. PacifiCorp var med, landmændene var med, myndighederne var med, og aftalen skulle bare godkendes i den amerikanske kongres. En formssag.

Men det skete i perioden, hvor den højreorienterede Tea Party-bevægelse bragede ind i amerikansk politik, og de var imod al offentlig forbrug. Den politiske virkelighed ændrede sig, og det flertal i kongressen, de havde regnet med, forsvandt.

Aftalerne døde.

Sådan gik det flere gange.

Bedst som de troede, der var hul igennem, kom der et nyt problem.

Mødet på flodbredden

Da de næste gang fik en aftale klar, hvor PacifiCorp ville afgive dæmningerne, ville myndighederne ikke godkende aftalen. Hvis PacifiCorp skulle droppe dæmningerne, ville virksomheden slippe ansvaret for dem helt – og altså ikke risikere at ende med en ekstraregning, hvis projektet fx blev dyrere end planlagt. Men det ville myndighederne ikke tillade, for der skulle være nogen med det endelige ansvar.

Hver gang endte det i hårdknude.

Efter flere årtiers frustration kom den sidste mulighed: Stammerne havde en løsningsforslag på problemet med det endelige ejerskab: At lave en non-profit organisation, der ville få overdraget både dæmningerne og ansvaret, så de kunne blive taget ned.

Myndighederne brugte fire år på at overveje den ukonventionelle løsning.

Og de sagde ”ja, men”.

Der skulle stadig være en medunderskriver.

Det kickstartede en sidste, hektisk indsats for at få PacifiCorp overbevist om være med til at finde en løsning, de kunne sige ja til, for at afgive dæmningerne. De havde 60 dage til at komme i mål.

Forhandlerne fra stammerne prøvede noget nyt. De inviterede topcheferne fra moderselskabet, der ejer PacifiCorp, ud på floden.

”Vi sejlede dem op til et sted, der hedder Blue Creek. Man kan kun komme dertil med båd, det er et helt særligt sted. Det er et kulturelt vigtigt område for stammerne,” fortæller Michael Belchik.

”Det er et meget vildt sted”.

Så de holdt mødet med topcheferne på flodbredden. Og de forklarede, at det var sidste chance for at finde en løsning.

Og selvom der var flere forhandlinger efter mødet på Blue Creek, var det vendepunktet, siger Michael Belchik.

Og det lykkedes. De fandt en løsning, hvor PacifiCorp sagde ja til at stoppe med at kæmpe for at holde dæmningerne kørende.

Staterne Californien og Oregon kom på som medunderskrivere, og det blev godkendt af de føderale myndigheder.

PacifiCorp gav endelig slip på dæmningerne.

Og fire år efter mødet på flodbredden gik gravemaskinerne altså i gang.

Ville det virke?

Selvom Michael Belchik først og fremmest var ramt af ærefrygt og glæde, da de store dæmninger blev fjernet, var han også nervøs. Ville fiskene overhovedet svømme op forbi de gamle blokeringer, der nu var fjernet? De havde måske mistet de gener, der ledte dem derop. Samtidig holdt mange kritikere øje med dæmningsfjernelsen, fordi den nye bureaukratiske løsning potentielt kan bruges andre steder i USA – og oveni hatten havde det kostet knap en halv milliard dollars.

Ville det virke, som de havde regnet med – og drømt om?

”Tre dage efter de allersidste maskiner var kørt væk, kom der meldinger om fisk over Iron Gate Dam, og vi tog et sonarkamera op for at undersøge det. Vi håbede på at finde måske 100 fisk,” siger Michael Belchik.

Men floden og alle de små bifloder og åer, der ikke havde set en laks i 100 år, var fulde af dem.

”Der var tusindvis,” siger han.

”Det var den mest fantastiske ting at opleve”.