Efter næsten 40 år fortalte min mor endelig om sin abort. Kvinder som hende har gjort op med en årelang tavshedskultur på Færøerne

Det fik det kristen- og nationalkonservative ungdomsparti ”Ung fyri Miðflokkin” til at gå til kamp for, at færingerne skulle indskrænke loven yderligere.

Men der kom en modreaktion: Færøernes første abortrettighedsorganisation blev oprettet samme år. Den hedder Frítt Val, eller Frit Valg på dansk.

”Jeg har nogle gange lidt svært ved at forstå, at det kun er syv år siden, vi startede. For tingene har ændret sig enormt meget siden da,” siger Katrin Sigurpálsdóttir Kamban, der er bestyrelsesmedlem i Frítt Val og var med til at starte organisationen.

Da hun oprettede organisationen med en gruppe kvinder, satte de for alvor ild i debatten med politiske debatter, oplæg, møder, kampagner og videoer på sociale medier med kvinders egne fortællinger om abort. Før Frítt Val fandtes der ingen offentlig organisation for fri abort, men enkelte kvinder har tidligere udtalt sig offentligt om ønsket om en mere liberal lovgivning.

”For dem har det fået ret voldsomme konsekvenser med breve i postkassen derhjemme med dødstrusler eller små plastikfostre,” siger Katrin Sigurpálsdóttir Kamban.

Derfor var Frítt Vals strategi fra start at samle en masse kvinder bag samme budskab:

”Vi mener, det skal være op til den gravide, om hun vil have en abort eller ej. Det skal ikke være en læge, et abortråd eller nogen som helst andre, der skal tage beslutningen,” siger hun.

Herfra var Frítt Vals metode klar. For at ændre loven skulle de bryde det årelange tabu indefra.

”Det selv at tage styringen om sin fortælling og give slip på sin skam. At kunne sige højt, at jeg har fået foretaget en abort og stoppe med at skjule det. Det betyder rigtig meget,” siger Katrin Sigurpálsdóttir Kamban og fortsætter:

”Det har været en måde at tydeliggøre, at det kan være hvem som helst. Alle færinger kender nogen, der har fået en abort. Det er så almindeligt, men når vi ikke snakker om det, så bliver det et tabu”.

Jeg har fået en abort

Tilbage i stuen i Esbjerg sidder min mor foran sin stuevæg med malerier og litografier af sit hjemland. Hun har boet i Esbjerg siden 1994, da Færøerne blev hårdt ramt af en historisk finanskrise, hvor omkring 10 procent af befolkningen udvandrede. Ligesom min mor er mange aldrig flyttet hjem igen.

Selvom min mor nu har boet i Danmark det meste af sit liv – et land, hvor vi for nylig har rykket abortgrænsen til 18. uge, så har tabuet fortsat levet i hende.

Årsagen er ikke hendes families håndtering af aborten – tværtimod. Mine bedsteforældre var åbne og tolerante, og de kunne snakke om alt derhjemme.

”Jeg kommer jo fra en lille landsby på Færøerne, hvor der dengang kun boede 900 mennesker,” siger hun.

Det var i stedet tabuet i det færøske samfund, der påvirkede hende. Det er svært ikke at blive dømt i et lille samfund, hvis du gør noget ildeset.

Indtil sidste år var det kun enkelte familiemedlemmer og hendes børn – heriblandt mig – der kendte til aborten.

”Jeg tror, at jeg med tiden er blevet lidt mere afklaret omkring mit liv, og det jeg har med i min rygsæk. Jeg behøver ikke at overbevise nogen om, at jeg er god nok,” siger hun.

Det er også den holdning, der sidste år fik min mor til at sende en video til organisationen Frítt Val, hvor hun med et alvorligt, men roligt blik siger højt: ”Eg havi tikið abort”, altså ”jeg har fået en abort”.

”Jeg tænkte, ja, måske er det nu, jeg skal sige det højt. Ikke for nogen andres skyld, men for min egen,” siger min mor.

Fordi min mor har boet i Danmark i så mange år, har hun ikke en føling med, hvordan snakken er på Færøerne i dag. Alligevel er det som om, at noget er forandret. Hun kan rent faktisk have en samtale med sine færøske veninder om abort – uden frygt for, at hun bliver udskammet.

Min mor nævner en barndomsveninde, der kontaktede hende efter Frítt Vals kampagnevideo.

”Hun skrev til mig, at hun var ked af, at hun ikke har vidst det alle de år,” siger min mor og fortsætter:

”Hun nævnte også, at hun selv var imod abort, men at hun synes, at det var stort af mig, at jeg havde åbnet op. Så jeg kan sagtens mærke, at der er sket en ændring i, hvordan vi taler om abort.”

Godt nok skulle min mor sige ordene, men modet til at tage skridtet, tilskriver hun til Frítt Val og deres arbejede.

”De er helt sikkert årsagen til, at jeg valgte at sige det højt,” siger hun.

Et frit valg

Men hvad er det så for en forandring, der er sket på Færøerne? For at få svar på det spørgsmål, taler jeg med Turið Hermannsdóttir i hendes hjem i København.

Udover at være kvinde og født og opvokset på Færøerne, så er hun postdoc i medicinsk antropologi ved Aarhus Universitet. Hun har forsket i kvinders adgang til og oplevelser af abort i Færøerne og er forfatter til den første færøske bog om abort, der blev udgivet sidste år.

”Der er sket en kæmpe forandring de seneste otte år i, hvordan vi taler om abort i Færøerne,” siger hun og fortsætter:

”Det er gået fra, at kvinder overhovedet ikke sagde, at de har fået foretaget en abort, eller at de gik ind for en mere liberal lovgivning, fordi de har været bange for at blive udskældt. Nu oplever mange kvinder, at de i det mindste kan snakke om det.”

Gennem sin forskning har Turið Hermannsdóttir snakket med adskillige kvinder, der har fået en abort. Deres oplevelser strækker sig helt fra 1960’erne til i dag.

”Næsten alle kvinder, som jeg har talt med i min forskning, nævner Frítt Val. Jeg tror slet ikke, at vi ville være samme sted i dag, hvis det ikke var for dem,” siger Turið Hermannsdóttir.

Det er dog langt fra alle kvinder, der, som min mor, har valgt at stille sig offentligt frem. Nogle kvinder har måske bare fortalt det til ægtefællen eller en enkelt veninde. Det gør dog også en kæmpe forskel, forklarer forskeren.

”De kvinder, der har fået en abort kan nu se sig selv i samfundet. De er ikke længere en skygge. Det gør jo en verden til forskel for dem. Så nej, lovgivningen er ikke forandret, men kulturelt, moralsk og socialt er der sket en kæmpestor forandring for kvinder i Færøerne, hvor deres valg og holdninger og tanker er mere legitime,” siger Turið Hermannsdóttir.

Mange færøske kvinder er både veluddannede og moderne, men de ikke har bare haft et sprog for at tale om abort, forklarer forskeren.

”Det er også det, som videoen fra Frítt Val viser. Alt er i forandring, og organisationen har givet en platform til, at nye holdninger kan komme til” siger Turið Hermannsdóttir.

Men hvis der er sket så meget, hvorfor er loven så ikke ændret?

Gud og fædreland

Det er svært ikke at tale om religion, når vi taler om Færøerne.

”Religion er i alle aspekter af det færøske samfund. Også hvis man er vokset op i en ikke-religiøs familie,” siger Turið Hermannsdóttir.

Alligevel er det mere komplekst end dét.

”Jeg synes, det er for simpelt at sige, at grunden til, at abort har været et tabu i så mange år på Færøerne, er fordi, mange færinger tror på Gud,” siger hun.

Det handler også om national identitet og statens kontrol af fertiliteten, mener forskeren.

Færøerne er et lille land med cirka 54.500 indbyggere. Gennem tiden har landet haft en rekordhøj fertilitetsrate – den højeste i Norden. Nu oplever landet i stedet en dalende fertilitet, samtidig er der høj fraflytning , særligt af kvinder, i aldersgruppen 20-29 år.

“Når man som Færøerne har en lille befolkning, er det at kontrollere fertiliteten, kontrollere familien, sørge for, at sproget ikke dør ud, og at befolkningen vokser, ultimativt vigtigt,” siger hun.

Vi skal ikke langt tilbage i tiden, før ét tabt menneskeliv kunne vælte en familie omkuld. Derfor er bevarelsen af livet ekstremt vigtig.

“Jeg synes, at det her med, hvad liv betyder for et lille samfund, siger mere end religion. For du kan godt have en befolkning med mange mennesker, der er religiøse, men som stadig går ind for fri abort eller LGBTQ+-rettigheder. Det kan godt sameksistere,” siger Turið Hermannsdóttir.

Abortlovgivninger er en måde at kontrollere befolkningen på, mener forskeren, og de kan altid ændres – også tilbage.

Hun peger mod forandringer i andre lande, hvor abortloven både er liberaliseret og gjort mere restriktiv. USA’s forfatningssikrede ret til abort blev fjernet i 2022. I 2021 fik Polen et næsten total abortforbud, mens Irland i 2018 gik i den anden retning og med en folkeafstemning gjorde op med en af verdens mest restriktive abortlovgivninger.

Kun et menneske med følelser

Tilbage i stuen i Esbjerg sidder jeg tilbage med et spørgsmål, som jeg har svært ved at stille min mor. For hvad hvis hendes mange års fortielse og skam måske også handler om, at hun fortryder den februardag i 1986?

”Jeg har ikke fortrudt min abort,” siger min mor og tilføjer:

”Men det betyder ikke, at jeg ikke kan være mærket af den. For jeg er også et menneske med følelser. Men det jeg har været mest mærket af, er, at det har været så stort et tabu i samfundet,” siger min mor.

Det er lidt over et år siden, at lovforslaget blev henkastet i Lagtinget. Dengang var Turið Hermannsdóttir overbevist om, at der ville komme et flertal.

”Jeg var optimistisk, fordi der var sket så meget på få år. Men det viser også bare, at abort er så tabubelagt,” siger Turið Hermannsdóttir.

Hun er dog stadig optimistisk.

”Jeg tror, det er et spørgsmål om tid, før politikerne ændrer abortlovgivningen.”

Når abortrettighedsaktivisten Katrin Sigurpálsdóttir Kamban tænker tilbage på afstemningen, så er den umiddelbare følelse ren og skær skuffelse. Efter alt Frítt Vals arbejde var hun overbevist om, at loven ville gå igennem.

”At det er én stemme, der gør forskellen, er så bittert. Men vi håber, at vi får det igennem næste gang. Nu er spørgsmålet jo bare, hvornår næste gang bliver,” siger hun.

Alligevel kan hun tydeligt mærke, at hendes og resten af Frítt Vals arbejde i sidste ende har gjort en forskel. Færøerne har trods alt aldrig nogensinde været så tæt på at ændre abortloven.

“Vi er et rigtig godt sted nu, i forhold til hvor vi har været før,” siger hun.