Forskere slår fast:
En giraf er ikke bare en giraf

Tidligere har forskerne ment, at alle giraffer i verden grundlæggende var samme art, men at arten var opdelt i ni underarter, der mest adskilte sig fra hinanden ved mønsteret af pletter på deres skind.

I dag ved vi, takket være genetisk analyse, at der faktisk er tale om fire separate arter af giraffer samt fem underarter. De fire arter af giraffer parrer sig ikke indbyrdes, og genetisk set er de mere forskellige fra hinanden, end brune bjørne er forskellige fra isbjørne.

Fælles for dem alle er dog stadig, at deres tidligere så store savanneområder i Afrika i dag er blevet splittet op i mange små områder, og trods en vis fremgang i de seneste år antallet af giraffer faldet med 30 procent siden firserne.

Men der er store forskelle på, hvordan det går med de forskellige arter i de forskellige afrikanske lande. I nogle områder er antallet af giraffer faldet med 95 procent, selvom det burde være ideelle levesteder for de langhalsede dyr.

Det betyder, at det ikke er nok at tælle, hvor mange giraffer, der findes i alt. For at beskytte og bevare girafferne, er det vigtigt at vide, hvilke underarter klarer sig godt, og hvilke, der er særligt truede.

Nul angolanske giraffer i Angola

For eksempel er der i dag ikke flere angolanske giraffer i Angola, hvilket skyldes uhæmmet jagt og manglende beskyttelse af nationalparkerne under Angolas 27 år lange borgerkrig, der først sluttede i 2002.

Men den angolanske giraf er faktisk den mindst truede af alle girafarterne. Det skyldes, at de også findes i omliggende lande, som Zambia og Botswana, hvor det går bedre for dem end i Angola.

Omvendt er den nubiske giraf og kordofa-giraffen begge klassificerede som ’kritisk truede’ i deres små resterende pletter på landkortet i den knastørre Sahel-region lige syd for Sahara.

Det er håbet, at den større viden om girafferne vil blive brugt til at give de forskellige underarter af giraffer bedre beskyttelse, der hvor de har mest brug for det.