25. juni 2023

Folkemødets kenyanske lillesøster vil inspirere hele Afrika

Kenyanerne har stor appetit på mere politisk dialog om landets udfordringer – ansigt til ansigt. Det har resulteret i et ambitiøst folkemøde efter skandinavisk forbillede.

For femte år i træk, afholder Kenya folkemøde, efter nordisk forbillede. Foto: Den danske ambassade i Kenya.

For femte år i træk, afholder Kenya folkemøde, efter nordisk forbillede. Foto: Den danske ambassade i Kenya.

I de seneste fem år har der i Kenya været en slags ”afrikansk lillesøster” til de store, veletablerede folkemøder i Danmark og Sverige. Og selv om det kenyanske folkemøde stadig er meget mindre end det, vi kender i Danmark – i år var der omtrent 8000 deltagere – så er det afrikanske møde for demokrati og dialog en stor succes med endnu større potentiale. Det mener Danmarks ambassadør i Kenya, Ole Thonke:

”Folkemødet i Nairobi fylder selvfølgelig ikke i de kenyanske medier på samme måde som Folkemødet på Bornholm gør i de danske. Og man ser heller ikke deltagelse fra alle Kenyas partiledere. Men folkemødet i Kenya er drevet af et ønske om mere dialog og tillid, og man skal ikke undervurdere effekten af at have denne type dialog på tværs af organisationer og politiske skel. Det har helt klart fyldt et behov i Kenya,” fortæller han fra ambassaden i Nairobi.

Danmark har gennem ambassaden i Nairobi og Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD) støttet det kenyanske folkemøde siden den første udgave i 2019. Blandt andet ved at sende en delegation af kenyanske arrangører på inspirationstur til det danske folkemøde på Bornholm.

”Det kenyanske folkemøde er stadig i sin spæde start, så der er masser af inspiration at hente for os her,” sagde Fankline Mukwanja, direktør i Centre for Multipart Democracy, der står bag folkemødet i Kenya, i den forbindelse.

Tørke, korruption – og engagerede unge

Og der er masser af udfordringer at diskutere. Et præsidentvalg, historisk slem tørke, eftervirkninger af corona, korruption, høj offentlig gæld og økonomisk afmatning er blot nogle af de barske realiteter, som kenyanerne står over for. Samtidig har landet en stor ungdomsgeneration, der higer efter udvikling og muligheder. Og netop de unge er meget aktive deltagere på Peoples Dialogue Festival, som folkemødet her hedder.

”Folkemødet har enormt godt fat i de unge. Der deltager mange skoler, og eleverne er engagerede, har gode spørgsmål og stor politisk interesse. Folkemødet i år var også præget af mange konstruktive debatter med løsningsforslagene i centrum. Også debatter om følsomme emner, for eksempel LGBT-personers forhold i Kenya, hvor personer med meget modsatrettede synspunkter debatterede konstruktivt med hinanden. Det er lidt en sjældenhed i Kenya rent politisk, hvor der er tradition for en meget konfrontatorisk stil, for eksempel med demonstrationer,” fortæller Ole Thonke.

Potentiale for endnu mere bred, folkelig deltagelse og medieopmærksomhed er ifølge den danske ambassadør stort. Også selvom det kenyanske folkemøde nok i mange år vil tage sig anderledes ud end det danske – både af sikkerhedsmæssige og kulturelle årsager.

”Folkemødet i Kenya er ikke helt lige så åbent som det danske. Både fordi folkelighed tager sig lidt anderledes ud i Kenya, og kulturelt er der også tradition for lidt mere heiraki. Når for eksempel Pia Kjærsgaard i mange år har stået i et telt og lavet mad, mens hun snakker om politik med høj som lav til det danske folkemøde, så er det ikke et tilsvarende scenarie, man ville se udspille sig i Kenya,” forklarer Ole Thonke.

Foto: den danske ambassade i Kenya

Danmarks Ambassadør i Kenya, Ole Thonke. Foto: den danske ambassade i Kenya

Folkemødet vil formere sig

Folkemødet i Kenya arrangeres af den kenyanske organisation Centre for Multiparty Democracy (CMD), der har politiske partier som medlemmer. Og nu er ambitionen at udbrede The Peoples Dialogue Festival til resten af det store, afrikanske land. Der kan nemlig være langt fra landområderne til hovedstaden – både når det kommer til kilometer og politisk indflydelse.

”Der er tanker om flere ”optakts-folkemøder” i de forskellige kommuner og mere fjernt liggende egne, således at man får bredt det ud til ikke blot at være et hovedstadsfænomen. Der er en del lokale guvernører, der har vist interesse i det. For dem kan det også fungere som et bindeled mellem befolkning og den politiske elite,” forklarer Ole Thonke.

Perfekt match med Danmark

Står det til ambassadøren, så bidrager Danmark fortsat med støtte og udvikling i årene frem. Kenyas demokrati anses for at være mere stabilt og progressivt end de fleste i Afrika. Det er derfor håbet, at andre afrikanske lande vil lade sig inspirere af Kenyas folkemøde.

”Det er vigtigt at sige, at det her er et kenyansk forum. Men Danmark vil støtte det kenyanske folkemøde, så længe kenyanerne er interesserede i vores engagement. Det er en vigtig brik i at skabe et mere solidt demokrati, og det kenyanske folkemøde matcher perfekt med, hvad Danmark vil i verden, nemlig udbrede demokrati, samtale og politisk transparens.”

Inspiration fra de nordiske folkemøder

Det kenyanske Peoples Dialogue Festival er direkte inspireret af Folkemødet i Danmark og Almedalsveckan i Sverige.

Borgere og ledere mødes ansigt-til-ansigt for at diskutere, tale og debattere om de udfordringer, deres lande står overfor.

Den 5. udgave af det kenyanske folkemøde blev afholdt fra den 8. til den 11. marts 2023 med temaet “Konkurrence og samarbejde i demokratisk udvikling“. I alt deltog over 8.000 mennesker.

Der var også danske repræsentanter fra flere forskellige organisationer og partier med på festivalen: Socialdemokratiet, Konservative Folkeparti, SF og Venstre, ngo’en 2030beyond, Constructive Institute, kokkestuderende, Ordrup gymnasieelever, Dansk Industri, Ulandssekretariatet, 3F og Dansk Institut for Internationale Studier.

Foto: den danske ambassade i Kenya