16. november 2025
Fra flue til flue har denne fjende hærget Afrika. Men nu er sejren mod sovesyge lige om hjørnet
I mere end et århundrede var afrikansk sovesyge en dødsdom. Nu har Kenya som det tiende afrikanske land udryddet sygdommen – og resten af Afrika er tæt på at følge efter.
I Guinea tester Oumou Camara og hendes team hele landsbyen for sovesyge for at opspore de sidste tilfælde. Foto: Brent Stirton/Getty Images
Først får man feber, så en kraftig hovedpine. Kroppen bliver tung, tankerne sløve, og de fleste tror, at de har influenza eller malaria. Men det er ikke almindelig sygdom, de er ramt af.
Det hele skyldes en parasit, der er i gang med at formere sig i blodet og infiltrere alle kroppens organer. Man får problemer med hjertet, leveren og nyrerne, og til sidst når parasitten til hjernen og lammer hele centralnervesystemet.
Sygdommen kaldes for afrikansk sovesyge, fordi patienten ender med at falde i en dyb søvn, de aldrig vågner fra igen.
Sovesygen er også en del af et mørkt kapitel af kolonihistorien. De lokale havde i generationer undgået områderne, hvor tsetsefluen levede, men kolonimagterne tvang dem derud for at anlægge marker og arbejde på plantager. Det skabte de epidemier, der hærgede kontinentet gennem det 20. århundrede.
Efter at have slået sygdommen kraftigt ned flere gange, vendte den tilbage i 1970’erne, og i 1998 vurderede man, at der var mere end 300.000 syge, der levede med sygdommen udiagnosticeret og ubehandlet – på tværs af 36 afrikanske lande.
I dag er der under 600 nye tilfælde om året – over halvdelen af dem er i Den Demokratiske Republik Congo – og noget tyder på, at sygdommen snart kan være fortid på det afrikanske kontinent. Inden for de seneste fem år har en stribe lande som Chad, Guinea, Rwanda og Uganda nemlig udryddet afrikansk sovesyge.
Nu har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, også erklæret, at Kenya, som det tiende afrikanske land, officielt har elimineret sovesyge som folkesundhedsproblem. Det betyder, at sygdommen i praksis er udryddet i landet efter mere end ti år uden nye tilfælde.
”Det er en enorm bedrift. Folk, der lever i risiko, kan nu være mere optimistiske og tro på, at de vil have en meget lavere risiko for at blive smittet,” fortæller Joseph Ndung’u, som er med på en forbindelse fra Nairobi. Han er regional direktør i Kenya, for organisationen FIND, der udvikler nye diagnostiske løsninger til sygdomme i lavindkomstlande.
”Sygdommen var et alvorligt problem – ikke kun i Kenya, men i mange afrikanske lande,” fortæller han.
●Den mikroskopiske parasit, Trypanosoma brucei, spredes af tsetsefluen. Det har især været fattige landdistrikter syd for Sahara, hvor sundhedssystemerne var svage, og tsetsefluer trives, der har været hårdt ramt af sygdommen.
Afrikansk sovesyge er en negligeret tropesygdom
En af de oversete og forsømte sygdomme, der primært rammer mennesker, der i forvejen lever i fattigdom og med begrænset adgang til sundhedsvæsenet – og som sjældent er prioriteret i det internationale sundhedsarbejde.
Verdens Bedste Nyheder har tidligere skrevet om mange af de andre negligerede sygdomme:
Læs om elefantsyge: Massebehandling forhindrer larverne i at indtage den næste krop
Bliv klogere på guineaormen: Meterlang parasit lever under huden: Guineaorm næsten udryddet
Eller læs om trachom: Flere lande i Afrika vinder kampen mod smitsom blindhed
En mobil screeningslejr i Douprou i Guinea er en del af landets elimineringsprogram, hvor udstationerede teams, tester for sovesyge. Foto: Brent Stirton/Getty Images
Fra dødsdom til diagnose på 15 minutter
For Joseph Ndung’u markerer milepælen i Kenya kulminationen på et helt arbejdsliv. Da han som ung forsker begyndte at beskæftige sig med sovesyge i 1980’erne, var det næsten umuligt at diagnosticere sygdommen i tide.
”Der fandtes kun meget begrænsede diagnostiske metoder, så det var svært at identificere de smittede,” fortæller han.
Og det er helt afgørende at få diagnosen, så man kan blive behandlet i tide, forklarer Joseph Ndung’u:
“Hvis man får diagnosen tidligt, er parasitterne ofte ikke nået til hjernen, og behandlingen er derfor ikke så aggressiv. Den er derfor meget, meget sikrere. Hvis man først er diagnosticeret sent, og parasitterne er i hjernen, så er behandlingen meget aggressiv og risikabel.”
Før i tiden krævede det både særligt uddannet sundhedspersonale, der kunne analysere blodprøver under mikroskop for at finde parasitten, og at man tog smertefulde prøver fra rygmarvsvæsken, for at man kunne stille diagnosen. Alt sammen noget, der var svært at gøre i de afsides områder, der var hårdest ramt af sygdommen.
Det helt store gennembrud kom i 2012, da FIND udviklede den første hurtigtest mod sovesyge. Den var både billig og brugervenlig og krævede blot blod fra et fingerprik. Efter kun 15 minutter havde man et resultat. Testen var også banebrydende, fordi den kunne opbevares ved stuetemperatur og ikke var afhængig af elektricitet. For første gang kunne sundhedsarbejdere ude i landsbyerne finde og behandle patienter, før sygdommen udviklede sig.
Men den nye test var kun begyndelsen. Nu var der behov for et massivt oplysningsarbejde, for at få folk til at blive testet.
“Mange vidste slet ikke, hvad de fejlede, og de mistænkte ikke sovesyge, så de blev ikke testet for det,” siger Joseph Ndung’u.
I årtier havde folk været så bange for behandlingen af sovesyge, at de aldrig gik til lægen for overhovedet at få en diagnose. Den eneste behandling, som man kunne give folk dengang, var nemlig både risikabel og giftig.
“Efter kolonitiden blev sovesyge behandlet med Melarsoprol – et arsenikbaseret præparat udviklet i 1940’erne, som helbredte patienter, men var så giftigt, at det også dræbte 5 procent af dem,” fortæller Chirac Bulanga Milemba fra Den Demokratiske Republik Congo. Han arbejder for DNDi, et forskningssamarbejde, der står bag udviklingen af nye behandlinger mod de negligerede tropesygdomme.
Den arsenikbaserede behandling dræbte en ud af 20 patienter – og den var så smertefuld, at patienterne beskrev det som ”ild i blodårerne”.
Sovesygens mørke historie
Da de europæiske kolonimagter i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede begyndte at dele det afrikanske kontinent mellem sig, drev de lokale befolkninger væk fra deres landsbyer og ud i nye områder, som skulle opdyrkes til marker og plantager. Men mange af de områder var hjemsted for tsetsefluen – den lille, stikkende flue, der spreder sovesyge. De lokale havde derfor undgået at bosætte sig der i århundreder, men nu blev de tvunget til at flytte derud.
Det, der fulgte, var en katastrofe for de fordrevne afrikanere.
I det britiskkontrollerede Uganda døde mere end 250.000 af sovesyge på bare fem år. Da man fandt ud af, at tsetsefluen var smittebæreren, gik kolonimagterne hårdt til værks. Tsetsefluerne, og andre dyr, som man frygtede også kunne bære på sygdommen, blev slået ihjel, og tusindvis af mennesker blev samlet i tætbefolkede lejre. Det var også her, at man begyndte jagten efter en kur mod sovesyge, og hvor arsenik blev brugt som behandling for første gang.
I årtier gentog historien sig. I Fransk Ækvatorialafrika – nutidens Tchad, Cameroun, Centralafrikanske Republik, Gabon og Congo – iværksatte det franske militær store medicinske kampagner mellem 1920’erne og 1950’erne. Man tvang folk til at lade sig behandle med medicin, som skulle forebygge eller kurere sovesyge. Men mange af lægemidlerne var livsfarlige. Op mod hver femte patient fik koldbrand, blev blind – eller døde.
Årtier med tvangsmetoder og farlig tvangsmedicinering satte dybe spor i befolkningen, og mange blev mistroiske og skeptiske over for myndigheder, læger og moderne behandling. Den dag i dag, mere end hundrede år senere, lever den mistillid stadig i nogle lokalsamfund.
Antoinette Mpono Bukoy bliver behandlet for sovesyge i DR Congo. ”Nu ved jeg, hvorfor jeg led så meget, og jeg ved, at jeg nu bliver rask,” sagde hun til DNDi. Foto: Xavier Vahed/DNDi
Et vågent øje holder sygdommen nede
Det er helt afgørende at holde et vågent øje med afrikansk sovesyge, hvis man vil holde sygdommen stangen, påpeger Chirac Bulanga Milemba:
”Overvågning af sygdommen er nu en del af den almindelige praksis på sundhedsklinikker, så man kan opdage nye tilfælde tidligt og reagere hurtigt.”
Historisk set er der nemlig flere gange fulgt dødelige epidemier efter perioder, hvor man ellers var lykkedes med at få sygdommen under kontrol.
Som tilbage i midten af 1960’erne, hvor man havde fået sovesygen under kontrol med under 5000 årlige tilfælde. Efterhånden mistede sygdommen opmærksomhed, og man lempede på sygdomsovervågningen. Den vendte derfor stærkt tilbage igen i løbet af 1970’erne, og det førte til de høje smittetal, som man så i 1998, med over en kvart million smittede.
Interessen fra de pengestærke donorer og de globale sundhedsorganisationer kan nemlig begynde at forsvinde, når der ikke længere registreres nye tilfælde. De retter hurtigt blikket mod den næste sygdom, der også kræver opmærksomhed og handling.
Derfor advarer Chirac Bulanga Milemba om, at man denne gang ikke må miste grebet om bekæmpelsen af sovesyge igen.
”Vi skal fastholde engagementet gennem overvågning af sygdommen, kapacitetsopbygning i sundhedssystemet og fortsat forskning. At nå de sidste patienter, der bor i meget fjerntliggende landsbyer med begrænset adgang til lægehjælp, er altid det sværeste,” siger han.
Adskillige epidemier opstod i løbet af det sidste århundrede
- Mellem 1896 og 1906 – primært i Uganda og Congo.
- I 1920’erne i adskillige lande.
- Og mellem 1970 og slutningen af 1990’erne.
●I nogle landsbyer i Angola, Den Demokratiske Republik Congo og i Sydsudan var sovesygen den hyppigste eller anden mest hyppige dødsårsag.
Her kan man se, at antallet af sygdomstilfælde med afrikansk sovesyge er faldet drastisk over de seneste 25 år. Kilde: Nature
Fra giftige sprøjter til en enkelt pille
Efter årtier med den giftige arsenikmedicin kom der i 2009 en sikrere kombinationsbehandling kaldet NECT. Selvom denne sikre og effektive behandling var et vigtigt skridt i udviklingen, så var det stadig en kompliceret behandling, der krævede 14 intravenøse behandlinger i syv dage på et hospital og en pillekur i 10 dage – og det er både dyrt og besværligt for fattige mennesker, der så ikke kan passe deres arbejde eller deres marker imens.
I 2018 kom et længe ventet gennembrud: Fexinidazole, den første orale medicin, som patienterne kunne tage hjemme, og det er nu den foretrukne behandling af sovesyge.
Bag udviklingen af både diagnostiske metoder og medicin står et unikt globalt partnerskab mellem sundhedsorganisationer som FIND, DNDi, WHO, de afrikanske landenes sundhedsministerier og så store fonde som Gates Foundation, der donorer penge til forskningen.
Inden længe kan der også være en ny banebrydende behandling på markedet. Med præparatet Acoziborole kan man behandle sovesyge med en enkelt pille – og resultaterne ser lovende ud. Med pillen vil man kunne behandle alle patienter – også dem, hvor der kun er en mistanke om, at de er smittede. DNDi forventer, at behandlingen bliver godkendt næste år af Det Europæiske Lægemiddelagentur.
I DR Congo undersøger Dr. Willy Kuziena og hans team prøver for sovesyge. Med nye behandlingsmetoder behøver patienterne ikke længere komme på hospitalet, men kan behandles hjemme. Foto: Xavier Vahed/DNDi
Fra sygdom og frygt til håb og frihed
Kenyas succes viser, hvad et tæt samarbejde mellem nationale myndigheder, internationale forskningsinitiativer og lokalsamfund kan udrette.
”Det store fremskridt skyldes, at vi har gjort diagnostik og behandling tilgængelig for alle – også i de fattigste samfund,” siger Joseph Ndung’u.
Og bekæmpelsen af afrikansk sovesyge kan ikke undervurderes, understreger Chirac Bulanga Milemba:
“Lokalbefolkninger oplever nu en frihed fra en sygdom, der engang var dødelig og ødelæggende. Nu kan familier fokusere på uddannelse og deres dagligdag i stedet for at kæmpe mod sygdom.”
For Joseph Ndung’u, der har viet sin karriere til at bekæmpe sygdommen, betyder udryddelsen af afrikansk sovesyge i Kenya, at han i dag kan se sit livsværk bære frugt:
“Jeg kan gå på pension med ære, fordi den sygdom, jeg har arbejdet med, siden jeg forlod universitetet, nu nærmer sig sin afslutning.”
