08. november 2026

Gæsteblog: Det kan godt være, at Danmarks politikere blev hjemme. Men de unge har aldrig været flere!

Ved biodiversitetstopmødet i Armenien pressede unge på for mere handling og kæmpede for flere pladser ved forhandlingsbordene, så de kunne få indflydelse på de beslutninger, der former fremtidens natur. Danmarks ungedelegater rapporterer.

Rosa Pedersen og Marie Smedegaard Andersener danske FN-ungdomsdelegater for miljø og klima. De har netop været til biodiversitetstopmødet i Armenien og skriver om deres tanker og arbejde for Verdens Bedste Nyheder. Collage: Eva Søe Olsen

Rosa Pedersen og Marie Smedegaard Andersener danske FN-ungdomsdelegater for miljø og klima. De har netop været til biodiversitetstopmødet i Armenien og skriver om deres tanker og arbejde for Verdens Bedste Nyheder. Collage: Eva Søe Olsen

I seneste uger har verdens lande mødtes for at forhandle om naturens fremtid ved årets biodiversitetstopmøde, COP17, i Armenien. Men de danske politikere blev hjemme: Danmark deltog uden ministre eller folketingspolitikere. Til gengæld blev én ting tydelig: Den unge stemme i de internationale forhandlinger vokser. Ungdomsdelegater fra flere europæiske lande er samlet. Vi har aldrig været flere. Og det er værd at kæmpe for. For vi unge bringer nye perspektiver til forhandlingsbordet og insisterer på, at de flotte ambitioner bliver fulgt op af konkret handling.

Vi er Danmarks ungdomsdelegater til FN for klima og miljø. Vores opgave er at repræsentere danske unges perspektiver i den danske delegation ved internationale topmøder. Vi arbejder for, at landene lever op til deres internationale aftaler, at klima og biodiversitet tænkes sammen, og ikke mindst at de generationer, der skal leve med konsekvenserne af beslutningerne, også får indflydelse på dem.

Og siden sidste topmøde er de europæiske ungdomsdelegater fordoblet i antal.

Når vi står sammen, står vi stærkere

Vi er samlet i en europæisk bevægelse af repræsentanter fra syv lande med i alt 13 ungdomsdelegater, som kæmper for reel ungeinddragelse ved årets topmøde. Vi deltager fra Danmark, Holland, Østrig, Norge, Tjekkiet, Frankrig og Finland. Netværket giver os muligheder for at koordinere vores indsats, løfte fælles dagsordener og sikre, at unges perspektiver ikke bliver overset.

Og det er vigtigt.

De beslutninger, der bliver truffet i dag, former den natur, vi skal leve med i morgen. Men skal unge ikke kun høres, fordi vi er dem, der skal leve længst med konsekvenserne. Vi skal også høres, fordi vi kan bidrage til løsningerne her og nu. Når unge ikke er med ved bordet, risikerer vores perspektiver og ideer at mangle i beslutningerne.

Unge har ret til at blive hørt

Som ungdomsdelegater er vi en del af de nationale delegationer. Det betyder, at vi kan deltage i EU’s interne møder og komme helt tæt på de politiske forhandlinger. Vi får mulighed for at følge diskussionerne og tale direkte med de mennesker, der er med til at forme vores landes positioner.

Det giver os mulighed for at påvirke, hvad vores egne lande siger og arbejder for ved forhandlingsbordet. Eksempelvis har vi sikret, at Danmarks officielle position er, at unge ikke kun skal høres, men er vigtige samarbejdspartnere i opgaven med at beskytte naturen. Den tilføjelse var ikke kommet med uden de unges deltagelse i delegationen.

Der kommer langsomt flere ungedelegater med til topmøderne, og de unge fra de forskellige lande arbejder sammen for at blive hørt. Her er den hollandske ungedelegation til miljø. ”Meningsfuld ungeinddragelse ved COP handler om at lytte til unge gennem hele processen,” siger de. Privatfoto

Men under COP17 så vi bredere forsøg på at svække anerkendelsen af unge som en selvstændig gruppe med ret til at blive inddraget i beslutningerne. Blandt andet arbejdede nogle lande for at samle unge, oprindelige folk, lokalsamfund, kvinder og mennesker med handicap i en bred kategori af ”aktører uden for de nationale regeringer”. Når forskellige grupper med forskellige erfaringer og rettigheder samles i én kategori, risikerer deres unikke perspektiver at blive mindre synlige.

Derfor arbejdede vi ungdomsdelegater sammen med andre ungeorganisationer for, at unge fortsat blev anerkendt som en selvstændig gruppe i forhandlingerne. Og vi var med til at fastholde direkte henvisninger til unge i de fleste forhandlingstekster.

Vi skal leve med den fremtid, der bliver besluttet

Det er en sejr, at vi er flere europæiske ungdomsdelegater end nogensinde før. Og at vi har haft en konkret påvirkning på forhandlingerne. Men selvom vi er blevet flere, er arbejdet langt fra færdigt.

Ikke alle lande har ungdomsdelegater med i deres officielle delegationer. Derfor presser vi på for, at flere unge får en plads ved forhandlingsbordet.

Vores vision er, at det skrives direkte ind i de internationale beslutningstekster, at alle lande skal arbejde for at inddrage unge i deres officielle delegationer.

Men det handler ikke kun om, at flere unge skal være til stede. Det handler om, at vi skal have mulighed for at præge de beslutninger, der former vores fælles fremtid. Derfor arbejder vi også for, at det skrives tydeligt ind i beslutningsteksterne, at unge skal høres og inddrages før, under og efter internationale topmøder.

For det er først, når det forpligtes på skrift, at vi kan sikre, at unges stemmer bliver en del af de processer der former fremtidens beslutninger.

Hvis ikke vi selv er til stede og insisterer på, at unge skal inddrages, hvem skal så gøre det?

Og hvis beslutningerne om vores fremtid bliver truffet nu, hvorfor skulle vi så ikke også være med til at træffe dem?

Rosa Pedersen og Marie Smedegaard Andersen er Danmarks FN-ungdomsdelegater for miljø og klima.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning.