08. november 2026

Peter mistede sin kone. Så begyndte telefonen at ringe

Flere og flere mænd samles i mandefællesskaber. Her støtter de hinanden i livets svære perioder.

Mænds Mødesteder Frederiksberg har i dag 40 medlemmer, som mødes ugentligt. De laver alt fra at træne sammen, bygge fuglehuse og tage på byvandringer for at skabe et hyggeligt fællesskab.

Mænds Mødesteder Frederiksberg har i dag 40 medlemmer, som mødes ugentligt. De laver alt fra at træne sammen, bygge fuglehuse og tage på byvandringer for at skabe et hyggeligt fællesskab. Foto: Niels Bo / Mænds Mødesteder Frederiksberg

“Jeg mistede min hustru den 20. december,” fortæller Peter Vestergaard.  

Han stod både tilbage med en stor sorg, som gjorde hverdagen svær, og samtidig gik det op for ham, at en del af hans sociale liv og sociale forpligtelser var drevet af hans kone.  

“Det er ofte kvinden, der står for fødselsdage, gaver og alle de sociale ting. Og i det øjeblik hun forsvinder, kan man stå tilbage uden ret meget,” siger Peter Vestergaard.  

Han brygger kaffe og sætter sodavand frem. Deltagerne til dagens møde her i Mænds Mødesteder Frederiksberg begynder at komme.

Han smiler, mens han hilser varmt på mændene, som skal ud at have en kop kaffe. Det er et fællesskab, som betyder meget for Peter Vestergaard, der er en af formændene.  

Der gik nemlig ikke længe, fra hans hustru gik bort til, at Peter Vestergaards telefon ringede. Det var en af vennerne fra mandefællesskabet Mænds Mødesteder Frederiksberg.   

“Der gik to dage, så var der én, der ringede og sagde: Jeg har to biografbilletter. Du skal med i biografen. Og så sagde jeg: ”Ja, det skal jeg”,” siger han.

Og det var ikke den eneste opringning, Peter Vestergaard fik fra mændene i fællesskabet.  

”Et par dage efter var der en anden, der ringede og foreslog, at vi skulle lave noget sammen. Om vi skulle tage ud og drikke en gravøl. Og så sagde jeg også ja,” siger han.  

Støtten som Peter Vestergaard fik fra mændene i den svære tid, betyder meget for ham.  

“Den måde, det her fællesskab greb mig på, vender jeg hele tiden tilbage til,” siger han  

Flere mænd i fællesskaber  

Peter Vestergaard er langtfra den eneste mand, som har valgt at være med i et fællesskab for mænd.  

Rundt omkring i Danmark er der nemlig kommet flere mandefællesskaber til de seneste år.  

Mænds Mødesteder Frederiksberg tager også sammen ud til forskellige arrangementer for at skabe opmærksomhed på, at deres fællesskab er noget, man kan blive en del af. Foto: Niels Bo / Mænds Mødesteder Frederiksberg

Organisationen Forum for Mænds Sundhed har registreret 360 mandefællesskaber i Danmark. Og ifølge Ældre Sagen er antallet af mandefællesskaber tredoblet på fem år.  

”Det handler om at skabe nogle gode rammer for en god alderdom, hvor vi også tager os lidt af hinanden, især hvis man er fraskilt eller har mistet sin kone,” siger Mogens Hallander, som var med til at starte foreningen, som Peter Vestergaard nu er medformand for.  

”Man læser jo om mænd, der stopper med at arbejde eller mister deres kone og pludselig sidder derhjemme alene og kun kigger på fjernsynet. De kan ikke rigtig tage sig sammen til at komme ud,” fortæller Mogens Hallander.  

Et mandefællesskab er ikke ligesom et fodboldhold, en skakklub eller en gruppe golfkammerater. Der er ikke nogen fast aktivitet eller sport. Det er en forening, som oftest er til for at hjælpe ældre mænd eller mænd, som mangler et netværk, med at få et socialt fællesskab i deres hverdag.  

Og mandefællesskaber som det, Peter Vestergaard og Mogens Hallander deltager i, er der behov for, mener de.  

Ifølge tal fra Forum for Mænds Sundhed har tre gange så mange mænd som kvinder aldrig nogen at tale fortroligt med, og det skaber både social og fysisk mistrivsel.   

De mange fællesskaber er spredt ud over Danmark. Grupperne laver mange forskellige ting, det drejer sig om alt fra samtalegrupper, fælles træning, madlavning og en masse andre aktiviteter.  

Fælles for alle fællesskaberne er, at de giver mænd et sted at mødes, hvor de kan skabe et netværk af bekendtskaber og venner.  

 Et sted at mødes hver onsdag  

”Et af hovedformålene med foreningen er, at vi gerne vil gøre noget ved, at mænd i gennemsnit lever kortere end kvinder,” siger Mogens Hallander.  

Fællesskabets møder foregår i en villa midt i Frederiksberg hver onsdag. Villaen som ligger på en stille gade som ethvert andet parcelhus, er dog for flere mænd et helt specielt sted. 

Den måde, det her fællesskab greb mig på, vender jeg hele tiden tilbage til

Peter Vestergaard, formand i Mænds Mødesteder Frederiksberg

Og det har de i årenes løb gjort gennem et hav af aktiviteter, som har skabt et fællesskab på omkring 40 mænd.   

Niels-Boye Kristensen nikker, mens de begge sidder med en kop kaffe og mindes gruppens begyndelse.  

Han var også med til at starte gruppen tilbage i 2017. Dengang var tanken at skabe et sted, hvor mænd kunne mødes, holde sig aktive og passe på både deres fysiske og psykiske helbred.  

“Det er vigtigt, at vi laver nogle ture, der interesserer folk, og at vi kommer ud. Vi har blandt andet arrangeret gåture rundt i kommunen for eksempel på hjertestierne,” siger Mogens Hallander.   

Udover gåture, har mændene mødtes for at bygge fuglehuse, deltaget i Royal Run sammen og holder også sommerfester og julefrokoster.   

De har også fået besøg af læger til deres møder, hvor de har lært om sundhed, førstehjælp og genoplivning.  

Mange mangler stadig støtte  

Selvom flere mænd finder sammen i fællesskaber, er der stadig mange, som mangler nogen at dele deres udfordringer med i dagligdagen.  

Og det er ikke kun, når mændene er samlet i villaen, at de passer på hinanden.  

Hvis et medlem ikke er dukket op i noget tid, forsøger de andre at finde ud af hvorfor.  

” Hvis der er et medlem, vi ikke har set i noget tid, så kan man spørge, hvorfor han ikke kommer så ofte, og om der er sket noget med ham,” fortæller Mogens Hallander.  

Mødet er ved at slutte, og Peter Vestergaard er gået i gang med at rydde op i køkkenet. 

“Vi har et medlem, som har det psykisk svært i øjeblikket og har svært ved at komme ud ad døren. Han ville ikke med i dag,” siger han.  

”Men jeg ringede alligevel lige til ham.”  

For Peter Vestergaard handler fællesskabet nemlig ikke kun om selv at have nogen at støtte sig til. Det handler også om at være der for andre, præcis som mændene i fællesskabet var der for ham, da hans hustru gik bort.  

”Når nogen har været der for én, er man også villig til at give noget tilbage.”