07. september 2025
Hackathons og alvorssnakke med mor skal få flere piger ind i Ghanas boomende techindustri
Der kommer flere og flere techjobs i Ghana, og iværksætteren Florence Toffa sørger for, at pigerne også får en bid af it-kagen.

Florence Toffa har startet organisationen Mobile Web Ghana, der hjælper unge kvinder ind i techindustrien i Ghana. Foto: Adaka Patience
Da Florence Toffa var en ung pige i Ghana, var det i en tid, hvor e-mails var en splinterny opfindelse. Pludselig opdagede hun, at det ikke længere tog en måned at få svar, som det gjorde, når hun sendte et brev.
Den nye opdagelse tændte en ild i hende, og hun begyndte på en IT-skole i hovedstaden Accra, hvor hun lærte alt, hvad hun kunne lære om computere.
”Dengang tænkte jeg, at teknologi virkelig ville komme til at ændre, hvordan jeg tilegner mig viden,” siger Florence Toffa over en forbindelse fra Accra.
Med drømmen om at starte sin egen softwarevirksomhed gik hun teknologiens vej og grundlagde Mobile Web Ghana, en mindre organisation, der hjælper unge, især piger, med at nå deres drømme ved at lære dem at kode og hjælpe dem ind i STEM-fagene, så man kan skabe næste generations tech-iværksættere.
Eftersom unge udgør over halvdelen af Ghanas befolkning, er det vigtigt at klæde både unge piger og drenge på til techverdenen, siger Florence Toffa.
”Der kommer flere og flere tech jobs, så vi kan lige så godt hjælpe de unge med at tilegne sig tech-kompetencer. Det er også en af måderne, hvorpå vi kan reducere arbejdsløshed på kontinentet og i Ghana,” siger hun.
For selvom Florence Toffa fik skabt sin plads i Ghanas techindustri, var det ikke nemt at få adgang som kvinde. Dengang var kvinder underrepræsenteret i techlandskabet, og det er de stadig i dag. Der er fire gange så mange mænd som kvinder i industrien – tallet er i øvrigt ikke meget anderledes i Europa.
Derudover er der en lille overvægt af mænd, der har adgang til internettet i landet. I 2023 havde omkring 70 procent af ghaneserne adgang til nettet.
Men både Florence Toffa og den ghanesiske regering forsøger nu at få flere kvinder ind i tech og STEM-fagene.
”Flere af vores piger har udmærket sig i matematik, andre har taget kurser i computervidenskab på universiteter, andre har startet deres egen blog,” fortæller Florence Toffa.
Barrierer for kvinder
Hvis man spørger Florence Toffa, begynder barrierne allerede i barndommen. For den måde ghanesiske drenge og piger opdrages på har betydning for, hvor de ender senere hen.
”Jeg tror, det handler om, at vi socialiserer pigerne anderledes end drengene. Når piger får fortalt, at de skal fokusere på at lave mad og på at holde hjemmet rent, så bliver det drengene, der tager fag inden for computervidenskab og ingeniørvidenskab,” siger hun.
Manglen på ressourcer er også en hindring. Meget få har computere – langt, langt de fleste ghanesiske internetbrugere har kun adgang med smartphones, og der er stadig en relativ stor gruppe, der ikke bruger internettet.
Det betyder også, at Florence Toffa har måtte overbevise en piges forælder om, at Mobile Web Ghana kunne hjælpe pigen med på vej med arbejde med STEM-fagene.
”Moren havde ikke penge til at købe udstyr eller computer, så hun ville ikke have, at pigen skulle forfølge sin drøm. Der måtte vi fortælle hende, at vi havde mulighed for at hjælpe datteren,” siger Florence Toffa.
Netop eksponeringen er noget af det vigtigste, hvis flere kvinder skal ind i tech. Det mener Rosemond Gyimah Agyaponmaa, der studerer finansiering og regnskab på et universitet i Ghana.
Hun har deltaget i både hackathons – hvor unge kvinder bruger to dage på at løse problemer ved at lære at kode – digitale træningsprogrammer og konferencer, der hjælper kvinder i tech, som ikke har mulighed for at betale for det.
”Kritisk tænkning og problemløsning er ikke kun færdigheder for mænd. Piger kan også vise sit værd, hvis de får muligheden,” siger Rosemond Gyimah Agyaponmaa, der håber på at starte sit eget tech-initiativ i fremtiden.
Fremtidens tech
Siden Florence Toffa begyndte på den lokale skole, er der alligevel sket en del, fortæller hun.
Informationsteknologi-sektoren i Ghana er anslået cirka 816 millioner kroner værd og forventes at vokse kraftigt i de kommende år, lyder det fra de amerikanske handelsmyndigheder.
Ghanas regering lancerede i 2017 en strategi for at hjælpe flere kvinder ind i tech og STEM-fag. Det sker på bagkant af flere analyser, der viser, at techjobs vil være i høj kurs i fremtiden.
Samtidig stiger interessen inden for tech i resten af Afrika. Det kan blandt andet mærkes i Kenyas hovedstad Nairobi, der bliver kaldt for Silicon Savannah, altså den kenyanske pendant til Silicon Valley.
Netop i Kenya har ph.d.-studerende Sarah Seddig ved Dansk Institut for Internationale Studier forsket i techvirksomheder, der ledes af kvinder.
Den blomstrende tech-industri betyder, at der er opstået jobs og iværksættermuligheder, som kvinder kan tage del i, siger hun.
”Blandt nogle kvinder er der en form for ejerskab, når de kan kalde sig selv for techkyndige. Også fordi det bryder stigmaet om, at STEM-fag ikke kun er for mænd, men også for kvinder,” forklarer Sarah Seddig.
Kvinder i tech kan potentielt have betydning den type teknologi, der udvikles, mener Sarah Seddig. For med flere kvinder kunne man få mere ”inkluderende innovation”, der også tager højde for emner som reproduktiv sundhed og menstruationshygiejne.
”Når vi får flere kvinder i tech, kan de hjælpe med at designe apps og produkter, der er tilpasset kvinder,” istemmer Florence Toffa fra Mobile Web Ghana.
Seneste
05. september 2025