I hører fra min advokat! Venlig hilsen Naturen

Lad os lige lege lidt med fantasien.

Prøv at forestille dig en retssal. Midt i lokalet står en træbænk. Den knirker heftigt, for på bænken sidder en massiv skikkelse. Det er ikke en person, men et bjerg – kæmpestort, moset, med grantræer spirende på ryggen og en klynge sne på toppen. Vandfaldene løber ned langs bjerget. Det er trist, fordi nogle har forvoldt det skader.

Bjergets advokat sidder ved siden af. Hun rømmer sig, lægger papirerne foran sig og siger så:

”Det frembragte bevismateriale viser tydeligt, at bjergets rettigheder er blevet krænket. Dets floder er kvalt af forurening. Dets skråninger er blevet flået op, og nu er dets ældgamle skove væk.”

Tilbage til virkeligheden.

Selvom det måske lyder lidt spøjst, at nogen skulle have krænket bjergets rettigheder, er det faktisk ikke så langt væk fra det virkelige liv, som man måske skulle tro – og her taler vi selvfølgelig ikke om, at der sidder et decideret bjerg på bænken i en retssal, men om det faktum, at man kan krænke naturens rettigheder og blive hevet i retten for det.

For i januar fik det newzealandske bjerg Taranaki Maunga samme rettigheder som en person.

Groft sagt betyder det, at bjerget ikke kan ejes af nogen, og dermed har ingen ret til bjergets ressourcer. Det vil altså sige, at hvis mennesker eller virksomheder krænker bjergets rettigheder ved for eksempel at bore efter metaller, så kan der blive lagt sag an mod dem.

Det newzealandske bjerg er ikke alene om at blive anerkendt som en juridisk person. Siden slutningen af 2000’erne har 49 dele af naturen fået personrettigheder. Det gælder alt fra hele økosystemer i Holland, en flod i Canada til en skov i New Zealand og en enkelt plante i USA.

Og det er nødvendigt, at naturen får særlige rettigheder, mener Karen Morrow, der er professor i miljølov på Swansea University i Wales og har arbejdet med naturrettigheder i over 15 år.

”Det er et værktøj,” fastslår hun. ”En nyttig ting i værktøjskassen, som vi som advokater har til at beskytte miljøet med.”

Los Cedros-sagen

Karen Morrow peger på en stor retssag, der foregik i Ecuador for nogle år siden. Her fik landets natur nemlig personrettigheder i 2008 – og det har båret frugt.

I 2017 gav den ecuadorianske regering nogle mineselskaber lov til at bore efter kobber og guld i skovområdet Los Cedros, der ligger i det nordvestlige Ecuador.

Og Los Cedros er ikke bare et ligegyldigt skovområde. Det har en forbløffende biodiversitet. I den tætte tåge, der hænger mellem træerne, skriger aberne, og pumaerne ligger på lur i trækronerne. Der lever alt fra svampe og sjældne orkideer til bjørne og 400 forskellige fuglearter. Mange af disse dyre- og plantearter er endemiske og lever altså ingen andre steder end lige dér. Og flere af dem er også truede.

Derfor fik det en gruppe mennesker op af stolen, da de hørte om regeringens beslutning. Og på vegne af Los Cedros lagde de sag an mod mineselskaberne. Sagen endte helt i højesteret, før den endelige dom faldt i 2021. Efter en lang og sej kamp vandt naturen. Dommerne fastslog, at minedriften krænkede skovområdets rettigheder, og så måtte mineselskaberne se sig slået og pakke deres guldplaner sammen. Selskaberne forlod området inden for 10 dage, og alt fremtidig minedrift blev forbudt.

Rettighederne har altså en forebyggende rolle, forklarer Karen Morrow. De kan forhindre folk, virksomheder og stater i at gøre skade på naturen.

Men en lov er ikke bare et quickfix, der løser alt.

”Ingen juridisk lov vil alene gøre tingene bedre, men det vil bidrage til det større billede og være en lille del af den større løsning på klimakrisen, forurening og tab af biodiversitet,” forklarer Karen Morrow.

Ændrer sig over tid

Naturrettigheder er ikke et nyt koncept. Oprindelige folk som maorierne i New Zealand har i århundrede ment, at naturen bør have samme beskyttelse som mennesker og virksomheder. Maorierne har nemlig et ordsprog, der lyder: ”Jeg er floden, og floden er mig.” De mener altså, at floden og folket ikke kan adskilles, og derfor er flodens velbefindende det samme som deres eget velbefindende.

Men det var først i 1972, da juraprofessor Christopher Stone skrev bogen ’Should Trees Have Standing?’, at idéen gik fra tanke til pen – og netop den bog var grunden til, at Karen Morrow i sin tid valgte miljølov som sit ekspertområde.

”Dét, som Stone satte spørgsmålstegn ved, var, hvorfor naturen ikke skulle have rettigheder. Rettigheder er, hvad vi mennesker siger, de er. Rettighedshavere har ikke altid været de samme. På et tidspunkt havde kvinder og farvede personer ingen juridiske rettigheder, og det ændrede sig,” forklarer hun.

Rettigheder er altså ikke mejslet i sten, men kan ændre sig i takt med samfundets udvikling. Men derfor kan det stadig lyde en smule spøjst, at naturen ligefrem skal anerkendes som en juridisk person.

Ifølge Karen Morrow synes de fleste, som ikke er advokater, i hvert fald, at idéen om rettigheder til naturen kan virke lidt underligt.

”Selvfølgelig skal man da være et menneske for at have rettigheder, siger de. Men det behøver man faktisk ikke. Virksomheder har for eksempel rettigheder,” forklarer hun.

Ifølge Karen Morrow er rettigheder til for at beskytte de sårbare mod magtfulde kræfter – som for eksempel virksomheder, stater eller indflydelsesrige personer – der kan gøre skade. Ser man på naturen, kan det for eksempel være en minevirksomhed, der udhuler et bjerg for alle dets unikke mineraler.

Men et bjerg kan jo ikke bare lige ringe til sin advokat, hvis nogen skulle gå over stregen – så hvad gør man så?

Den situation sammenligner Karen Morrow med demente mennesker. For selvom de ikke selv er i stand til at udøve deres egen ret, er de stadig beskyttede af loven gennem en værge. Det samme gælder for floder og skove, forklarer Karen Morrow.

Kernen i at give rettigheder til naturen er altså, at personer skal kunne føre retssager på vegne af naturen, hvis nogen krænker dets rettigheder. Nogle steder er det udvalgte personer, mens det andre steder er alle mennesker, der kan kræve, at naturens rettigheder bliver overholdt.

Når naturen krænkes

På trods af, at idéen om naturrettigheder ikke er spritny, gik der alligevel nogle årtier, før naturrettigheder blev til virkelighed.

Første gang var i 2008, da Ecuador ændrede sin grundlov, så landets natur fik samme rettigheder som mennesker.

Men hvordan krænker man egentlig naturens rettigheder?

”Man kan for eksempel krænke en flods rettigheder ved at udvinde grus fra dens bund, hvilket vil ændre dens flow. Det vil også forstyrre dens økosystem. Man kan forurene i et omfang, som floden ikke kan håndtere. Man kan ændre flodens løb ved at rette den ud og fjerne dens sving og bugtninger,” forklarer hun.

Og for eksempel kan det at bygge et skisportssted på et bjerg også være i strid med et bjergs rettigheder, fordi det blandt andet kræver, at man fælder hundredvis af træer, der jo fungerer som klodens lunger, fordi de optager enorme mængder CO₂.

Det kan gøre en forskel

Flere og flere naturområder har altså fået personrettigheder. Men sørger rettighederne overhovedet for, at naturen bliver behandlet ordentligt?

Det er der ikke et entydigt svar på, siger Karen Morrow.

”Det kan gøre en forskel. Det afhænger bare af de konkrete omstændigheder. Men vi kan se, at der, hvor der er naturrettigheder, bliver folk tilskyndet til at tænke anderledes, før de handler. Hvis du for eksempel har en virksomhed og overvejer en aktivitet, der kan påvirke beskyttet natur, vil du tænke anderledes over, hvordan du gør det – måske finde andre måder, der er bedre eller mindre ødelæggende,” forklarer hun.

Ligesom i Los Cedros-eksemplet herover, kan naturrettigheder forhindre handlinger, der gør skade på naturen. Men der er også eksempler på andre steder, hvor rettighederne ikke har haft en effekt endnu. Ganges-floden i Indien blev anerkendt som en juridisk person i 2017, men vandet i floden er stadigvæk enormt forurenet.

Til gengæld peger et nyere studie på, at ecuadorianske dommere og advokater med tiden er blevet mere bekendte med naturrettigheder, og derfor også er blevet bedre til at stille sig på naturens side i retssager. Så måske vi i fremtiden kan se flere retssager, der ender i naturens favør.

Det er ikke slut med rettigheder til naturen. Karen Morrow forventer, at det vil sprede sig endnu mere inden for de kommende år.

”Rettigheder til naturen er en idé, der har eksisteret i lang tid, men som helt sikkert får meget mere opbakning. Det dukker konstant op rundt omkring i verden, og jeg ville slet ikke blive overrasket, hvis der sker mere på det her område,” fastslår hun.