08. juni 2025

I Nairobi laver de både penge og damer på elektriske motorcykler – og dét er faktisk godt nyt for klimaet

Afrikas elektriske transportrevolution kører på to hjul, og udviklingen er for alvor ved at tage fart.

Karioke fragter hver dag varer og passagerer rundt i hele Nairobi på sin elektriske motorcykel. Foto Janne Louise Andersen

Karioke fragter hver dag varer og passagerer rundt i hele Nairobi på sin elektriske motorcykel. Foto Janne Louise Andersen

Middagssolen bager over tankstationen i Kenyas hovedstad, Nairobi. Bilerne holder ind og tanker benzin på skift.

Men på denne tankstation er der også gang i noget andet. Noget nyt. Den ene pastelgrønne motorcykel efter den anden triller ind på tanken og kører ned bagerst til et garageanlæg. Chaufføren stopper, løfter hjelmen og hilser på det to-mands-team, der løsner en stor, gul metalkasse placeret mellem motorcyklens forhjul og selve sædet. En ny, gul kasse ryger i stativet, og det hele tager kun få minutter.

Kassen indeholder et batteri. Et batteri, der driver flere og flere af de grønne kommercielle fragtmotorcykler – de lokale kalder dem ”boda bodas”  – rundt i Nairobi.

Ejeren af netop denne boda boda hedder Karioki. Han er 35 år og plejede at være vejsidesælger, hvor han solgte ”alt muligt” til bilister, der sidder fast i trafikken. Men for et års tid siden havde han skaffet nok penge til udbetalingen på en elektrisk boda boda. Nu fragter han hver dag varer og især mennesker rundt i hele Nairobi på ”bæstet”, som han kalder sin motorcykel.

”Yeah, den er attraktiv. Den har et rigtigt bæst-fjæs. Den slags elsker vi i Kanairo (swahili slang for Nairobi, red), vi elsker bæster.”

De lange dage med bæstet på vejene er udmærket arbejde, fortæller Karioki. Bortset fra når det regner, selvfølgelig. Det vil tage ham yderligere ét år at færdiggøre de sidste afdrag på motorcyklen – så er bæstet hans helt eget.

Forretning frem for filantropi

Den gule kasse med batteriet på Kariokis motorcykel – og hele infrastrukturen til opladning – er skabt af Ampersand.

Virksomheden blev grundlagt i 2016 i det østafrikanske land Rwanda, og er den første fuldt elektriske transportvirksomhed på det afrikanske kontinent. I dag suser der 5.700 elektriske motorcykler fra Ampersand rundt i Rwanda og Kenya, og dét tal forventer de at udvide til cirka 40.000  el-motorcykler allerede i slutningen af 2026.

Den bemærkelsesværdige vækst skyldes ikke mindst den økonomiske gevinst, der er for de lokale chauffører i at skifte fra benzin til el.

En gennemsnitlig boda boda chauffør kan ifølge Ampersand stikke 3,89 dollars i lommen ved fyraften, når udgifterne til opladning på cirka 3,51 dollar er trukket fra. Til sammenligning sluger en tilsvarende benzin-motorcykel brændstof for gennemsnitligt 4,68 dollars om dagen.

Hezbon Mose er landedirektør i Kenya for Ampersand, og han forklarer, at den meget direkte økonomiske gevinst er en stor faktor i den lille elektriske revolution, som motorcyklerne i Nairobi er forsmagen på. Kenya er stadig et udviklingsland, hvor pengene er små for mange – også for førerne af de små motorcykeltaxaer.

”Hvis du tager til Europa eller USA, så bliver der talt om miljøet først og derefter kan vi tale om forretning. I Kenya taler vi om pengene først, og så kan vi tale om miljøet,” forklarer Hezbon Mose og slår ud i latter.

Den økonomiske gevinst i skiftet til el-motorcykel kan tydeligt mærkes for Karioki. Hans tilværelse som elektrisk boda boda chauffør er nok til at forsørge hele familien med en hustru og to børn.

”Det holder hånden under hele min familie, så jeg er godt kørende på den måde. For når alt kommer til alt, så er det familien, der betyder noget. Jeg kan betale mad og skolepenge. Så er alt godt.”

Og så er der tilsyneladende endnu en – ikke uvæsentlig – fordel ved el-motorcyklerne frem for de benzindrevne, hævder Karioki:

”Damerne kan bedre lide at få et lift med en batteridrevet motorcykel,” griner han.

”Men hvorfor, ved jeg ikke.”

De gule batterier fra Ampersand er opladt og klar til den næste køretur. Foto Janne Louise Andersen

Giraffer og geotermisk energi

Hvis Nairobis boda bodaer skal være grønne i andre henseender end blot deres farve, så kræver det selvfølgelig, at batterierne oplades med grøn strøm. Det er heldigvis gjort nemt: Mere end 90 procent af strømmen i Kenyas elnet kommer nemlig fra vedvarende kilder.

Landet har investeret massivt i geotermisk energi, blandt andet med lån fra Den Europæiske Investeringsbank. I dag huser de kenyanske naturparker ikke blot et mangfoldigt dyreliv, men også nogle af verdens største anlæg til at udnytte varmen fra jordens indre og omdanne den til elektricitet.

Og ja, anlæggenes hvide rør med damp er med fuldt overlæg placeret på pæle i en højde, så en giraf snildt kan spadsere under dem.

Kan det afrikanske motorcykel-boom gøres elektrisk?

Der kører lige nu cirka 27 millioner motorcykler rundt i den del af Afrika, der ligger Syd for Sahara. Og udviklingen viser, at motorcykler er blevet en megatrend, der næppe er toppet endnu. For 15 år siden var det blot fem millioner af de hurtige to-hjulede, der drønede rundt på kontinentet.

Det afrikanske motorcykel-boom er et tydeligt tegn på, at mange afrikanere har fået flere penge mellem hænderne og rykker sig mod bedre levevilkår. Men udviklingen belaster selvfølgelig også klimaet, for langt de fleste motorcykler kører trods alt stadig på benzin. Og netop infrastrukturen til opladning er formentlig den primære udfordring, hvis de elektriske motorcykler også skal hitte uden for de afrikanske storbyer, hvor afstandene er lange.

En motorcykel med batteri fra Ampersand kan typisk køre mellem 70-100 km på én opladning, hvorefter den skal ind forbi en ladestation og enten have opladet eller skiftet batteriet. En kommerciel chauffør i Nairobi skifter typisk sit batteri et par gange om dagen – og hvis ikke man har adgang til at ombytte sit batteri, tager det cirka 90 minutter at oplade.

Til gengæld går den teknologiske udvikling hurtigt. For eksempel vejer Ampersands nuværende batterier hele 42 kilo i sig selv, men der er ny version på blot 14 kilo på vej.

Ifølge Hezbon Mose er den største udfordring at følge med den store efterspørgsel på nye ladestationer fra chaufførerne:

”Vi står ved én ladestation her i dag. I morgen bygger vi endnu en et andet sted i byen. Og derefter vil chaufførerne gerne have en mere et helt tredje sted. Og det er sådan, vi udvider, nemlig baseret på behovet fra vores kunder,” fortæller han.

Ifølge analyser fra Det Internationale Energiagentur (IEA) er netop motorcykler særdeles velegnede i en hurtig omstilling til batterier, fordi det kan gøres billigt, og de kræver mindre el at oplade. Og selvom de afrikanske motorcykler stadig fylder forsvindende lidt i det globale CO2-regnskab, så er de altså et sigende billede på, hvordan Afrika kan og skal hoppe hurtigt videre fra den fossile fase i sin udvikling.

I Nairobi er batteriet skiftet, og Karioki er med sit grønne ”bæst” allerede på vej videre efter næste kunde, der skal have et lift.