28. marts 2021

Analyse: E-revolutionen er tohjulet

Bag al snakken om elbiler og ladestandere er en stille revolution indenfor grøn transport i gang.

Elektriske scootere, motorcykler og rickshaws giver elbilerne baghjul. Illustration: Lauge Eilsøe-Madsen

Elektriske scootere, motorcykler og rickshaws giver elbilerne baghjul. Illustration: Lauge Eilsøe-Madsen

Skal man krydse en gade i Ho Chi Minh City, Bangalore eller Jakarta, er det ikke bilerne, man først skal kigge efter. Det er motorcyklerne og scooterne.

Det samme kan man sige om den grønne omstilling.

Når det gælder bæredygtighed, er transportsektoren et ømt punkt – biler, fly, tankskibe og så videre står for en fjerdedel af alle drivhusgasser fra fossile brændsler. Samtidig er røgen fra forbrændingsmotorer en enorm kilde til luftforurening, der er årsag til en femtedel af alle dødsfald i verden.

Men nu tager verden de første babyskridt mod forandring – i hvert fald for vejtransporten, som ifølge det Internationale Energiagentur IEA står for næsten tre fjerdedele af udledningerne. Løsningen er først og fremmest elektrificering. Elbiler er nøglen, og det går langsomt op for forbrugere, virksomheder og politikere. Salget af elbiler stiger, bilselskaber sætter slutdato for deres forbrændingsmotorer og Tesla er verdens mest værdifulde bilmærke.

Under al snakken om elbiler er en stille, elektrisk revolution i gang – først og fremmest i  Kina. Mens der på verdensplan samlet var 7,2 millioner elbiler i 2019, som er det seneste år, IEA har komplette tal fra, kørte der på samme tid omtrent 300 millioner elektriske motorcykler, scootere og knallerter på vejene i Kina.

Det er verdens største flåde af elektriske køretøjer.

Dertil kommer flere end 50 millioner elektriske rickshaws, den lille, trehjulede arbejdshest, der fungerer som taxi, varevogn og skolebus i mange asiatiske lande. Væksten i elektriske to- og trehjulede køretøjer er i en helt anden størrelsesorden end nogen som helst anden grøn udvikling på transportområdet.

I Vesten er trafikken domineret af biler. Men billedet er ikke det samme globalt. Hvis vi drømmer os en tur til for eksempel Indien, er det nemt at forstå potentialet ved at skifte benzin ud med strøm i de tohjulede køretøjer. Her regerer scootere og motorcykler gadebilledet – de udgør 79 procent af de indiske køretøjer. Rickshaws og andre trehjulede står for yderligere fire procent.

Det er et billede, der går igen i andre asiatiske lande. Otte ud af ti husstande i lande som Thailand, Malaysia, Indonesien og Vietnam har en scooter eller motorcykel, mens relativt få har biler. Og selvom der kommer flere biler i verdens lav- og mellemindkomstlande, så er det stadig kørsel på to og tre hjul, der vokser hurtigst.

Det kan virkelig batte noget for klimaet, hvis de hundredvis af millioner af scootere og motorcykler verden over bliver elektriske, så de kan køre på strøm, der efterhånden bliver grønnere og grønnere. Hvis verden hastigt rykker over mod elektriske tohjulede over det næste årti, kan vi undgå udledningen af milliarder ton CO2 frem mod 2050, og alene i 2019 sparede de mere end 32 millioner ton CO2, viser tal fra IEA.

Samtidig hoster de mange fossile scootere og motorcykler enorme mængder udstødningsgas ud. I Indien står de for hele 30 procent af luftforureningen, og det vil være en kæmpe gevinst for folkesundheden, hvis de bliver skiftet ud med batterimodeller.

Nu skal succesen fra Kina spredes. Det er heldigvis allerede i gang, og IEA anslår at to- og trehjulede er den køretøjskategori, der egner sig bedst til hurtig omstilling til batterier. Det skyldes både lav pris i forhold til biler, men også at de nemt kan lades op i almindelige hjem eller arbejdspladser.

I Indien var der i 2019 i omegnen af 600.000 elektriske scootere og motorcykler og flere end 1,5 million batteridrevne rickshaws, og analyser forudser, at salget af begge vil vokse eksplosivt. Nabolandet Pakistan har planer om at få en halv million batteririckshaws på vejene over de næste par år. Fabrikker med elektriske tohjulede skyder op i asiatiske lande, og i Vietnam er selskabet VinFast, der sælger batteriscootere, blevet den tredjestørste spiller på landets kæmpe scootermarked på blot to år.

Det er en helt anden hastighed end omstillingen mod elbiler, og det kan lynhurtigt skaleres op. Eksempelvis virker Teslas kommende megafabrik i Tyskland, der årligt skal spytte en halv million elbiler ud, som en baby sammenlignet med indiske Ola Electrics kommende scooterfabrik, der vil producere 10 millioner køretøjer om året – det er en ny batteriscooter hvert andet sekund. Med stordriftsfordele og automatisering er målet at ramme samme pris som de fossile modeller. Og så vil det gå hurtigt, for millioner og atter millioner mennesker har brug for billig, bæredygtig transport.

Hvis verden hastigt rykker over mod elektriske tohjulede over det næste årti, kan vi undgå udledningen af milliarder ton CO2 frem mod 2050, og alene i 2019 sparede de mere end 32 millioner ton CO2, viser tal fra IEA.

300 millioner

elektriske motorcykler, scootere og knallerter kørte rundt i Kina i 2019. Til sammenligning fandtes der på verdensplan kun 7,2 millioner elbiler i 2019.

79 %

af de indiske køretøjer er tohjulede. I Indien er det nemlig hovedsageligt rickshaws og scootere der dominerer på vejene. Derfor er det også noget der rykker, når de elektriske tohjulede langsomt udskifter de forurenende scootere og rickshaws på de asiatiske veje.

Fabrikker med elektriske tohjulede skyder op i asiatiske lande, og i Vietnam er selskabet VinFast, der sælger batteriscootere, blevet den tredjestørste spiller på landets kæmpe scootermarked på blot to år.

Anders Seneca Bang

Journalist

Anders er uddannet fra Roskilde Universitet, hvor han udover journalistik har læst internationale udviklingsstudier. Han interesserer sig især for klimakatastrofen og den grønne omstilling.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.