13. november 2022
Rekordmange mennesker – er det en klimakatastrofe?
Klimakrisen tager til, mens den globale befolkning vokser. Men langt størstedelen af vores kommende medmennesker vil blive født i verdens fattige lande, som udleder markant færre drivhusgasser end resten af verden. “Befolkningsvæksten er ikke det, der forhindrer os i, at vi får styr på udledningerne,” siger professor.
Den globale befolkning vokser, og klimakrisen tager til, men hvad er sammenhængen mellem de to? Illustration: Lauge Eilsøe-Madsen
“Klodens voksende befolkning er det suverænt største klimaproblem,” stod der i en artikel fra DR i 2019, hvor nyhedsmediet citerede flere klima- og miljøeksperter for den dystre spådom. Men virkeligheden er ikke så sort.
Ja, flere mennesker på jorden har ikke ligefrem gavn for klimaet af den simple grund, at flere mennesker er lig med flere drivhusgasser. Men, nej. Befolkningsvækst er langt fra så katastrofalt, som du måske skulle gå rundt og tro.
Otte milliarder plus
Tirsdag den 15. november runder vi en milepæl i verdenshistorien. Otte milliarder plus er ligningen herefter for indbyggere på vores lille klode. Samtidig anslår FN i en ny rapport, at befolkningsvæksten topper i 2080’erne med 10,4 milliarder mennesker – og holder det niveau frem mod det nye århundrede.
Med to milliarder flere mennesker stiger bekymringerne for større skade på klimaet. Og udfordringer kommer der til at være mange af, men som FN selv skriver i sin rapport, så er “befolkningsvæksten i sig selv muligvis ikke en direkte årsag til klimaforandringer.”
Og hvorfor er det ikke det?
Uligheder i udledninger
Mere end halvdelen af den forventede stigning i den globale befolkning frem til 2050 vil nemlig ske i otte lande – Congo, Egypten, Etiopien, Indien, Nigeria, Pakistan, Filippinerne og Tanzania. Og desuden forventes det, at andre lande i Afrika syd for Sahara også kommer til at bidrage med markante stigninger.
Det betyder, at størstedelen af den kommende befolkning vil blive født i fattige lande, som med markant lavere forbrug har langt færre udledninger end resten af verden.
I 2020 viste en opgørelse fra World Inequality Lab, som behandler data om uligheder i verden, at den øverste ene procent af topudledere udledte halvanden gang så mange drivhusgasser, som den halvdel af verdensbefolkningen, der udledte mindst. Det svarer til, at 77 millioner mennesker udledte halvanden gang så meget som de 3,8 milliarder mennesker, der udledte mindst. Og samtidig bliver væksten i udledningerne også drevet af de rigeste.
“Befolkningsvæksten er ikke det, der forhindrer os i, at vi får styr på udledningerne. Det er en dårlig undskyldning, som bliver hevet frem lidt for tit,” siger Ole Wæver, som er professor ved Københavns Universitet og blandt andet forsker i sikkerhedsudfordringer ved klimaforandringer.
“Hvis vi ser på, hvor langt vi er fra at opnå de globale klimamål, så er det ikke befolkningsvæksten, der er hæmskoen. Og det er i hvert fald heller ikke de fattige lande, som har ansvaret. Den ligger til gengæld hos dem, der udleder mest,” siger han, men understreger, at det er en selvfølge, at flere mennesker i verden bringer udfordringer med sig.
Befolkningsvæksten er ikke det, der forhindrer os i, at vi får styr på udledningerne. Det er en dårlig undskyldning, som bliver hevet frem lidt for tit.
Ole Wæver, professor ved Københavns Universitet
Ti procent af topudlederne i verdens forskellige regioner står for langt størstedelen af udledninger af drivhusgasser på verdensplan, mens de nederste 50 procent udgør en markant mindre del. Grafik: Eva Søe Olsen
Har vi nok plads?
Ifølge Peter Kjær Kruse-Andersen, som er adjunkt og forsker i klimaforandringer og lækage af drivhusgasser ved Københavns Universitet, er der dog grund til bekymring.
“Noget, man ikke kan komme uden om, er, at flere mennesker vil give et problem til arealanvendelse på global plan. Vi vil i forvejen gerne bruge en del af vores landbrugsarealer til biomasse og opsætning af solceller og vindmøller, men her er mine bekymringer så, om der i fremtiden vil være plads til det,” siger han.
“Men vi kan imødegå det, hvis vi begynder at spise mindre kød og mere vegetabilsk kost, for så ville vi kunne omlægge mange af de arealer, vi i dag bruger til kød,” forklarer han.
Produktion af kød, æg og mælkeprodukter bruger ifølge forskere fra Oxford 83 procent af klodens landbrugsjord, selvom det kun står for 18 procent af hele verdens kalorieforbrug.
Grøn fremtid
Selv hvis størstedelen af befolkningsvæksten sker i de lande, som i øjeblikket udleder mindst, går de fattige lande forhåbentlig en rigere fremtid i møde. Og her er bekymringen, at landene med flere kulkraftværker, dieselbiler, køleskabe og vaskemaskiner ville kunne komme til at udlede langt flere drivhusgasser, hvis den fattige befolkning bevæger sig op i middelklassen.
Men. Også her er virkeligheden ikke så dyster. I diverse udviklingsteorier arbejder man nemlig ud fra begrebet “leapfrogging”. Begrebet bruges blandt andet i sammenhæng med bæredygtig udvikling, hvor fattige lande kan fremskynde deres udvikling ved at “leape”, altså springe, over ringere, mindre effektive og mere forurenende teknologier og industrier i deres udvikling. Eksempelvis at de flere end 700 millioner mennesker, som ikke har adgang til strøm globalt, i fremtiden får strøm fra vind- og solenergi i stedet for kulkraft.
Eksempler på leapfrogging er allerede set i lande som Marokko og Nicaragua, som siden 00’erne har udviklet ambitiøse planer for vedvarende energi, der i dag udgør kilden til henholdsvis 37 og 58 procent af landenes strøm. Især i Nicaragua droppede man at optimere de fossile brændstoffer, som specielt gav problemer i forhold til at importere nok brændselsolie til at generere strøm, og sprang direkte hen til grønne løsninger.
Også i Kenya har grønne initiativer sprunget over fossile brændstoffer. Kenya var blandt andet det første afrikanske land til at bruge geotermisk energi, og årligt vokser brugen af solpaneller og installerede vindmøller også i landet. Senest har landets præsident, William Ruto, også opfordret resten af Afrika til at “leapfrogge” fossile brændsler og følge trop.
Men ifølge Ole Wæver kan leapfrogging dog også ende med at blive for stort et pres på udviklingslandene.
“Det kan ende med at blive en spændetrøje. For eksempel kan et udviklingsprojekt i Afrika, som ville være godt for deres økonomi på den lange bane, ende med at blive blokeret af, at det muligvis på den korte bane ikke ville være miljøvenligt,” forklarer han.
Og samtidig mener Peter Kjær Kruse-Andersen, at det kan være svært at sikre en grøn overgang uden stigende udledninger.
“Selvom det er relativt nemt at øge andelen af vedvarende energi i energisystemet, skal man have teknologier, som står i reserve, når vindmøllerne eller solcellerne eksempelvis ikke genererer den strøm, der er behov for. Og her er fossile brændsler i dag bare meget effektive,” siger han.
Dog er der mere og mere forskning, der viser, at det er muligt at lave energisystemer, der udelukkende er drevet af grøn energi.
Historien fortsætter under billedserien
Noor-Ouarazazate i Marokko er det største solcelleanlæg i verden. Den er bygget på et areal på størrelse med 3.500 fodboldbaner og producerer nok elektricitet til at kunne forsyne en by på størrelse med Prag. CCBY Richard Allaway
Styr på egne udledninger
Befolkningsvæksten er altså en udfordring, men ikke en primær årsag til flere klimaforandringer i fremtiden, og ifølge Ole Wæver er det derfor vigtigt, at vi i de rige lande, der udleder flest drivhusgasser i verden, ikke fralægger os ansvaret.
“Man skal passe på med at stille vognen foran hesten og stille klimakrav helt ude af proportioner til dem, der er mindst ansvarlige for det globale klimabudget”.
Burde vi så kigge mere indad i stedet for at bekymre os om befolkningsvæksten i de fattige lande?
“Det må man sige. Vi skal koncentrere os om de kilder, der er ansvarlige for det meste. Det handler selvfølgelig ikke alt sammen om det rige Vesten, men det handler om at strikke internationale aftaler sammen for at håndtere de største udledninger, som er lige nu og her. Og her er befolkningsvæksten en meget lille faktor,” understreger Ole Wæver.
Vi skal koncentrere os om de kilder, der er ansvarlige for det meste. Og her er befolkningsvæksten en meget lille faktor.
Ole Wæver, professor ved Københavns Universitet
