Tronen skælver så småt under Kong Kul i Kina

I riget i midten regerer Kong Kul.

De sorte karbonklumper er en af de største årsager til klimakrisen, for kul er det mest forurenende brændstof. Mere end halvdelen af den kinesiske strøm kommer fra kul, millioner af kinesere arbejder i kulminer og kulkraftværker – og de kinesiske udledninger stiger år efter år. Sidste år spyttede landets kulkraftværker rekordmeget drivhusgas ud i atmosfæren: 5,2 milliarder tons CO2.

Men tronen begynder så småt at vakle under kullet i Kina. Landet er nemlig ikke bare verdensmester i kul, men også i grøn energi. Og udbygningen af solceller og vindmøller går rasende hurtigt – kapaciteten  er næsten tredoblet på fem år, og i løbet af denne sommer har Kina nået sit 2030-mål for udbygningen af grøn energi, altså seks år før tid. Og det er så hurtigt, kulforbruget i strømsektoren står overfor et vedvarende fald.

Det siger kinesiske Muyi Yang, der er ekspert i Kinas strømsektor og senioranalytiker hos den internationale energitænketank Ember.

”Den kinesiske kulkraft står overfor et vendepunkt,” siger han over en forbindelse fra Australien, hvor han arbejder. ”Det er meget sandsynligt, at kulforbruget vil begynde et langsigtet fald inden for dette årti. Nogle analytikere regner endda med, at knækket kan ske allerede i 2025”.

Nye tal fra Ember viser, at kulkraften allerede er faldet tre måneder i streg hen over sommeren på grund af væksten i grøn energi. Det er det første vedvarende fald siden landets stramme coronanedlukninger, der lagde en hård dæmper på økonomien og udledningerne. Det er ikke til at sige endnu, om lige dette fald varer ved på den lange bane – men hvis ikke, regner Muyi Yang altså med, at det vil ske inden for de næste fem-seks år.

Samtidig viser en analyse fra den uafhængige forskningsinstitution Centre for Research on Energy and Clean Air, at Kinas samlede drivhusgasudledninger faldt med én procent i andet kvartal i år –det første kvartalsfald siden corona.

Kul siden bronzealderen

Verdens ældste arkæologiske tegn på systematisk kulproduktion er fundet i det nordvestlige Kina, hvor bronzealdermennesker i den nuværende Xinjiang-region gravede stenkul ud af de centralasiatiske bakker for 3600 år siden.

Kul har altså været brændstof i Kinas motor i flere par tusinde år. Det var vigtigt for den økonomiske udvikling, da den moderne kinesiske stat blev til i starten af sidste århundrede. Det blev centralt for det kommunistiske Kina, der skulle industrialiseres. Under Maos første femårsplan blev den årlige produktion fra kulminerne fordoblet til 131 millioner tons.

I det moderne, kinesiske energisystem rækker 131 millioner tons kul ikke langt – det svarer til, hvad kineserne gravede op hver 10. dag hele sidste år. I alt producerede de 4,7 milliarder tons i 2023, lige over halvdelen af verdens samlede produktion af kul.

Det bliver ikke kun brugt til at lave strøm, men også til et enormt antal fabrikker og produktionen af fx stål og cement. Men det er kullet til strømproduktion, der er nemmest at skifte ud – det kan erstattes med energi fra solceller, vindmøller, atomkraftværker og vandkraft. Alligevel bliver det en kæmpe opgave, for mængderne er enorme:

I runde tal står afbrændingen af kul bare til at producere strøm i Kina for knap en tiendedel af hele verdens udledning af drivhusgasser.

Den grønne udvikling i den kinesiske strømsektor er altså helt centralt for den globale klimakamp.

Rekordsort og rekordgrøn

”Den kinesiske strømsektor og udviklingen af grøn energi kan nærmest virke helt selvmodsigende ved første øjekast,” siger Muyi Yang fra Ember.

”Hvert år slår Kina nye rekorder for grøn energi, og landet står for størstedelen af verdens udbygning af vedvarende energi. Men samtidig har Kina verdens største flåde af kulkraftværker, og er også landet, der bygger flest nye kulkraftværker”.

Men når Kina både kan være verdensmester i sort og grøn strøm, så skal det forstås på baggrund af den enorme udviklingsproces, som landet stadig er i gang med, siger han. Industrialiseringen i Kina har været fuldstændig enorm – den hurtigste og største i verdenshistorien – og Kina producerer mere end de næste otte økonomier tilsammen, skrev den anerkendte økonomiprofessor Richard Baldwin i starten af året på baggrund af OECD-tal. Samtidig har Kina taget det absolut største slag mod fattigdom i historien ifølge Verdensbanken: 800 millioner kinesere er kommet ud af ekstrem fattigdom gennem de sidste fire årtier.

Og både fattigdomsbekæmpelse og den vilde industrialisering kræver energi. Rigtig, rigtig meget energi.

”På fem år voksede Kinas behov for elektricitet med omtrent den samme mængde som hele Indiens produktion af strøm,” siger Muyi Yang.

Han forklarer, at den kinesiske regering derfor ikke vil forpligte sig på at smide kul på porten med det samme, fordi det ville betyde, at de skulle være afhængige af vedvarende energi – og strøm fra sol, vind og vand svinger jo bogstaveligt talt, som vinden blæser. Og Kinas økonomi kræver først og fremmest driftssikkerhed, siger politikerne.

Eksempelvis betød omfattende tørke sidste år, at Kinas mange vandkraftværker producerede mindre strøm end planlagt. Derfor blev der fyret mere op i kulkedlerne for at kompensere.

”Præsident Jinping siger, at man ”skal etablere, før man kan bryde ned”, altså bygge grøn energi, før man kan udfase den sorte energi. Der har traditionelt været en overbevisning om, at den grønne energi skal have vist sin værd som gennemprøvet teknologi uden problemer med driftssikkerheden,” siger Muyi Yang.

Men samtidig mener han altså, at Kina efterhånden har bygget så ekstremt meget grøn energi, der har bevist sit værd, at vi nu står overfor en periode, hvor kulmængderne vil begynde at falde.

Han henviser ikke bare til, at der jo kommer flere og flere måneder, hvor kulbruget rent faktisk falder, men også, at Kina i de første seks måneder af 2024 drastisk har skåret for godkendelsen af nye kulkraftprojekter i forhold til de to foregående år. Og præsident Xi Jinping har meldt ud, at kulkraften skal begynde at falde mellem 2025 og 2030.

Videre end sol og vind

Når kul-knækket først sker i Kina, så kræver det mere end ”bare” at bygge grøn energi, hvis faldet både skal blive vedvarende og hurtigt, siger Muyi Yang.

For kulkraftværkerne er nemlig ikke bare en del af energisystemet, der skal ændres markant til en ny, grøn fremtid. De er også en del af en meget større kul-økosystem i Kina, forklarer han.

”Kul er kæmpestort og meget større end blot den strøm, der kommer fra at brænde det af,” siger Muyi Yang. ”Der er selvfølgelig energiskaberne, der ejer kulkraftværkerne. Der er hele minedriften, hvor millioner af mennesker arbejder. Så er der en underskov af logistik- og transportselskaber, der lever af at opbevare og transportere kul, der er en industri, der bruger kul til at producere kemikalier, der er selskaber, der bygger gravemaskiner, lastbiler og ovne til kraftværkerne, og så videre”.

Men det betyder også, at der er mange jobs og mange penge på spil. Og det kan godt være, at den grønne omstilling vil skabe mange arbejdspladser, men hvis det ikke er for de samme mennesker eller bare de samme steder, så kan det skabe modstand mod udviklingen. Lidt firkantet sagt hjælper det måske ikke en arbejdsløs kulminearbejder eller lastbilchauffør i det kinesiske kulhjerteland i Indre Mongoliet, at der skal bygges solceller på taget af lagerhaller i Shanghai eller havvindmøller i det Gule Hav.

”Så hvis omstillingen skal være effektiv, så kræver det, at man forbereder sig på de socioøkonomiske effekter, der vil komme som konsekvens af, at man skruer voldsomt ned for kullet,” siger Muyi Yang.

Behov for en større samtale

Der er altså brug for en større samtale og ikke bare en masse nye vindmøller og solceller, siger han, selvom den enorme grønne vækst også har været nødvendig for overhovedet at kunne begynde at forestille sig en tid efter kullet. Men det handler om industripolitik, om regulering, om nye industrijobs i de gamle kulområder, ejerskab over virksomhederne.

Om mere planlægning.

”Det er et meget komplekst industrielt system, der skal ændres,” siger Muyi Yang.

Han understreger, at han ikke har opskriften på en effektiv omstilling. Først og fremmest vil han bare være med til at sætte spotlys på behovet for den større samtale.

Alligevel er der flere ting, der gør ham håbefuld. For det første kommer der jo altså oftere og oftere måneder, hvor Kina skruer ned for kullet, og væksten af grøn energi er kæmpestor. Og vigtigere endnu, så er den kinesiske centralregering forpligtet til den grønne omstilling, siger han.

Samtidig kan Kina forhåbentlig få dyrebare erfaringer med at få bugt med kullet, som på sigt kan komme andre kuløkonomier som Vietnam, Indonesien og Filippinerne til gode.

”Den her omstilling væk fra kullet er ekstrem kompleks. Og ingen udviklingslande har gjort det endnu, for hele systemet skal genopbygges,” siger Muyi Yang.

”Men forhåbentlig kan Kina være med til at skabe en form for skabelon for, hvordan man gør”.