Videre efter corona: Verdens fattigdom falder igen og slår ny bundrekord

Først fire skridt frem. Så et skridt tilbage. Men så igen endnu et skridt frem. Det lyder måske som en opskrift på folkedans, men det handler faktisk om, hvordan det er gået med at nedbringe fattigdom i verden siden 2010.

Hvert skridt i ’dansen’ svarer til cirka 100 millioner mennesker, der bevæger sig over eller under den internationale grænse for ekstrem fattigdom, der ligger på 2,15 dollars om dagen.

Eller sagt på en anden måde: Tilbage i 2010 var der lidt over 1100 millioner ekstremt fattige mennesker i verden. Syv år senere var tallet faldet til lidt under 700 millioner.

Men så kom corona. Og da verdens lande besluttede at lukke hårdt ned i forbindelse med pandemien, gik det hårdt ud over verdens fattigste, fordi handel og produktion gik i stå. For første gang i mange år begyndte fattigdommen igen at stige.

Alene i Indien blev millioner af fattige migrantarbejdere tvunget til at vandre hundredvis af kilometer hjem til deres landsbyer, fordi de ikke længere kunne tjene til dagen og vejen inde i de store men lukkede byer.

Antallet af fattige i verden steg derfor på kun et enkelt år igen til 762 millioner. Det viser tal fra Verdensbanken.

Bredt fald i fattigdom – men ikke i alle lande

Efter afslutningen på coronapanikken er verden igen åbnet op, og der er igen muligheder for at finde arbejde. Det har fået antallet af ekstremt fattige til at falde endnu en gang. Faktisk er vi nu nede på 690 millioner ekstremt fattige i verden, og det er endnu lavere end tidligere rekord i 2017, skriver Verdensbanken.

Udviklingen glæder Adam Moe Fejerskov, medlem af Udviklingspolitisk Råd og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han blandt andet forsker i globale uligheder og deres konsekvenser.

”Det er først og fremmest positivt, at fattigdommen overordnet set er blevet reduceret tilbage til niveauet før Covid,” siger han.

Men han minder også om, at fremskridtene mod fattigdom er meget ujævnt fordelt:

”Langt de fleste af de lande, der har formået at reducere fattigdommen efter pandemien, er relativt velfungerende lande, hvor der godt nok er fattigdomslommer, men hvor der er også er muligheder for at bevæge sig op og ud af fattigdom,” siger Adam Moe Fejerskov.

Færre fattige på alle niveauer

I 2015 blev alle verdens lande enige om at vedtage de 17 Verdensmål, og det første og vigtigste af målene er, at ekstrem fattigdom helt skal afskaffes inden 2030. Det vil sige, at ingen mennesker skal leve for under grænsen på 2,15 dollars om dagen. Samtidig er det meningen, at andelen af mennesker i fattigdom på alle andre niveauer skal mindst halveres.

De forskellige niveauer er vigtige, for når vi taler om ’ekstrem fattigdom’, handler det om den internationale fattigdomsgrænse på de 2,15 dollars om dagen. Og den grænse er ofte blevet kritiseret for at ligge alt for lavt. For man er stadig ludfattig, selvom man kommer lidt over grænsen og måske får en indkomst på tre dollars om dagen. Men den internationale fattigdomsgrænse bliver alligevel brugt som en generel målestok for, hvordan det går med at bekæmpe fattigdom i verden.

Der findes også andre fattigdomsgrænser, der ligger højere. Jo højere grænse, man sætter, jo flere fattige kan man sige, der er.  Men uanset om man måler fattigdommen på 2,15 dollars, 3,65 dollars eller 6,85 dollars om dagen, ser kurven nogenlunde ens ud, og viser de samme ”dansetrin” i løbet af det seneste årti.

Vi kommer ikke helt af med ekstrem fattigdom inden 2030

Men selvom vi nu igen er nede på et rekordlavt niveau af fattigdom, kunne vi være nået meget længere, hvis det ikke havde været for pandemien. Coronapandemien har slået udviklingen flere år tilbage, skriver FN i deres seneste statusrapport for, hvordan det går med Verdensmålene.

Det betyder samtidig, at målet om helt at sige farvel til fattigdommen ikke længere er realistisk:

”Der er absolut ingen chance for, at vi når målet om helt at udrydde den ekstreme fattigdom inden 2030,” siger Adam Moe Fejerskov kategorisk.

”Men målet om at udrydde fattigdommen har altid været en aspiration eller et idealistisk pejlemærke, som alle godt ved, vi ikke vil lykkes med at nå – men som alligevel er vigtigt, fordi det er så ambitiøst og utvetydigt, og derfor sender et klart signal om, hvor vi skal hen”.

Selvom vi ikke kommer helt ned på nul fattige, kan fattigdommen dog alligevel godt fortsætte med at falde ”et par procent” mere inden deadline i 2030, ifølge seniorforskeren. Men da den resterende ekstreme fattigdom mest findes i de fattigste og svageste lande, vil det kræve et massivt skifte af indsatsen rettet mod netop de lande, hvis vi alligevel skal komme tættere på at nå målet, end fremskrivningerne forventer, uddyber han:

”Et skifte, som vil være helt naturligt i lyset af Verdensmålenes mantra om ikke at efterlade nogen i stikken, men som ikke alle udviklingsdonorer har støttet nok op om over de senere år,” slutter Adam Moe Fejerskov.