Analyse: I Frankrig kan du nu spore din t-shirts skadelige kemikalier og mikroplastik

”Indeholder genanvendt polyester”.

Hvis du har været ude og opdatere din garderobe for nyligt, er du måske stødt på en lignede formulering. Måske endda skrevet med grønne bogstaver på et FSC-certificeret pap-tag. Og så må blusen, blazeren eller bukserne da være et bæredygtigt valg?

Svaret er mere kompliceret, end man får indtryk af der i butikken. For højst sandsynligt står der ikke, at den genanvendte polyester ofte stammer fra plastikflasker, som i stedet for at blive til nye flasker igen og igen, nu ender på lossepladsen, når tøjet ikke længere bliver brugt. Papskiltet fortæller heller ikke om mikroplastik eller om, hvor meget energi, vand og kemikalier, det kræver at genanvende stoffet.

Det er med andre ord ikke let at være forbruger, hvis man vil købe ’bæredygtig mode’.

Modebranchen går for at være en af verdens mest forurenende industrier: Produktionen udleder mere end den globale fly- og shippingindustri til sammen. I dag bruger vi i gennemsnit kun vores tøj syv gange, fordi fast fashion er så billigt og af dårlig kvalitet. Hvert sekund bliver en lastbil med tøj derfor dumpet på lossepladser verden rundt, og kun én procent bliver i dag genanvendt til nye tekstiler. Listen fortsætter.

Det er bare ikke en god reklametekst, når man skal sælge en masse tøj. Samtidig har den globale industri hidtil været meget lidt reguleret. Derfor er der særligt mange eksempler på greenwashing i modebranchen. En rapport fandt i 2021, at 59 procent af grønne påstande fra europæiske og britiske tøjbrands er vildledende. H&M er topscorer, bl.a. fordi deres såkaldte Conscious Collection består af store mængder syntetiske fibre, der er lavet af olie.

Men nu begynder der omsider at ske noget. H&M har fjernet deres ’Conscious choice’-kategori, efter forbrugermyndigheden i Holland sidste år slog fast, at det er greenwashing. I Storbritannien efterforsker konkurrencemyndighederne ASOS og Boohoo på grund af vage påstande om bæredygtighed. Herhjemme blev Zalando for nyligt anmeldt til Forbrugerombudsmanden for at brande varer som bæredygtige med en palet af hjemmelavede certificeringer.

Samtidig er lovgiverne endelig ved at rykke på sig for at gøre noget ved modeindustriens enorme forurening, når nu det ikke går hurtigt nok fra branchens side. Sidste år kom EU endelig med en længe ventet og ambitiøs, tekstilstrategi, og i USA landede bl.a. The Fashion Act. De spås til at kunne ændre ikke bare, hvad brands må skrive på tøjmærkerne, men også produktion og design til længere holdbarhed. De handler om alt fra bøder ved greenwashing, digitale ”produktpas”, så materialerne i tøjet kan spores, og at tøjfirmaerne skal betale for affaldshåndteringen af de millioner tons tøj, der ender på lossepladser hvert år. Indtil videre er meget dog kun lovforslag, der først skal diskuteres og revideres, inden de kan træde i kraft.

Det har Frankrig valgt ikke at vente på, så fra i år har store virksomheder skulle informere forbrugerne om det enkelte stykke tøjs indhold af skadelige kemikalier og mikroplastik, hvordan det repareres og genanvendes, sporbarhed på materialerne m.m. Mindre virksomheder, der sælger tøj, sko og tekstiler skal følge trop inden for de næste to år.

Kritikere spørger med rette, om en branche med så komplekse værdikæder, overhovedet har nok styr på data til at kunne give forbrugerne fortællingen om tøjets samlede miljøregnestykke. Og om kunden i butikken kan forholde sig til t-shirtens aftryk på planeten.

Men med de nye lovgivninger bliver pålidelig dokumentation nu ikke til at komme uden om. Samtidig kan journalister og andre vagthunde lettere holde særligt fast fashion-brands til regnskab for det allerstørste problem: De 100 milliarder stykker tøj, der bliver produceret om året. For nej, som det globale forbrug ser ud lige nu, gør du ikke noget godt for kloden, når du køber en ny t-shirt. Uanset om den er lavet af økologisk bomuld eller genanvendt polyester.