15. januar 2015

Avis: 2015 er verdens vigtigste år

620.000 læsere af Metroxpress bliver i dag mødt med budskabet om, at vi netop har taget hul på et historisk år. Det er Verdens Bedste Nyheder, der i en særudgave sætter spot på de to internationale topmøder, der en gang for alle kan afskaffe fattigdom og sikre planetens fremtid.

Dagen starter lidt anderledes end normalt for de tusindvis af togpassagerer og morgenfriske danskere i trafikken, der får stukket en gratis avis i hånden af en metroxpress-uddeler i dag. Dagens avis udnævner nemlig 2015 til intet mindre end verdens vigtigste år.

Klodens statschefer har to afgørende møder i kalenderen: I september skal verdens ledere beslutte to-do listen for den næste generation i form af bæredygtige mål for alle lande. Det kan blive mødet, hvor vi beslutter os for at afskaffe fattigdom for altid. Ifølge anerkendte datafremskrivninger fra blandt andet Verdensbanken kan det faktisk lade sig gøre. Til december er planetens fremtid til forhandling i Paris til COP21, som kan blive klimatopmødet, hvor verden omsider blev enig om at stoppe klimaforandringerne.

Global bevægelse

Der står med andre ord meget på spil. Over 400 udviklings- og miljøorganisationer er derfor gået sammen i koalitionen action/2015 om at sætte fokus på, at beslutningerne i 2015 har betydning langt ind i fremtiden.

Verdens Bedste Nyheder udgiver normalt en årlig avis den anden fredag i september. Men den 15. januar får de 620.000 daglige læsere af metroxpress en særudgave af avisen med overraskende nyheder, hvordan verden er blevet bedre.

Som noget nyt bliver Verdens Bedste Nyheder-avisen også global, og udkommer blandt andet i Venezuela, Zimbabwe, Sydafrika, Irland, Island og Finland.

Massive fremskridt

Avisen dækker nogle af de største landvindinger, som vi har opnået siden de første udviklingsmål blev vedtaget ved årtusindskiftet: Halvdelen af klodens ekstremt fattige er løftet ud af fattigdom siden 1990, 2,3 milliarder mennesker har fået adgang til rent drikkevand i samme periode, AIDS og malaria er bremset, og 90 procent af børn i udviklingslande starter nu i skole, hvoraf lige mange er piger og drenge.

De gode nyheder er krydret med overraskende infografikker og forslag til, hvordan læserne selv kan være med til at påvirke den plan, som verdens ledere skal beslutte til september.

#Verdensvigtigsteaar

Du kan også være med til at sprede budskabet om alt det, der er på spil i 2015. Brug #verdensvigtigsteaar på de sociale medier og deltag i diskussionen.

Læs mere om Verdens Vigtigste År.

LÆS AVISEN HER

ENGELSK UDGAVE

Karoline Rahbek

Chefrådgiver og redaktør

Karoline Rahbek er uddannet i kommunikation og dansk på Københavns Universitet. Hun har tidligere bl.a. rejst verden rundt og dækket projekter for WWF Verdensnaturfonden som redaktør og været med til at starte MSC op i Danmark. Hun skriver især om virksomheders rolle i at rykke kloden i en mere bæredygtig retning.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.