15. august 2011

En hær af stærke kvinder

UNICEF har i Pakistan været med til at uddanne 100.000 kvinder i hygiejne. Det har reddet liv under de massive oversvømmelser.

Forestil dig, at man på samme tid kan skaffe jobs til op imod 100.000 kvinder, styrke deres position i lokalsamfundet, give tusinder af landsbyer lokal sundhedshjælp og opbygge en styrke af sundhedspersonale, der kan rykke ud i katastrofesituationer.

Det har UNICEF været med til i Pakistan. Programmet Lady Health Workers (kvindelige sundhedsarbejdere) handler om at give unge kvinder basal undervisning i hygiejne- og sundhedsforhold, så de kan fungere som mobil sundhedscentral for lokale kvinder og børn.

Undgik epidemier

Under sidste års voldsomme oversvømmelser i Pakistan kom de lokale Lady Health Workers også til at spille en afgørende rolle. Til trods for at omkring 13.000 selv blev fordrevet fra deres hjem og deres lokalsamfund, fortsatte de deres job og påtog sig blandt andet store opgaver omkring hygiejneoplysning og vaccination. De mange lokale kvinder tilskrives i dag dele af æren for, at Pakistan ikke blev ramt af store epidemier under katastrofen til trods for katastrofens enorme omfang. Og kvinderne selv kan godt mærke, at uddannelsen har gjort en forskel.

”Ingen af mine børn har været syge siden oversvømmelsen,” siger Kalsum, der er Lady Health Worker i landsbyen Agha Ali Jatoi.

”Jeg sikrer, at de kun drikker rent vand, og at de vasker deres hænder. Jeg sørger for at vaske dem og deres tøj godt.”

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.