07. september 2011

Gys og rædsel forebygger hiv/aids i Malawi

Luften genlyder af trommernes hurtige, afvekslende rytmer, og mærkelige dyrelyde kommer fra de helt maskerede og udklædte dansere, som hopper vildt energisk med støvet hvirvlende omkring sig.

Gule Wamkulu danserne spreder en stemning af gys og rædsel især blandt kvinderne, som flygter til alle sider, når en af danserne kommer for tæt på dem.

Det siges, at danserne tager kvinderne med ud på gravpladser og gør grufulde ting ved dem, og at kvinderne forsvinder bagefter. Det siges også, at de har stjålet deres udklædninger fra gravene, og ingen ved rigtig hvem de er.

Støvet hvirvler, når Gulewamkule danserne går i gang med deres dans.

Nogle ser dem som onde, mens andre finder dem harmløse. Hver person har sin egen udlægning af, hvad de gør, og hvem de er. En ting er sikkert. De er omkranset af en aura af mystik, og man kan ikke opleve dem danse uden at føle sig underholdt af deres optræden.

Hemmelige våben

Gulewamkule dansere og Chisamba, som de kvindelige sangere kaldes, er en tradition, der hører til Chewa-stammen, der dominerer i Malawis centrale region. De er blevet trukket ind som det hemmelige våben i kampen mod aids. Hemmeligt menes helt bogstaveligt, da ingen må kende dansernes identitet eller referere til en bestemt person som en af disse dansere.

Budskaber om hiv/aids

Dansene tiltrækker altid masser af mennesker, og det er derfor, at ADRA Malawi har valgt at inddrage dem i deres aids-program.

”Vi bruger dem hvis vi har en større aktivitet som eksempelvis den internationale AIDS dag 1. december,” fortæller distriktskoordinatoren for ADRA Malawi, og så har de frivillige ADRA medarbejdere fået sangerne til at inkorporere budskaber om sundhed, hiv og aids i deres sange og danse, som for eksempel: ”Hvem er det der dræber vore unge mænd?”, ”Aids den onde sygdom”, ”Hold dig til én – hold dig til den samme”, ”Vi advarer dig, pas på” og til børnene siger de:” Børn hvorfor vil I være uvidende – gå i skole – ellers kommer vi efter jer”. Det kunne nok få adskillige børn til at gå i skole, selvom det er rædslen, der driver dem.

 

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.