02. maj 2021

Hvidhval vinder i retten

Hvidhvalen i Alaska har i mange år kæmpet for sin overlevelse. Men nu giver ny dom håb for artens fremtid.

Det er gode nyheder for den truede hvidhval, at domstolen i Alaska har afgjort, at Hilcorp Alaska ikke længere må udvinde olie og gas i havområdet, hvor hvalen lever. Foto: CCBY Mike Johnson.

Det er gode nyheder for den truede hvidhval, at domstolen i Alaska har afgjort, at Hilcorp Alaska ikke længere må udvinde olie og gas i havområdet, hvor hvalen lever. Foto: CCBY Mike Johnson.

Hvidhvalen fra området Cook Inlet i det sydlige Alaska er med sin perlehvide hud og smilende mund en af ​​de mest fascinerende hvaler. Gennem mange år er bestanden faldet til kun 280 hvaler, og arten er nu kritisk truet i området. Men nu har hvidhvalen i Alaska igen fået grund til at smile.

En historisk afgørelse ved domstolen i Alaska har netop afgjort, at den amerikanske energigigant Hilcorp Alaska ikke længere må udvinde olie og gas i havområdet, hvor den truede hval lever.

”Disse små hvaler har kæmpet for at overleve en byge menneskeskabte farer, herunder støjforurening fra offshore olieaktivitet. De burde ikke have fået lov til at bore efter olie. I stedet for skal føderale embedsmænd forpligte sig til at redde de utrolige dyr ved at udfase olieboringer i Cook Inlet,” sagde Kristen Monsell, som er juridisk direktør hos organisationen Center for Biological Diversity, der har lagt sag an mod olieselskabet.

Afgørelsen er vigtigt for artens overlevelse i Alaska, da kemisk affald fra olieudvindingerne ifølge den amerikanske myndighed National Marine Fisheries Service forgifter hvalerne, samtidig med at støj fra luftkanoner chikanerer hvalerne.

Retten besluttede derfor, at olieudvindingen truer artens overlevelse og dermed overtræder den nationale miljøpolitiske lov. Nu skal Hilcorp Alaska fremlægge, hvordan de vil løse de problemer, som de skaber for hvalerne.

Vigtig for havets økosystem

Beskyttelsen af hvidhvalen er også vigtig for resten af havets arter i området. De ligger nemlig i toppen af ​​den arktiske fødekæde og er med til at opretholde balancen i økosystemet.

Hvaler spiller også vigtig rolle i klimakampen, da hvalers afføring giver vigtige næringsstoffer til fytoplankton. Og netop denne form for plankton er alfa og omega, når det kommer til at bekæmpe klimaændringer og opretholde fiskebestande. De optager nemlig C02 fra havet og binder hundreder tusinder ton kulstof hvert år.

280 hvaler

Der er kun omkring 280 hvidhvaler tilbage i Alaska.