De er en af de værste invasive arter i verden. I Nigeria bliver de nu lavet til lamper

Men faktisk er den ikke helt nytteløs.

Sammen med lokale samarbejdspartnere – og med støtte fra Danmark – har Bolaji Alonge nemlig gennemført et projekt, der har fået de lokale til at se vandhyacinten som mere end bare en pestilens. Gør man det rigtigt, kan man nemlig bruge vandhyacinten til alt muligt forskelligt: At lave kurve, lamper og tæpper, men også biokul og gødning.

Pestilensen kom i 1980’erne

Egentlig har vandhyacinten hjemme i Latinamerika, hvor den passer sig selv som så mange andre planter gør. Men tilbage i slutningen af 1800-tallet begyndte rejsende købmænd at putte planterne i krukker, tage dem med på rejser og give dem i gaver, fordi de lilla blomster er så fine. Det blev starten på en invasion. I 1930’erne nåede vandhyacinterne Afrika. I 1980’erne ramte de Lagos.

”Jeg kan huske som barn i 1980’erne at se vandhyacinterne på TV for første gang,” fortæller Bolaji Alonge.

Planten er stærk, og så vokser den eksponentiel, fortæller han. Det giver Desalegn Chala ham ret i.

Han er botanist og forsker ved Oslo Universitet, og han ved en hel masse om invasive arter. Han kommer oprindelige fra Etiopien, og her har han netop kigget på vandhyacinten og de lokales forsøg på at komme planten til livs. Han fortæller, at der er mange grunde til, at den er så svær at komme af med.

”Den gror hurtigt,” slår Desalegn Chala fast. ”Den kan fordoble sin biomasse på bare to uger. Så hvis du har én hektar dækket af vandhyacinter, vil det efter to uger være to hektar og så videre.”

Han forklarer, at vandhyacintens frø kan gemme sig i jorden i op til 30 år. Det betyder, at en ny plante kan vokse frem fra frøene når som helst. Og så kan selv små dele af planten også formere sig til helt nye planter, ligesom man kender det fra en stikling fra potteplanter.

”Selv når du fjerner den, hvis bare ét frø gemmer sig i sedimentet, eller hvis et stykke af den bliver i vandet, kan den både hurtigt og let komme tilbage,” siger han.

Når du hører om invasive arter, så tænker du sikkert på nogle af dem, vi kæmper med her hjemme i Danmark. Men der er lang vej fra de farvestrålende lupiner, der breder sig i danske vejkanter om sommeren, til vandhyacinterne i Nigeria. Mens invasive arter herhjemme mest er noget, der går ud over biodiversiteten, handler det om liv eller død for mennesker, når vandhyacinten har spredt sit rodnet i vandet i Nigeria.

For når vandhyacinten spreder sig, danner den et tyk måtte over vandet, som gør det umuligt at sejle igennem med en lille båd. Og i Lagos er der mange landsbyer, som man kun kan komme frem til med båd.

”Der er tilfælde af gravide kvinder, som skal transporteres til hospitalet, men som ender med at blive fanget og må føde deres barn i båden. Man kan være fanget i båden i dagevis, fordi der ikke er nogen bevægelse,” fortæller Bolaji Alonge.

Han har rent faktisk mødt en kvinde, som det skete for – heldigvis overlevede både hun og barnet.

Der er også børn, der ikke kan komme i skole, og så er der mange af de lokale, som tjener penge og skaffer mad som fiskere, men planterne spænder også ben for deres livsgrundlag.

Kom tilbage i fuldt flor

For nylig udgav Desalegn Chala et studie, hvor han og en række forskerkolleger kiggede på, hvordan man kommer planten til livs.

Han kastede blikket på Lake Tana i Etiopien. Her blev 75 procent af de vandhyacinter, der havde spredt sig i vandet, fjernet i november-december 2020. Det var et kæmpe arbejde, fortæller han, tusindvis af mennesker var i gang – alligevel var alle planterne tilbage året efter. Faktisk var der vokset 18 procent flere planter frem siden da.

Det virker altså ikke bare at fjerne planterne én gang, siger han. Der skal skrues på større knapper: Store mængder næring i vandet, som kommer fra landbrug og spildevand giver nemlig planten gode vækstvilkår, så vandkvaliteten skal simpelthen forbedres.

Han understreger, at der hele tiden er fokus på at forbedre landbrug og affaldshåndtering, og flere af de lande, hvor planten er et problem, vil udvikle sig og blive rigere, og det vil sandsynligvis også betyde renere vand og færre vandhyacinter i fremtiden.

“På kort sigt vil det blive ved med at være et problem, men på lang sigt er jeg optimistisk,” siger han.

Vandhyacinten er ikke bare spild

Selvom vandhyacinterne kommer igen, kan det være en god idé at fjerne planterne igen og igen. Og for at det bliver gjort, hjælper det at se dem som en ressource.

”Det hjælper ikke bare at fjerne dem én gang,” siger Desalegn Chala. ”Men du kan fortsætte med at fjerne den, og så kan man bruge den til forskellige ting. For eksempel kan man lave papir, biokul, kompost eller møbler til huset ud af det. På den måde, hvis man sælger det, kan det dække udgifterne til at blive ved med at fjerne planten.”

Det er altså her, at Bolaji Alonge og hans projekt kommer ind i billedet igen.

”Der er en bestemt måde, man skal samle dem og skære dem, og en bestemt måde at sprede dem og tørre dem. Det har vi lært folk i de her landsbyer,” fortæller han.

”Vi underviste 300 mennesker i, hvordan man skal bearbejde planterne. Landsbyerne kan altså bruge færdighederne og give dem videre til andre. Selvom projektet er afsluttet, så bliver færdighederne i lokalsamfundet,” siger Bolaji Alonge.

”Det betyder, at vandhyacinten ikke bare er totalt spild.”

Selvom problemet med den invasive vandhyacinterne er et kæmpeproblem, er Bolaji Alonge også optimistisk.

”Jeg tror, der kommer en større kamp mod den, når der kommer større opmærksomhed på problemet, og når vi opdager, hvordan vi kan udnytte planten,” siger han. ”Jeg vågner hver dag og tror på, at vi kan løse det, der virker umuligt. Jeg tror på, at det er den eneste måde at ændre verden på.”