21. juni 2026
Dyrene har fået deres eget internet: Nu kan fugle og elefanter advare os om sygdomme og naturkatastrofer
Satellitter i rummet måler dyrs bevægelser over hele kloden og afslører alt fra naturbrande og krybskytteri til sygdomsudbrud og ekstremt vejr. Det kan helt ændre, hvordan vi forstår planetens tilstand.
Elefanter i Namibia er med i forsøg, hvor deres bevægelser kan bruges som et tidligt varslingssystem mod krybskytteri. Foto: Sergio Izquierdo
En løvsanger på ni gram flyver hvert år fra Danmark til Ghana uden kort eller GPS. Frugtflagermus planter en milliard træer i Afrika i døgnet. Vildsvins vrikken med ørerne afslører udbrud af en dødelig virus.
Forskere over hele verden er netop nu i gang med at observere over 50.000 dyr over hele kloden. Målet er ikke længere kun at forstå dyrene men at bruge dem som levende sensorer, der kan afsløre forandringer på Jorden, længe før mennesker selv ville have opdaget dem.
Det er nu blevet muligt, fordi forskningsprojektet ICARUS (International Cooperation for Animal Research Using Space) har taget et stort skridt fremad. Med en ny generation af satellitter og bittesmå sendere kan forskerne nu følge tusindvis af dyr næsten i realtid på tværs af kontinenter.
Efter mere end 20 års udvikling tager visionen om et globalt “internet af dyr” nu form og samler døgnet rundt data om, hvordan alt fra storke og geder til næsehorn og hvaler bevæger sig rundt på kloden.
”Dyr er skabt til at forudsige deres fremtid. Hvis de ikke er forberedt på den næste ting, der sker, så dør de,” siger Martin Wikelski fra sit kontor ved Max Planck Instituttet for Dyreadfærd i den tyske by Radolfzell.
Han er en af verdens førende forskere i dyrevandringer og manden bag ICARUS-projektet.
Martin Wikelski (til venstre) undersøger geder med sendere på skråningerne af vulkanen Etna på Sicilien. Forskerne undersøger, om dyrenes adfærd kan varsle vulkanudbrud og jordskælv. Foto: Christian Ziegler
Forskerne håber, at dyrenes bevægelser kan gøre det muligt at opdage og forstå sygdomsudbrud langt tidligere end i dag.
”Lige nu samarbejder vi med regeringen i Peru, fordi vi kan se, hvordan kondoren kan sprede fugleinfluenza fra kysterne og henover Andesbjergene og videre til Amazonas,” fortæller Martin Wikelski.
Den danske professor Kasper Thorup har gennem to årtier været en del af det internationale ICARUS-samarbejde og er netop nu sammen med Martin Wikelski og resten af forskerholdet i Tyskland for at planlægge de næste projekter med de nye satellitter og sendere.
”Der er stor fokus på usutuvirus hos solsorte, og folk er bange for Krim-Congo hæmoragisk feber fra flåter eller vestnilvirus, der alle sammen er alvorlige sygdomme, som vi indtil nu er blevet opmærksomme på på bagkant,” forklarer Kasper Thorup og fortsætter:
”Hvis vi vil blive ved med at leve en moderne og udviklet livsstil, så bliver vi nødt til at kunne forudse de næste store sygdomme og gribe ind i tide. Og her kan dyrs bevægelser give os en masse ny viden.”
Nu lytter vi til dyrene fra rummet
Længe før meteorologer og vejrudsigter har mennesker over hele verden i århundreder lært at aflæse dyr, fordi deres adfærd giver præcise tegn på ændringer i vejr, årstider og farer. Måske ved du stadig, at regnen er på vej, når svalerne flyver lavt.
Det nye er, at nu kan vi spore bevægelserne over hele kloden næsten i realtid.
Bevæger en elefantflok i Namibia sig pludselig på en usædvanlig måde, kan parkvagter nu få besked og rykke ud, hvis adfærden tyder på krybskytteri.
Tre sygdomme forskerne holder øje med
Usutuvirus er en myggebåren virus, som især rammer solsorte og andre fugle, men som i sjældne tilfælde også kan smitte mennesker.
Vestnilvirus er udbredt i tropiske og subtropiske områder, men har bredt sig til bl.a. USA og Europa. Tegn på smitte med vestnilfeber er for nylig fundet hos heste i Danmark.
Krim-Congo hæmoragisk feber er en flåtbåren virussygdom, som kan give alvorlig blødningsfeber hos mennesker og har en høj dødelighed. Sygdommen er endnu ikke fundet i Danmark, men overvåges tæt i Europa.
En gepard med en ICARUS-sender i øret. Senderen gør det muligt at følge dyrets bevægelser via satellit. Klik på pilen for at se flere billeder. Foto: Sergio Izquierdo
Martin Wikelski er også forfatter til bogen Dyrenes internet (The Internet of Animals), hvor han udforsker, hvordan dyr registrerer signaler i naturen, som mennesker overser, og stiller det grundlæggende spørgsmål: Hvad kan vi lære om vores planet, hvis vi begynder at lytte til dyrene i stedet for kun at observere dem?
Det giver os nemlig viden, som både kan forudsige naturkatastrofer og ruste os bedre til klimaforandringer, fortæller han:
”Hvornår kommer den næste El Niño? Lad os spørge suler i Stillehavsområdet, for de stopper med at yngle seks måneder før vejrfænomenet rammer. De ved det. Vi har bare ikke lyttet til dem før.”
Sådan har forskere tidligere fulgt dyr
I mere end 100 år har forskere ringmærket fugle og mærket andre dyr med nummererede tags for at lære, hvor de bevæger sig hen. Ringmærkning af fugle blev opfundet i Danmark af en skolelærer og ornitolog i 1899. I dag er der ringmærkningscentraler i hele verden. Metoden bygger på, at dyret senere bliver genfundet eller -fanget et andet sted – nogle gange flere år senere.
Senere kom små dataloggere og geolokatorer, som kunne gemme oplysninger om dyrets rejse. Men også her skulle forskerne som regel have dyret tilbage for at hente dataene. Forskere har også brugt såkaldt radiotelemetri og større satellitsendere, der kan sende data løbende, men den metode har tidligere været begrænset til større dyr eller krævet, at forskerne var inden for rækkevidde med antenner.
Fugle flyver med minirygsæk
Men hvordan får dyrene egentlig senderne på, spørger jeg Kasper Thorup.
”Fuglene fanger vi i net, nogle gange bruger vi højtalere til at lokke dem til. Og så får de en helt almindelig lille rygsæk på med tynde stropper. De kan have senderen på resten af livet. Flagermus får et halsbånd, og insekter får dem på med superlim.”
Herefter bliver dyrene sluppet fri igen, og nu kan forskerne følge deres bevægelser via satellitter i rummet.
Det seneste gennembrud er, at en ny generation af satellitter nu gør det muligt at følge langt flere dyr næsten i realtid. Samtidig baner teknologien vej for endnu mindre sendere, så stadig mindre arter kan spores fra rummet.
”Den helt store udfordring er stadig at få dem små nok. Vi forventer at få sendere helt ned på et gram til efteråret, og så kan vi også begynde at tracke nattergale,” siger Kasper Thorup.
Det allerførste sporingsudstyr var i en helt anden vægtklasse. Den første satellitsender var et 10 kilo tungt halsbånd, som blev sat om elgen Moniques hals i 1970 i Wyoming. De næste fire årtier, skete der ikke meget. Men nu er der kommet fart på den teknologiske udvikling på området.
Den nye generation af sendere er ikke bare meget små. De er også blevet meget billigere. Og det har stor betydning for forskningens udbredelse. Hvor de første tags kostede over 3000 dollars, nærmer prisen sig nu 200. Samtidig har de dyre satellitter også fået en helt anden tilgængelig pris, som gør at flere lande og forskningsenheder kommer til.
I dag er omkring 50.000 dyr fordelt på 1.600 arter over hele kloden udstyret med sendere, som op mod 80.000 mennesker holder øje med via satellitter i rummet.
Martin Wikelski justerer en lille sender på ryggen af en skarlagenara. Den farverige papegøje har hjemme i de tropiske regnskove i Mellem- og Sydamerika. Foto: Sergio Izquierdo
Superflagermus hjælper klimaet
Det giver adgang til en helt ny slags viden, som kan bruges både i forhold til biodiversitetskrisen og klimaforandringerne. Når dyr bevæger sig over store områder, kan de være med til at genoprette pressede økosystemer, fx i subtropiske dele af verden, hvor skovene er blevet fældet i stor stil.
Da forskerne for eksempel begyndte at følge frugtflagermusenes bevægelser, opdagede de, hvor afgørende de er for at få genplantet skov på det afrikanske kontinent, forklarer Martin Wikelski.
”Der er omkring 3o millioner frugtflagermus i Afrika, der hver nat smider 20-30 frø. De planter altså omkring en milliard træer på en nat. Træer som i fremtiden vil optage gigaton af carbon. Så hvis du hjælper dyr med at plante træer, hjælper du både biodiversiteten og klimaet. Det er meget bedre end farlige teknologiske løsninger som at sprøjte sulfo ud i atmosfæren.”
Dyrene bliver ved med at overraske forskerne, fortæller Kasper Thorup også.
”Hver gang vi tracker noget nyt, finder vi ud af, at det er mere komplekst, end vi havde troet. Den måde vi tidligere har forstået, hvordan dyr vandrer, har været meget simplificeret. Hvordan kan unge nattergale, der ikke har fløjet med deres forældre vide, hvordan de finder fra Danmark til Afrika? Det har vi aldrig kunnet undersøge på den her måde før.”
Han håber, den nye viden også bliver brugt til bedre at passe på de forskellige arter, særligt nu hvor de skal tilpasse sig klimaforandringerne.
For Martin Wikelski har de mange års forskning af klodens dyr også lært ham noget om arten homo sapiens.
”Vi mennesker har stadig en kolonial attitude overfor dyr. Vi tror, vi er klogere. Men dyrene gør mange ting bedre, end vi gør.”
●Den viden, forskerne har om nattergalene i dag, kommer fra såkaldte geo-lokatorer eller lysloggere, der gemmer lysintensiteten døgnet rundt. Ud fra det kan man estimere dagslængden (breddegrad) og middag (længdegrad). Men fuglene skal fanges igen for at få data, og derfor er der fortsat er stor usikkerhed på estimaterne.
