06. oktober 2014
Kenya vækster med mobilen i hånden
Kenyanerne har med stor succes introduceret en mobil betalingsordning, der forbedrer produktivitet, forretningsmuligheder og gør hverdagen lettere.
Du kender det sikkert godt. Efter biografturen, restaurantbesøget og taxaen hjem hives smartphonen op af lommen, og med et swipe til højre stemmes aftenens regnskab af, så pengene passer.
Mobile apps som MobilePay og Swipp er ved at være allemandseje i Danmark. Men faktisk var Kenya det første land i verden til at introducere en mobil betalingsordning. I dag foregår halvdelen af verdens mobile pengetransaktioner i Kenya, og mere end 25% af landets BNP flyder igennem befolkningens mobiltelefoner.
Fra mikrofinansiering til mobil betaling
Kenyas største mobilselskab Safaricom introducerede M-Pesa i 2007. M står for mobil, og Pesa er swahili for penge. Systemet var oprindeligt tænkt som et mikrofinansieringssystem, der reducerede udgifterne ved at låne og betale tilbage med minimale renter.
Men i realiteten er M-Pesa blevet det mest succesfulde pengeoverførselssystem i verden. Allerede to år efter app’ens lancering brugte 40% af Kenyas voksne befolkning den mobile bank, og i dag går næsten 80% af Kenyas mobilbrugere på netbank og laver overførsler med telefonen i hånden.
Særligt mange i de store byer benytter sig af M-Pesa til sikkert at sende penge hjem til familiemedlemmer, der bor i landlige distrikter. Pengene kan man mod et mindre gebyr hæve hos en af de 65.000 agenter, mobilselskabet har stående over hele Kenya, typisk i en mindre forretning eller kiosk. Agenterne beholder gebyret som provision.
Systemet er dog ikke kun for middelklassen i de større byer. Omkring 60% af de kenyanere, der lever for under 2,50 dollars om dagen, har en mobiltelefon, viser et studie lavet i samarbejde mellem Verdensbanken og Research Solutions Africa. Dermed er teknologien blevet tilgængelig selv for folk i bunden af den økonomiske kransekage, og de har tilpasset sig den teknologiske udvikling hurtigere end noget andet afrikansk land. M-Pesa er nu introduceret i Tanzania og Sydafrika, men også Indien og Afghanistan forsøger sig med mobile banker.
Mobiltelefoni skaber også vækst på landet
Med en voksende forskel på vækstrige, innovative byer og tilbagestående landområder, spiller mobiltelefonien en central rolle i forhold til at bygge afrikanske landes infrastruktur op. En undersøgelse foretaget af Universitet i Maryland tre år efter, M-Pesa blev lanceret, har vist store økonomiske effekter af de nye mobile værktøjer.
Studiet peger på, at den lokale handel er blomstret op samt at der er sket markante indkomststigninger i det landlige Kenya som følge af systemet. M-Pesa har desuden gjort kenyanernes hverdag mere produktiv og effektiv, fordi man sikkert, billigt og hurtigt kan overføre og sende penge, ligesom man sparer tiden med at stå i kø foran banken for at få udbetalt løn og betale regninger.
Selvom landet ikke opfandt mobiltelefonen, blev idéen om en mobil bank født i Kenya. Og successen med mobilbanken har allerede åbnet op for andre mobilløsninger såsom mobilbetaling for rejser med offentlige transportmidler, huslejeopkrævninger og optagelse af lån. Mulighederne med mobiltelefonen i hånden udvides hele tiden i Kenya og resten af det afrikanske kontinent.
Seneste
22. september 2024