20. august 2013

Kur mod malaria er rykket nærmere

Et firma i USA har som de første i verden fremstillet en vaccine, der yder komplet beskyttelse mod malaria.

Det amerikanske medicinalfirma Sanaria har udviklet vaccinen PfSPZ, der i testforsøg har vist sig at beskytte fuldstændig mod malariainfektion. I et kontrolleret testforsøg blev to grupper bestående af hver seks forsøgspersoner udsat for malariasmitte.

Resultaterne er blevet bragt i det videnskabelige tidsskrift Science. Personerne i den ene gruppe havde forinden fået en indsprøjtning med PfSPZ, mens den anden gruppe ikke var blevet vaccineret. Mens forsøgspersonerne i den ikke-vaccinerede gruppe alle med undtagelse af én blev smittet med malaria, blev ingen i den vaccinerede gruppe smittet.

Dermed er et lille håb sået om, at malaria kan udryddes. Flere tests skal laves for at klarlægge, om den nye vaccine beskytter alle aldersgrupper og mod de forskellige varianter af malariainfektionen.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO døde 660,000 mennesker af malaria i 2010. Langt de fleste ofre for malaria er børn, der bor i Afrika syd for Sahara. Dødsfald som følge af malariainfektion er imidlertid faldet med 25 procent på verdensplan mellem 2000 og 2010.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.