12. februar 2023

Ro på: Langt færre dør nu i flyulykker

Hvis du er en af dem, der får lidt klamme håndflader, når du stiger ombord på et fly, så er det måske en hjælp at kigge på grafen over ulykkesstatistikken. Det er nemlig blevet langt mere sikkert at flyve.

Boeing 787 under vedligeholdelse i Tokyo. Foto: CCBY Gilbert Sopakuwa

Tilbage i halvfjerdserne, hvor charterrejser for alvor slog igennem, var risikoen for at dø i en flyulykke langt større, end den er i dag. Hver gang, én million passagerer dengang gik ombord på en flyvemaskine rundt om i verden, døde over fem af dem i en ulykke.

Men siden er sikkerheden blevet forbedret kraftigt, og selvom der stadig sker flykatastrofer, er risikoen nu nede på under 0,25 dødsfald pr. én million rejsende, globalt set.

Risikoen for at falde ned med et fly er med andre ord tyve gange mindre nu end i halvfjerdserne. Det viser tal fra statistikhjemmesiden Our World in Data fra Oxford Universitet, der har kigget på de langsigtede trends i flysikkerhed.

Tæller alt med

Sidste år skete der syv dødsulykker, hvor i alt 179 personer mennesker mistede livet. Det viser seneste optælling fra flykonsulentvirksomheden To70, på baggrund af statistik fra FN’s luftfartsorganisation, International Civil Aviation Organisation (ICAO).

Tallene omfatter alle personer, der er døde i forbindelse med kommerciel flytrafik, uanset, om de var passagerer eller folk på jorden, og uanset årsagerne til ulykken. Terrorisme og nedskydninger af fly er også medtaget.

De fleste af dødsfaldene sidste år skete, da et Boeing 737 fra China Eastern Airlines styrtede uden for byen Wuzhou.

Nogle af ulykkesdødsfaldene fra sidste år var ikke selv flypassagerer, men tæller alligevel med i statistikken. For eksempel blev to personer dræbt, da de af ukendte årsager valgte at køre deres motorcykel ind på landingsbanen i en lufthavn i Guinea, netop som en Airbus A320 var på vej til at lette. Og i et andet tilfælde blev en lufthavnsansat suget ind i en jetmotor, mens flyet stod på jorden med motorerne i gang.

Stor forskel på sikkerhed i forskellige lande

Selvom det er blevet betydeligt mere sikkert at flyve, når man ser på hele verdens lufttrafik som helhed, er det vigtigt at huske, at tallene dækker over store forskelle landene imellem og mellem de forskellige luftfartsselskaber, hvor nogle har en langt bedre sikkerhed end andre. Det viser en gennemgang fra 2020 foretaget af en professor fra Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Professor Arnold Barnett lider selv af flyskræk, og begyndte selv at se nærmere på tallene for at berolige sig selv lidt.

Tallene viser, at i regioner som EU og USA er sikkerheden generelt endnu bedre end det globale gennemsnit, hvorimod nogle selskaber i især Asien, Latinamerika og Afrika ligger under gennemsnittet.

Men selv i den gruppe af lande, hvor flysikkerheden er værst, er sikkerheden i dag omkring dobbelt så god, som den var i starten af 2000’erne, så den nu ligger på niveau med der, hvor de vestlige lande var for 40-50 år siden.

“Risikoen er så lille, at hvis man er bange for at flyve, er det lidt ligesom at være bange for at gå ind i et supermarked fordi man er bange for, at bygningen måske kollapser,” skriver Arnold Barnett.