26. oktober 2020

Luften letter i London

Der er sket et dramatisk fald i Londons niveau af luftforurening siden 2016. Det er resultatet af en miljøzone, som begrænser de mest forurenende biler i byen.

Miljøzonen har medført, at der i London 2019 blev kørt 44.000 færre forurenende biler om dagen sammenlignet med 2017. Foto: CCBY Stu Mayhew.

Miljøzonen har medført, at der i London 2019 blev kørt 44.000 færre forurenende biler om dagen sammenlignet med 2017. Foto: CCBY Stu Mayhew.

En miljøzone har medført, at luftforureningen i det indre London er dykket markant, viser en ny rapport fra borgmesterkontoret. Miljøzonen satte afgifter på meget forurenende køretøjer i byens centrum og har gjort, at der i 2019 blev kørt 44.000 færre forurenende biler om dagen sammenlignet med 2017. Derudover blev der indsat grønne busruter i nogle af de mest forurenede områder, givet støtte til elektriske taxaer og anlagt flere cykelstier, hvilke også har bidraget til renere luft.

I 2016 boede to millioner borgere i områder, hvor niveauet af luftforurening er ulovligt, men det er i 2019 faldet til 119.000. Det svarer til en reduktion på hele 94 procent.

Og det er vigtigt at få bugt med luftforurening, da det er et enormt sundhedsproblem. Studier viser, at der i London dør omkring 9.500 mennesker hvert år på grund af eksponering af luftforurening over lang tid – på verdensplan dør omkring syv millioner mennesker.

Selvom indsatsen i London har mindsket den værste, ulovlige luftforurening, så er der stadig store problemer med luftkvaliteten i byen. 99 procent af London har partikelforurening, der overskrider Verdenssundhedsorganisationens anbefalinger, men borgmester Sadiq Khan vil sætte et mål for at nå anbefalingerne i 2030. I første omgang bliver den succesfulde miljøzone udvidet til en markant større del af byen fra oktober 2021.