08. oktober 2023

Markant stigning i majestætiske misser

Vilde tigre er en truet art og har været det i årevis. Men siden 2010 er antallet steget med 74 procent globalt, og det er godt for både biodiversiteten og økonomien.

Foto: UN-Photo/John Isaac / CC BY

Verdens 13 tigerlande har arbejdet på at skabe bedre levevilkår for vilde tigre – og det virker. Nye tal fra Global Tiger Forum fortæller nemlig, at der nu lever 5.574 vilde tigre globalt, som er en stigning på 74 procent siden 2010.

De vilde dyr spiller en vigtig rolle i at bevare økosystemer og biodiversitet, men de er også nogle pengekatte – tigrene tiltrækker nemlig mange turister, og det er vigtigt for landenes økonomi.

Indien er det største tigerland i verden og har i alt registreret 3.682 tigre. Det betyder, at mere en seks ud af ti tigre lever i Indien. Men antallet af vilde tigre er også steget i Bhutan, Kina, Nepal og Rusland.

De 13 tigerlande

Vilde tigre er naturligt udbredt i forskellige dele af Asien og findes i Bangladesh, Bhutan, Cambodia, Kina, Indien, Indonesien, Laos, Malaysia, Myanmar, Nepal, Rusland, Thailand og Vietnam.

Netop de 13 lande indgik i 2010 i en aftale om et mål om at fordoble antallet af vilde tigre inden 2022, da bestanden på det tidspunkt var historisk lav med kun 3.200 vilde tigre tilbage på verdensplan.

Årsagen til det store fald i vilde tigre er blandt andet ulovlig handel med vilde dyr, men også tabet af tigrenes levesteder på grund af menneskelig beboelse.

Derfor har der været særligt fokus på at oprette reservater med forskelligt egnet landskab for tigre, og så er overvågningen af tigrene blevet bedre. På den måde kan man se, hvor tigrene faktisk bevæger sig, og sikre de rette områder.

Men i Indien er der også bekymring om væksten i tigerangreb i områder, hvor der foregår bevaringsindsatser. Fra 2019 til 2021 blev mere end 100 mennesker dræbt i tigerangreb i Indien, ifølge BBC.

Kæmpe katte

Det majestætiske dyr kan blive op til tre meter lang og veje op mod 300 kilo.