08. september 2011
Mødre mod aids
I Cameroun arbejder UNICEF for at øge befolkningens viden om hiv/aids. Projektet er godt i gang, og målet er en aids-fri generation.
Det var et andet liv, 32-årige Jacqueline havde drømt om. Da hun blev testet hiv-positiv, forlod hendes mand hende, og hendes første datter døde af aids.
I dag er Jacqueline alene med sin anden datter og sin hiv-smittede søn. Men der er lys for enden af tunnellen. Hendes søn får gratis medicin og behandling på sundhedscentret Chantal Biya i Camerouns hovedstad Yaoundé. Hendes anden datter er ikke hiv-smittet, fordi Jacqueline fik rådgivning og medicin under sin graviditet på det UNICEF-støttede sundhedscenter.
Viden skal hjælpe 2015 målene på vej
UNICEF har i samarbejde med Camerouns regering startet projekter i 12 distrikter. Projekterne skal nedbringe antallet af hiv-smittede og antallet af dødsfald på grund af aids. Flere hiv-smittede mødre skal have fødselsforberedende behandling, så virussen ikke går fra mor til barn.
UNICEF har uddannet 150 sundhedshjælpere i at udbrede den forebyggende behandling, og 91 har lært at hiv-teste spædbørn. Skal projektet lykkes, er det vigtigt, at viden om hiv/aids bliver mere udbredt iblandt Camerouns befolkning. Indtil videre er der henvist over 18.000 gravide til graviditetsundersøgelser og behandling for at minimere hiv-smitten. Derover arbejder UNICEF på at uddanne 600 unge, der skal oplyse i Camerouns provinser om hiv/aids og de behandlingsmuligheder, som kan hjælpe mødrene og deres børn.
En aids-fri generation
Over en tredjedel af de børn, som bliver født i Cameroun er hiv-smittede fra fødslen. Det er UNICEFs mål, at tallet skal ned på to procent. Hvis målet om en aids-fri generation skal blive til virkelighed, er det altafgørende at opdage virussen, inden moren giver den videre til sit barn.
Jacqueline er i dag med i netværket ’Mødre mod aids’. Mødrene fungerer som rollemodeller og opfordrer kvinder og deres partnere til at blive hiv-testet.
Seneste
22. september 2024