23. april 2018
Skolebus kører børn ud af slummen
Udefra ligner det bare en gammel, ramponeret bus. Men selvom denne bus holder stille, giver den alligevel tusindvis af børn mulighed for at opdage nye horisonter.
Foto: Plan Danmark
I millionbyen Mumbai standser en hel særlig skolebus hver dag fire steder i byen. Det mærkelige ved bussen er, at den ikke kører børnene hen til skolen. Faktisk kører den ingen steder. I stedet går børnene i skole inden i selve bussen, hvor sæderne er slået op, så der er plads til en slags klasselokale. Her sidder børnene på gulvet og skriver og tegner med kridt på hver deres tavle.
Der er også noget særligt ved børnene i denne skolebus. De kommer alle fra slummen, og nogle af dem bor på fortovet. Deres forældre arbejder som fattige havnearbejdere, fiskerensere eller affaldssamlere i den enorme storby, hvor omkring 42 procent af de 12 millioner indbyggere lever i slum.
Ofte har forældrene ikke selv gået i skole, så risikoen er stor for, at deres børn heller ikke kommer til det. Men med den særlige skolebus, kaldet ’School on Wheels’, får disse børn alligevel en chance for at lære at læse og skrive.
Også lærerne i bussen er der noget særligt ved. De er nemlig frivillige, der ikke kun underviser. De opsøger også forældrene til fattige børn og overbeviser dem om at sende deres børn hen i skolebussen. Uden denne opsøgende kontakt ville mange af børnene blive børnearbejdere og gå glip af uddannelse.
I bussen underviser de frivillige lærere børnene på en uformel måde, så de både lærer noget fagligt og samtidig får de kompetencer, de skal bruge for at fortsætte i den mere formelle almindelige skole. Men selv, hvis børnene når så langt, fortsætter de med at bruge bussen som en slags lektiecafé, hvor de kan få hjælp til hjemmearbejdet.
Der er i alt fem af de særlige skolebusser i Mumbai, og de har kørt i 10 år. Siden 2008 har projektet været støttet af organisationen Plan International, og ifølge organisationen har omkring 3000 børn hvert år gavn af de rullende klasselokaler. Det lykkes omkring 28 procent af børnene at fortsætte i den almindelige skole, efter deres tid i den forberedende skolebus.
Foto: Plan Danmark
Seneste
22. september 2024