13. marts 2022

Skotter planter træer for at redde laks fra hedeslag

Flere træer langs vandløbene i Skotland skal sænke temperaturen for at sikre, at man også i fremtiden kan få laks på krogen i de skotske floder.

Grafik: Lauge Eilsøe-Madsen

I Skotland har de et problem: Lige siden 1960’erne er der blevet færre og færre laks i de skotske floder og åer.

Det skyldes ikke overfiskning, for i de sidste tyve år er lystfiskerne næsten helt stoppet med at tage fangsten med hjem. I stedet bliver de fleste fisk sluppet ud igen i levende live. Alligevel bliver der stadig færre laks at fange år for år.

I stedet mener man, at nedgangen i laksebestanden skyldes for høj varme. Laksen er en fisk, der har det bedst i koldt vand, men i takt med klimaforandringerne er det skotske vejr generelt blevet varmere, og det samme er vandtemperatuen i de skotske vandløb.

I 2018 var det særligt slemt: Omkring 70 procent af de skotske vandløb kom over 23 grader, hvilket giver laksene varmestress og får dem til at opføre sig underligt, ligesom når mennesker får hedeslag. Nogle steder kom temperaturen op på 27,5 grader, hvilket er tæt på den temperatur, hvor lakseyngel dør. De varme vandtemperaturer i 2018 medførte da også, at laksefangsten det år var rekordlav.

Træer kaster kølig skygge og kontanter af sig

Det er ikke bare et problem for naturelskere, men også for Skotlands økonomi, for når laksene hvert år søger op i de skotske vandløb, har de penge med. Laksefiskeriet bringer hvert år over 80 millioner pund i indtægter til Skotland, takket være lystfiskerturismen.

For at redde laksene er skotterne begyndt at plante træer langs floden Dee, der munder ud i byen Aberdeen og er kendt som en af landets bedste floder, hvis man vil få en vild laks på krogen.

Planen er at plante en million træer langs floden inden 2035, og at træernes skygge så vil køle vandtemperaturen. Samtidig skal træerne tiltrække insekter, der falder i vandet og bliver en ekstra fødekilde for fiskene.

Indtil videre er der plantet over 250.000 små træer. Konceptet kan udvides til mange andre floder, for ifølge den skotske regering har Skotland har over 100.000 km floder, og kun 35 procent af dem har i dag træer langs vandet.

 

Video: Kort film om floden Dee og laksefiskeriet

Tager temperaturen på de skotske vandløb

Læs mere om projektet på den skotske regerings blog.
link

Skotterne er ikke nærige, når det kommer til at støtte op om projektet. Blandt andet har et whisky-destilleri solgt 30 tønder whisky, hver med 250 liter, og givet overskuddet videre til at plante flere træer.

Dette indhold bruger cookies.
Ret dine indstillinger her

Thomas Gringer Jakobsen

Journalist

Thomas er uddannet fra Journalisthøjskolen. Han har rejst og boet i Indien, Mellemøsten og Latinamerika og har været tæt på både ildfluer i regnskoven og lossepladser med bjerge af brændende affald. Blandt yndlingsemnerne er naturbevarelse, krig og fred, klima og ny teknologi.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.