25. oktober 2020

Californien vil bremse stormfloden af nye plastikflasker

USA’s folkerigeste stat sætter ambitionen højt i kampen mod engangsplastik. Nu får producenterne ansvaret for, at deres produkter ikke ender som skrald.

Hvert år bliver der købt 12 milliarder plastikflasker i Californien. Nu skal de brugte flasker laves til nye. Foto: aollini CCBY

Hvert år bliver der købt 12 milliarder plastikflasker i Californien. Nu skal de brugte flasker laves til nye. Foto: aollini CCBY

Hvert år bliver der solgt 12 milliarder plastikflasker i Californien. Langt de fleste er lavet af spritnyt plastik, for selvom de fleste engangsflasker i staten bliver indsamlet, bliver de sjældent brugt til at lave nye flasker, men ender på lossepladser eller bliver genanvendt til andre plastikprodukter af lavere kvalitet.

Det betyder, at størstedelen af flaskerne er lavet af nyt materiale – ligesom langt det meste af resten af verdens plastikprodukter.

Og da plastik er et olieprodukt, er de mange milliarder flasker brænde på klimabålet.

Men Californien har netop vedtaget en lov om plastikflasker, som guvernøren kalder for verdens stærkeste standarder for genanvendelse af plastik. Fra 2022 skal 15 procent af plastikken i plastikflasker, der sælges i staten, i gennemsnit være genanvendt plastik. I 2025 skal det være 25 procent og i 2030 hele 50 procent. Til sammenligning skal der i 2030 være 30 procent genanvendt plastik i flasker i EU. I Danmark er vi ifølge Bryggeriforeningen endnu længere fremme, med et industrimål om 100 procent genanvendt plast allerede i 2030, men det er ikke fastlagt ved lov.

Lukker kredsløbet

Den nye lov betyder, at ressourcekredsløbet bliver mere lukket, fordi gamle flasker vil blive til nye, forklarer Anne Aittomaki, der er strategisk direktør i miljøorganisationen Plastic Change.

”Vi har verdens bedste pantsystem herhjemme, der sikrer høj returprocent på drikkeemballager, men det, der er helt afgørende fra et ressourceperspektiv, er, at plastikflaske bliver til plastikflaske igen, og at den genanvendte plastik ikke bliver opkøbt til at lave andre typer emballager. Så skal man jo lave nye flasker af jomfruelig plastik, og så er det ikke et lukket kredsløb,” siger hun.

”Men i Californien går man nu skridtet videre mod at lukke cirklen. Den her type lovgivning er helt klart vejen frem”.

Samtidig er genanvendelse generelt ikke en løsning på alle problemer med plastik, understreger hun. Genanvendelse prøver at håndtere et affaldsproblem, men kun en lille del af plastikskraldet bliver genanvendt – i USA er det mindre end 10 procent. På den måde løser genanvendelse ikke ressourceproblemet, fordi der hele tiden bliver produceret nyt plastik.

”Som det ser ud nu, så vil produktionen af plastikemballage blive firedoblet over de næste 20 år. Så selv hvis man genanvender mere og mere plastik, vil de samlede mængder stadig stige, og det er ikke ressource- eller klimamæssigt bæredygtigt,” siger Anne Aittomaki.

Ansvaret placeres

Men der er en vigtig detalje i Californiens nye lov, der måske betyder, at den kan få endnu større gennemslagskraft end en højere genanvendelsesprocent      .

Det er drikkevareproducenten, der har ansvaret for at bruge genanvendt plastik.

”Det betyder, at det er dem, der tjener på salget, der har ansvaret for emballagen. Det er et stort skridt,” forklarer Anne Aittomaki.

Da det er relativt dyrt og besværligt at genanvende plastik, kan det være, at producenterne hellere vil udvikle andre løsninger, som fx flasker der kan fyldes igen og igen, i stedet for at nedbryde flasken efter engangsbrug.

”Loven betyder, at det bliver dyrere for producenterne. Hvis det gør, at de tænker på at mindske affaldet og hellere vil lave returvarer, der kan bruges igen og igen, så er det rigtig spændende. Det ville være godt, hvis lovgivningen kan skubbe på den udvikling”.