07. september 2018
En morgen med godt nyt om fremskridt for kvinder
Fredag morgen blev årets bedste. Og måske ligefrem verdens bedste. I hvert fald, hvis man godt kan lide at starte dagen med at læse en avis, der for en gangs skyld kun indeholder gode nyheder.
Der var uddelinger mange steder i landet. Her ved Dronning Louises Bro i København. Foto: Malte Kristiansen
På 194 steder i landet kunne man denne morgen igen møde mange hundrede frivillige avisbude, der lyste op i gaderne med deres hvide T-shirts, mens de uddelte Verdens Bedste Nyheders årlige 4-siders avis.
Det er nu niende gang i træk, danskerne får stukket en avis i hånden fra morgenstunden. Nogle af de frivillige uddelere, danskerne møder i morgentrafikken, kommer fra en lang række organisationer og virksomheder. Andre er politikere fra alle partier i Folketinget, og andre igen er ambassadører fra lande som Canada, Elfenbenskysten, Australien og Irland. Alle går de sammen på gaden for at informere og nuancere danskernes viden om den udvikling, der sker i verden.
Kvinders rettigheder er godt for alle
I år er avisen et temanummer, der sætter fokus på de mange fremskridt, klodens kvinder har opnået siden år 2000. Selvom vi stadig langt fra har fuld ligestilling alle steder, er der grund til at glæde sig over, at langt flere piger og kvinder nu får en uddannelse, og at der er kommer betydeligt flere kvinder i politik i mange lande. Det er nemlig ikke bare godt for kvinderne selv, men erfaringen viser, at bedre rettigheder for kvinder også hjælper med at nedbringe fattigdom, skabe arbejdspladser, og er med til at beskytte miljøet. Alt sammen noget, der både kommer kvinder og mænd til gode i det lange løb.
En af dem, der deler avisen ud her til morgen, er 26-årige Marina Popaďáková fra Slovakiet. Hun har boet i Danmark i fire år og har lige færdiggjort sin kandidatgrad i international sikkerhed og folkeret på Syddansk Universitet. Marinas morgenfriske smil afslører næsten ikke, at hun faktisk kun har fået en enkelt times søvn i nat, fra hun kom hjem fra sit arbejde på en restaurant og til hun stod op igen kl. 03:00 for at nå ind til centrum og være med til morgenuddelingen.
En del af noget større
”Jeg var da også lige ved at overveje, om jeg kunne nå at være med, men jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde det,” siger hun i en kort pause, inden næste hold søvndrukne pendlere myldrer op fra metroen. Hun tilbyder dem avisen, og nogle sjosker bare forbi. Men der er også mange, der stopper op og smiler tilbage, mens de stikker avisen i tasken – og ikke mindst den lille chokolade, der følger med.
”For mig er det vigtigt at være en del af noget større, og være med til at gøre verden til et bedre sted. Det var også derfor, jeg valgte min studieretning, i stedet for bare at studere jura og fokusere på ejendomsret eller lignende. Samtidig er det en god mulighed for mig til at udvide mit netværk her i Danmark,” siger Marina.
Klokken slår ni, og Verdens Bedste Morgen er forbi for denne gang. Uddelerne pakker deres ting sammen. Marina siger farvel og sætter kursen mod Nyhavn. Der skal hun møde nogle venner, og hun tager dagens sidste VBN-aviser og chokolader med til dem.
Seneste
22. september 2024