27. maj 2015

FN: Nu skal vi vinde kampen mod tuberkulose

Målrettet indsats har reddet millioner af mennesker fra at dø af tuberkulose, og vi er nu langsomt på vej mod en verden helt fri for sygdommen.

Lige siden oldtiden har menneskeheden været plaget af den dødelige bakteriesygdom tuberkulose, som primært ødelægger lungerne, men også kan sprede sig til knogler og andre organer. I Danmark er vi nu næsten fri for tuberkulose, men engang var det en udbredt folkesygdom, indtil vi fik adgang til penicillin i midten af forrige århundrede.

Tuberkulosen hærger dog stadig i mange udviklingslande. I løbet af halvfemserne spredte sygdommen sig hastigt, og i 2002 blev et nyt menneske smittet med tuberkulose hvert sekund. I 2013 døde omkring halvanden million mennesker af tuberkulose, der sammen med aids er de sygdomme, der slår flest voksne personer ihjel på verdensplan.

Millioner af liv reddet

Det er helt uacceptabelt, mener Verdenssundhedsorganisationen (WHO), især fordi tuberkulose relativt let kan behandles. En almindelig behandling tager ofte seks måneder og koster i gennemsnit 3068 kroner i lavindkomstlande, inklusiv medicin og lægehjælp. I nogle lande er prisen endnu lavere – i Bangladesh koster en komplet behandling for eksempel 496 kroner, hvilket dog stadig er mange penge for ekstremt fattige, der tjener under 10 kroner om dagen.

Men i fremtiden skal det være helt slut med tuberkulosen, mener WHO, som blæste til samlet kamp mod bakteriesygdommen allerede i 1993. Meget yder på, at den verdensomspændende indsats nu er begyndt at virke, og at udviklingen er vendt, selvom det går langsomt.

 

Antallet af nye smittede falder med halvanden procent årligt, og fra 2000 til 2013 blev 37 millioner liv reddet, takket være mere effektiv diagnosticering og behandling. Det betyder, at verden har nået FN’s mål om at opbremse udbredelsen af tuberkulose og begynde at slå sygdommen tilbage inden 2015. Men der stadig lang vej til en verden fri for tuberkulose, og udviklingen går stadig for langsomt, advarer WHO.

Der er dog grund til at tro, at kampen vil få vind i sejlene i de kommende år. I 2014 vedtog FN, at antallet af tuberkulose-dødsfald skal nedbringes med 95 procent inden år 2035, og antallet af smittede skal nedbringes med 90 procent. Desuden skal det sikres, at ingen familier knækker nakken økonomisk på grund af sygdommen. Derefter skal sygdommen helt udryddes inden 2050.

Det er et ambitiøst mål, men meget tyder på, at verdens lande lægger vægt bag ordene. Der har været ’kraftig vækst i financieringen af diagnosticering, forebyggelse of behandling af tuberkulose siden 2002, selvom der stadig mangler to milliarder dollars for at nå op på fuld financiering af planen,’ skriver WHO.

Pengene bør findes nu, mener WHO, for det haster med at få udryddet tuberkulose. Bakterierne bliver nemlig gradvist mere modstandsdygtige mod medicinen. Det skyldes blandt andet, at det tager lang tid at slå sygdommen helt ned.

Kapløb mod resistent

Hvis patienten afbryder behandlingen for tidligt, overlever de mest modstandsdygtige bakterier og formerer sig. Patienten bliver igen syg, men denne gang virker medicinen ikke så godt som før. Når dette gentager sig, bliver bakterierne mere og mere immune, og sygdommen bliver gradvist sværere at behandle. Derfor er løsningen, at man allerede første gang giver en blanding af forskellig medicin, og sikrer, at patienten fortsætter i så lang tid, at alle bakterier er helt fjernet.

Ny teknologi har gjort det muligt at diagnisticere resistent tuberkulose på få dage, hvor det før tog flere uger. Med den rette medicin er det stadig muligt at helbrede de fleste former for multiresistent tuberkulose, men behandlingen er en form for kemoterapi, der tager to år og ofte er over hundrede gange dyrere.

Der er også stadig håb for at bekæmpe selv de mest resistente bakterier, der ikke kan behandles med noget eksisterende lægemiddel. Ti nye lægemidler er på vej mod tuberkulose, og i de seneste to år er to nye stoffer blevet godkendt til behandling af de multiresistente varianter. Desuden er 15 mulige vacciner i gang med at blive testet i kliniske forsøg.

Facts om tuberkulose

  • Sygdommen smitter især gennem luften, når en syg person hoster eller spytter.
  • Bakterierne ligger ofte skjult i kroppen i mange år uden at give symptomer, og uden at smitte.
  • Hvert tredje menneske på jorden er smittet med tuberkulosebakterier, men det er kun 10-15 procent af de smittede, der udvikler sygdommen.
  • Det er især personer med svækket immunforsvar, der udvikler tuberkulose i udbrud. Mennesker med HIV er særligt udsatte, men også bl.a. rygere, diabetikere og folk med stort alkoholforbrug har højere risiko.
  • Hvis sygdommen bryder ud, er symptomerne ofte smerter i brystet og blodig hoste, fordi bakterierne ødelægger lungerne. Det ledsages typisk af svaghed, vægttab, feber og nattesved.
  • Uden behandling dør omkring 70 procent af dem, der har tuberkulose i udbrud, inden for 10 år.
  • Med rette behandling er der 95 procents chance for at blive helbredt.

Thomas Gringer Jakobsen

Journalist

Thomas er uddannet fra Journalisthøjskolen. Han har rejst og boet i Indien, Mellemøsten og Latinamerika og har været tæt på både ildfluer i regnskoven og lossepladser med bjerge af brændende affald. Blandt yndlingsemnerne er naturbevarelse, krig og fred, klima og ny teknologi.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.