Fremskridt for kvinderne i verdens mest udsatte region

Subsaharisk Afrika er samlet en enorm region, der består af 48 forskellige lande med vidt forskellige kulturer, økonomier og sociale omstændigheder: Nogle lande alene er på størrelse med hele Centraleuropa, andre er mindre end Jylland, nogle er i tung fattigdom, andre har oplevet stor økonomisk udvikling. Nogle få er demokratier med et aktivt civilsamfund og kvindebevægelser, mens et stigende antal lande er dybt autoritære eller direkte diktaturer.

”Udviklingen er enormt forskellig på tværs af landene og mange forskellige områder, fra sundhed over uddannelse og politisk deltagelse,” siger Mogens Pedersen.

Han understreger, at det på områder som fx politisk indflydelse eller selvbestemmelse i hjemmet går meget langsomt – eller endda den forkerte vej. Autoritære regimer strammer skruen overfor kvindebevægelser, og den brede kulturændring i forhold til traditionelle kønsroller er svær.

Ligestilling er central

Først et overordnet blik på de nye tal: World Economic Forum udgiver hvert år en analyse om fremgangen for ligestilling verden over, hvor de kigger på kvinders muligheder i forhold til mændenes indenfor kategorier såsom ligeløn, forventet levealder, andel af kvindelige parlamentsmedlemmer og så videre.

Det bliver til et indeks med en rangliste over ligestilling i verden. Og her ligger subsaharisk Afrika samlet set ret lavt: Det er den tredje laveste region ud af otte. Men udover Europa og Latinamerika er landene syd for Sahara der, hvor det er gået hurtigst fremad, siden det første indeks blev lavet i 2006 – på trods af alle udfordringerne.

Og fremgang i ligestilling og kvinderettigheder er enormt vigtigt for hele samfundsudviklingen, og ikke bare for kvinderne, siger Mogens Pedersen.

”Det er simpelthen et nøgleelement, når man taler om udvikling. Der er masser af forskning, der slår fast, at når kvinder har mere at skulle have sagt, når de selv kommer i skole og bliver uddannet, jamen, så er der markant større chance for, at deres børn også kommer i skole, at deres børn bliver sundere og mindre syge,” siger han.

”Uddannelse og sundhed er nogle af de vigtigste områder, når det kommer til udvikling. Og hvis man vil have sunde børn, og at børn kommer i skole, så er ligestilling nøglen”.

Mange flere piger i klasseværelserne

Men en ting er et ”karaktergennemsnit” i en global rangliste – hvordan ser fremskridtene ud i virkeligheden?

Hvis vi starter med uddannelse, så viser tal fra Verdensbanken, at der kommer flere og flere piger ind på skolebænken. Antallet af piger i både grundskole og gymnasieniveau stiger på tværs af landene, og tre ud af fire piger i subsaharisk Afrika kan nu læse og skrive – det er omtrent samme niveau som drengene. Samtidig er det ikke kun i grundskolen, der er fremgang, men også i secondary school, der svarer til de øvre klasser i en dansk folkeskole samt gymnasieniveau – og også i trinnet efter, altså faglige uddannelser og universitetet.

Der er stadig kæmpestore udfordringer med skolegang og muligheden for uddannelse i regionen, især for pigerne. Hvis der kommer økonomiske kriser i familierne, er det ofte pigerne, der bliver taget først ud af skolen, og helt basale ting som den udbredte mangel på ordentlige toiletforhold i skolerne blokerer for pigernes uddannelse, fordi de så bliver hjemme under menstruation.

Dertil kommer generelle udfordringer med skolerne i Afrika, der går ud over både drenge og piger – kvaliteten af undervisningen, kæmpeklasser med mange elever, de fysiske forhold fra bygninger til skolebøger, lærernes uddannelsesniveau og så videre. Der er altså nok at arbejde med.

Men det går alligevel fremad for pigerne på skolebænken.

Store fremskridt for sundheden

Når det kommer til sundhed, har der været enorme fremskridt i de fattige lande syd for Sahara: Mere rent vand, faldende børnedødelighed, udbredelsen af vacciner. En god måde at se på, hvordan sundheden bliver forbedret, er den forventede levealder – det er en slags bouillonterning, når man skal se nærmere på sundhedsfremskridt. Og her er kvindernes forventede levealder steget med 10 år siden år 2000 – mere end dobbelt så hurtigt som verdensgennemsnittet i samme periode.

Der er også sket store fremskridt, når man specifikt kigger på seksuel og reproduktiv sundhed, siger Mogens Pedersen.

”Vi kan se, at flere kvinder får adgang til moderne prævention, flere kvinder kan føde under sikre forhold med hjælp fra sundhedspersonale, og at fødselsraterne falder,” forklarer han.

”Og så er der også støt fremgang mod kvindelig omskæring, som både er et overgreb i sig selv og kan lede til alvorlige sundhedsproblemer”.

Mogens Pedersen understreger, at der stadig er store udfordringer, når det gælder kvindernes sundhed – herunder en stor andel af piger og kvinder, der bliver gravide, inden de fylder 18 år.

”Men generelt får seksuel og reproduktiv sundhed meget mere opmærksomhed både i regionen og globalt, og det forandrer livet for mange kvinder,” siger han.

Autoritært pres og politisk magt

Hvis vi retter blikket på kvindernes politiske deltagelse og adgangen til magt, er billedet mere blandet.

På den ene side er der mange autoritære stater i region, der strammer grebet om civilsamfundet som kvinderettighedsbevægelser og NGO’er, der arbejder for ligestilling.

”I eksempelvis Uganda har præsident Museveni siddet på magten i snart fire årtier, og gennem de sidste 10 år har han strammet skruen mere og mere for at sikre kontrollen,” fortæller Mogens Pedersen.

Det er en udvikling, der sker flere steder i regionen, siger han. Folk bliver fængslet for at kæmpe for deres rettigheder, og civilsamfundet har svære forhold.

I andre lande er kvindebevægelser, der oprindeligt var progressive og skubbede på ligestillingsdagsordenen, blevet ”spist” af magthaverne og er selv blevet en del af etablissementet. Det er eksempelvis sket i Mozambique, hvor Mogens Pedersen har været ambassadør for Danmark, forklarer han.

”Der er flere kvindelige ministre i Mozambique, men det betyder ikke noget særligt i forhold til ligestillingsdagsordenen eller kvinderettigheder,” mener han.

Samtidig er der en række større og mindre voldelige konflikter i flere af landene – mellem jihadister og regeringer, oprørsgrupper, lokale militser og klaner, alt efter de lokale forhold. I flere lande, fx i Sahel-landene i Vestafrika, er det militærregimer, der har overtaget magten i de sidste fire-fem år, og forsøger at bekæmpe oprørsgrupperne militært. De tager ingen hensyn til ligestillingsdagsordenen. Civilsamfundsorganisationer, herunder kvindeorganisationer, bliver ofte undertrykt.

Og konflikt går altid ud over kvinderne, siger Mogens Pedersen – både helt lavpraktisk, hvis de skal tage sig af børnene under kummerlige forhold i en flygtningelejr, og adgang til uddannelse eller selvbestemmelse ryger, eller mere generelt, når sikkerhedsstyrker slår ned på sociale bevægelser og civilsamfund, fordi de frygter terror eller oprør.

På trods af alle de udfordringer sker der også fremskridt, når det gælder politisk deltagelse og politiske rettigheder. Ifølge den Interparlamentariske Union er andelen af kvindelige parlamentsmedlemmer på tværs af landene i subsaharisk Afrika næsten tredoblet siden 1995.

Og ifølge Verdensbanken har regionen været i front de sidste par år, når det gælder antallet af nye love, der sikrer kvinders rettigheder, om det så er indenfor forældremyndighed, ligeløn eller arbejdsrettigheder. Samtidig ser man nu også kvinder fra mange sociale lag – fra de fattige i slummen over selvstændige ”markedskvinder” til de mere veluddannede kvinder – der organiserer sig og går på gaden.

”Kvinder spiller en mere dynamisk rolle i de forskellige sociale bevægelser, med mere politisk organisering, og vi har eksempelvis set kvinder fra slumområder været meget aktive i revolutionerne i Burkina Faso i 2014 og Sudan i 2019,” forklarer Mogens Pedersen.

Alt i alt er der både fremgang og tilbageskridt, når det kommer til rettighederne for piger og kvinder i de mange lande i regionen, siger han.

”Hvert land har sine egne udfordringer og problemer,” slår Mogens Pedersen fast.

”Men der har også været store udviklinger”.