”Hvis ræven skriger på en bestemt måde, bliver høsten god,” fortæller Santa Leonora Vargas, som er begyndt at dyrke efter Aymara-folkets nedarvede viden om naturen. Foto: Jasper Johansen

Gamle kartofler bekæmper sult i Bolivia

Højlandsbønderne i Bolivia kæmper imod klimaforandringer og hungersnød ved at genopdage deres forfædres grøntsagsarter og ældgamle landbrugsmetoder.

Del artikel

Bio-indikatorer giver svar

Aymara-indianerne ser på bio-indikatorer for at vurdere naturens gang. Blandt andet vurderer de:

  • Hvor længe kaktusen blomstrer
  • Hvordan ræven skriger
  • Hvor store grankoglerne bliver
  • Hvilken farve et bestemt slags fugleæg har

Andre Kategorier

Regioner: Latinamerika

Temaer: Natur, Produktion

Koldere nætter og uforudsigeligt vejr har fået lokale bønder på højsletten i Bolivia til at genopdage områdets oprindelige kartoffelarter. Kartoflerne har den fordel, at de er langt mere hårdføre end de nyere arter og derfor skulle give større høst. Men de store uberegnelige og uventede vejrmæssige udsving giver både kartoflerne og bønderne problemer.

Derfor har Aymara-folket nu sat fokus på deres nedarvede viden om naturen til at finde såkaldte bio-indikatorer – det vil sige tegn i naturen, der kan give bønderne et hint om, hvad vejret bringer. Det kan for eksempel være, hvornår en kaktusblomst springer ud og farven på et fugleæg, som fortæller bønderne, hvornår det er et godt tidspunkt at så.

 

Kartoflerne bliver større

“Man kan tydeligt se, at kartoflerne er blevet meget større, efter at vi har indført de ’nye’ gamle metoder,” oplyser Santa Leonora Vargas stolt.

Hun er bonde og Aymara-indianer i området nær Titicaca-søen og er varm fortaler for genindførelsen af traditionelle landsbrugsmetoder, som ifølge hende giver en mere stabil høst og et større afkast.

“For eksempel ved vi, at hvis ræven skriger på en bestemt måde, bliver høsten god, og alt efter grankoglernes størrelse kan vi se, om kartoflerne vokser sig store,” fortæller Santa Leonora Vargas.

Samtidigt skåner de nye ’gamle’ metoder jorden, fordi de indebærer brug af naturlige og hjemmelavede midler til at beskytte afgrøderne mod skadedyr i stedet for importerede sprøjtegifte.

Det er dog svært at overbevise alle Aymara-indianerne om, at det er smart at vende tilbage til deres forfædres metoder, da de nu har vænnet sig til mere moderne teknikker. Men det skaber interesse, når Santa Leonora Vargas med eksemplets kraft viser sine kartofler, der er større end naboens, og samtidig fortæller, at hun ikke bruger penge på dyre sprøjtegifte.

Santa Leonora Vargas er desuden med til at sprede projektet til de omkringliggende landsbyer gennem møder og workshops støttet af den danske udviklingsorganisation IBIS. Mest effektivt er det dog, at rygtet spreder sig helt af sig selv, hvilket får mange familier til at opsøge information og slutte sig til processen.