03. september 2014

Førsteklasses forskning i den tredje verden

Medicinsk hiv-forskning foregår da kun på fine laboratorier i Europa og USA, ikke? Nej, i Sydafrika og Uganda arbejder lokale forskere med lovende studier.

AIDS-Fondet

AIDS-Fondet

Den mest lovende forskning i at forebygge hiv hos kvinder foregår i disse år fire steder i Sydafrika og Uganda. Her arbejder lokale forskere på at udvikle en ring, som kan sættes op i skeden.

Ringen indeholder et aktivt stof, som afgives over en hel måned. Det ser ud til at kunne beskytte kvinden mod hiv, når hun har sex. Ringen er en såkaldt microbicide, der er en fælles betegnelse for hivforebyggelse til kvinder og rummer også geleer og cremer.

I Afrika syd for Sahara er 60 procent af alle, der lever med hiv, kvinder, og unge kvinder i alderen 15 til 24 har mere end dobbelt så stor risiko for at blive smittet med hiv som jævnaldrende drenge.

Ud over at hjælpe med at bekæmpe hiv, udvikler denne forskning i microbicider og vacciner også sundhedssystemet i de lande, hvor forskningen foregår, fordi lokale forskere får jobbene.

Når forskning foregår i udviklingslande afhjælper det en udfordring, som sundhedssystemerne i de afrikanske lande slås med – at veluddannet sundhedspersonale rejser fra Afrika for at tage job i mere velstående lande.

Danmark støtter forskningen i microbicider gennem organisationen IPM, International Partnership for Microbicides, og de første resultater vil sandsynligvis være klar allerede i 2015.

 

Artiklen blev bragt i MetroXpress den 3. september 2014.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.