I 100 år har sprød radioknitren strømmet over Afrika – og de lytter stadig

Hvornår har du sidst lyttet til radio? Altså, hvornår har du sidst tændt for en radio og lyttet til det, der bliver sendt live, og ikke til en podcast? I Danmark – og i andre europæiske og vestlige lande – bliver radiolytterne færre og færre. Men i Afrika har radioen stadig kronede dage.

Det er 100 år siden, den første radioudsendelse blev sendt på det afrikanske kontinent. Dengang var det britisk radio henvendt til de engelske kolonimagter på kontinentet, men over årene er radioen blevet et værktøj til at opnå selvstændighed, modvirke fake news, og nå ud med vigtig information på tusindvis af forskellige sprog.

”Radio er det medie, der bedst repræsenterer den folkelige stemning. Folk kan ringe ind, de kan medvirke og være med til at forme dem offentlige agenda, og det er ikke tilfældet med andre medier,” fortæller Sisanda Nkoala.

Hun er lektor i sprogvidenskab på University of the Western Cape i Sydafrika, og så er hun tidligere radiojournalist. Verdens Bedste Nyheder har ringet til hende for at få en snak om radioens historie, og hvorfor den stadig er så populær.

Radioen er tændt på både land og i by

Selvom flere og flere afrikanere benytter sig af digitale og sociale medier for at få nyheder, er langt det mest populære medie i Afrika radioen. Og det tyder på, det bliver ved med at være populært at lytte til sine nyheder, for på trods af et nyt mediebillede, forbliver lyttertallene stabile.

”Det er svært at kvantificere det, men nogle studier peger på, at omkring 60 procent har adgang til radio, andre siger det er mellem 80 og 90 procent, der har adgang. Så det er helt klart det foretrukne medie,” siger Sisanda Nkoala.

Analyseinstituttet Afrobarometer har undersøgt medievanerne i 34 forskellige afrikanske lande, og analysen viser, at to tredjedele af den afrikanske befolkning lytter til radio mindst et par gange om ugen. Analysen viser også, at radio er det mest ”demokratiske” medie på kontinentet. For modsat aviser, TV, internettet og sociale medier, findes radiolytterne i alle aldre, køn og med forskelligt uddannelsesniveau, og der er stort set lige mange lyttere på land som i by.

”Det er let at få adgang til. Man har ikke brug for særlig mange penge for at eje en radio, og samtidig kræver det heller ikke særlig stor kapital at sætte en radioproduktion op,” siger Sisanda Nkoala.

”Det er også et medie, hvor folk har større mulighed for at deltage i diskussionerne. Barrieren for at deltage er måske at ringe ind eller sende en besked, det er meget lettere end at deltage i medier som TV, printmedier og endda online.”

Ifølge Sisanda Nkola er det godt, flere får nyheder gennem radioen fremfor sociale medier som Facebook, Instagram og X.

”Folk bliver ikke fanget i et ekkokammer. Hvis der er en debat om vacciner, for eksempel, i radioen, så vil værten bringe folk ind, som støtter det, og folk, som udfordrer, men samtalen sker simultant. På sociale medier bliver du suget ind i, hvad end algoritmen tror, du synes er mest interessant. Og hvis det bliver fyldt med misinformation, så er der ikke nogen stemmer til at modsige det,” siger hun.

Fra koloniradio til frihedskamp

Den første radioudsendelse i Afrika blev transmitteret fra Johannesburg i Sydafrika den 18. december 1923 – og det var på engelsk. Mange afrikanske lande er tidligere britiske kolonier, og her brugte Storbritannien radioen til at holde briterne i Afrika opdateret om nyheder fra hjemlandet, fortæller Sisanda Nkoala.

”Så BBC ville blive sendt i afrikanske lande, hvor der blev snakket om, hvad der skete i Storbritannien og spillet britisk musik,” siger hun. ”Der var slet ikke en forestilling om oprindelige afrikanere som lyttere.”

Men så brød anden verdenskrig ud.

”Der gik åbenbart et rygte i Sydafrika om, at Hitler ville give penge til personer, der støttede Tyskland. Så det parti, der var ved magten på daværende tidspunkt, så radioen som et instrument til at dræbe den slags rygter ved at tale i oprindelige sprog om krigen og for at forsøge at få det oprindelige afrikanske folk over på statens side,” forklarer Sisanda Nkoala.

Da radiobølgerne endelig var kommet i hænderne på folket, så man muligheden for at tale til det afrikanske folk om deres egne interesser på deres egne sprog.

”De kunne altså bruge teknologien fra radioen, der ikke var ment som en platform til dem, men som gav dem mulighed for at mobilisere sig og skabe forandring gennem det.”

Sisanda Nkoala fremhæver Radio Freedom: En undergrundsradio i Zambia henvendt til Sydafrikanske lyttere. Radioen var stiftet af modstandsbevægelsen the African National Congress, ANC, der kæmpede for selvstændighed og imod landets apartheidspolitik i 1970-90’erne. Nelson Mandela, der senere blev landets første demokratiske valgte præsident, stod i spidsen.

I dag bliver der sendt radio på hele kontinentet på et væld af sprog.

”Der er sprog, som slet ikke er repræsenteret i aviserne. I Sydafrika for eksempel har vi 12 forskellige sprog, men vores aviser er hovedsageligt på engelsk og afrikaan,” siger Sisanda Nkoala. ”Det mønster er det samme i mange andre afrikanske lande. Det er lidt bedre med TV, men ellers er det det samme.”

Det betyder også, at personer, der ikke kan læse og skrive eller tale andre sprog end deres modersmål, stadig har mulighed for at deltage i debatter og blive opdateret med vigtig information gennem radioen.

”Det er ret signifikant, at et medielandskab, der blev oprettet uden nogen form for hensyn til oprindelige sprog, findes på hvert enkelt sprog,” siger hun.

Pressefriheden er presset

Selvom de afrikanske radiobølger er blevet brugt til meget godt, kan radioen også misbruges.

I 1994 fandt et af de største folkemord i nyere tid sted, da op mod 1 million blev dræbt i Rwanda i løbet af bare 100 dage. Her spillede radioen en skæbnesvanger rolle. En lokal radiokanal spredte nemlig hadtale og opfordrede til vold mod folkegruppen tutsierne.

International Media Support, IMS, er en global organisation med danske rødder, som blev grundlagt i 2001 netop i kølvandet på blandt andet krigen i Rwanda. Esben Harboe er ansvarlig for IMS’ afdeling i Afrika. Han fortæller, at der stadig er store problemer med mis- og desinformation i dag, og at det er et voksende problem.

”De seneste år har vi stigende grad haft fokus på mis- og desinformation, for vi ser samfund blive oversvømmet, ikke nødvendigvis af propaganda, men af forurenet information, der kan afspore de demokratiske processer og skabe splid og konflikt,” siger han. ”Der er selvfølgelig også lande, hvor der er positive tegn, og hvor der er fremskridt, men flere steder er det blevet forværret voldsomt.”

Ifølge den internationale organisation Reporters Without Borders står det dårligt til for pressefriheden i 40 procent af Afrikas lande – og det er steget, for i 2022 var det tal på 33 procent.

Netop derfor arbejder IMS blandt andet med at støtte lokale, uafhængige medier til at lave kritisk journalistik i Afrika.

”Vi arbejder meget på det hyperlokale niveau, hvor vi arbejder med ekstremt små radiostationer, der opererer i konfliktramte områder. Der er radio ofte en af de eneste måder, lokalbefolkningen kan få adgang til information,” siger Esben Harboe.

Han kommer med et eksempel fra det østafrikanske Somalia, der både har været ramt af tørke og store oversvømmelser, og i mange år har været præget af borgerkrig.

”I Somalia, hvor det er meget svært at operere som medie, arbejder vi med Radio Ergo, der er en radiostation, som IMS har sat op, som broadcaster fra Nairobi (Kenyas hovedstad, red.) i et lille studie, men når ud til 8-10 millioner somaliere hver dag. De sender humanitære nyheder og tager fat i nogle af de problemer, som lytterne oplever. Det kan være om alt fra tørke og oversvømmelser til konflikt,” siger han.

Generelt er det vigtigt, at der er radiostationer som Radio Ergo og andre uafhængige medier i Afrika, mener Esben Harboe, fordi det er nødvendigt for, at demokrati fungerer.

”Fra et demokratisk perspektiv er det vigtigt, at man kan få informationer ud på en nem og vigtig måde, og at man kan tilgå det på en smart måde,” siger han og spår: ”Radioen har jo været der i 100 år, jeg tror også, det er der om 100 år.”