19. august 2011

Idræt på skemaet styrker eleverne

Der er stor spænding, når de 22 piger, med og uden støvler, stormer ind på den støvede fodboldbane for at forsvare deres skole. Det er andet år i træk, at de IBIS-støttede landsbyskoler i Nordghana står i spidsen for en pige- og drengefodboldturnering for hele distriktet.

”Vi kan tydelig mærke, hvordan det har hjulpet børnene i skolen, at vi satte sport på skoleskemaet. Og det har skabt en stor interesse for sport på alle skolerne i distriktet,” fortæller Amin Idrissua, rektor for Goma Primary School (1. – 4. kl.).

Det er hans skole, der er vært for dagens kampe. Med støtte fra IBIS har skolerne i området fået bolde, trøjer og andet udstyr, så fodbold kunne blive en del af skolesporten.

Under kampen står omkring 1.000 heppende elever fra fem skoler i en tæt ring om den opmålte bane. Også bag målet følger elever med i kampene. De skal være hurtige til at komme væk, når der skydes på mål, for der mangler net.

Rabi Sulemana står på mål for Gomaskolens pigehold. Hun har spillet fodbold i et år og siger efter kampen:

”Det var en god kamp, men vi tabte. Det er sjovt, når der er så mange tilskuere, og jeg er rigtig glad for at stå på mål.” Hun går i 4. klasse og er usikker på hvor gammel hun er, måske 12 år.

Sport hjælper eleverne til bedre skoleresultater

”Vi kan se, at eleverne fra landsbyskolerne klarer sig rigtig godt, når de flytter op i 4. klasse i de almindelige skoler, ” fortæller Abdul Majeed, der er sportsansvarlig i Gushegu Kommune, som lægger distrikt til omkring halvdelen af de landsbyskoler i Nordghana, som IBIS har været med til at få på benene.

”Forældrene er stolte af deres børn, og når de har tid kommer de og overværer kampene. Det motiverer forældrene til at sende deres børn i skole, når de ser, hvor godt deres børn repræsenterer landsbyen gennem idræt, og børnene er helte for en dag, når de vinder,” fortsætter han.

Hurtigløber-lærer har ansvar for sport og idræt

Der er nu en ansvarlig lærer for sport og idræt på alle skoler i distriktet, og de får tilbud om efteruddannelse i grundlæggende idrætsundervisning.

”Jeg har altid elsket sport og var selv hurtigløber, da jeg gik i skole,” fortæller fodboldtræner Mary Wunsogma. Da hun startede som landsbyskolelærer gennem IBIS-projektet, blev hun hurtigt ansvarlig for idrætten på sin lille skole. Nu da hun er flyttet til Gomaskolen, hjælper hun den sportsansvarlige med at træne fodboldbørnene.

Hendes høje stemme gjalder ud over banen, når hendes elever spiller, og de har stor respekt for hendes råd.

”Jeg viser dem, at en kvinde også kan spille fodbold, og måske vil en af mine elever en dag blive fodboldtræner eller dommer. Vi opfordrer både vores piger og drenge til at spille, og de går alle til den med stor iver,” siger hun.

Forældre og lærere anlægger fodboldbaner

”Vi vandt vores kamp på straffespark,” fortæller Baba Idrissu efter dagens sidste kamp. Han er ca. 15 år og går i 3. kl. Han er en af de mange tidligere skoleløse børn, der har fået en chance til at komme i skole gennem landsbyskoleprojektet. Også på hans skole er det forældrene og lærerne, der har anlagt fodboldbanen, og der står sport på skemaet hver fredag. Til hverdag låner Rabi, Baba og deres kammerater skolens fodbold, så de kan spille i frikvarteret.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.