20. august 2014

"Jeg er kommet hjem meget rigere"

Sidste år quizzede Sine sig til en tur til Uganda og Rwanda.

Photo by Sine Pam Jensen

Photo by Sine Pam Jensen

Sammen med mange andre danskere testede Sine sidste år sin viden om fremgangen i verdens udviklingslande i quizzen på Verdens Bedste Nyheders hjemmeside.

Og derefter glemte hun alt om det. Så da hun halvanden måned efter sad begravet i bøgerne på sit studie, og telefonen ringede, var hun meget overrasket over nyheden, der kom fra Thomas Ravn-Pedersen, Verdens Bedste Nyheds Sekretariatsleder.

”Sådan en globetrotter som mig synes jo, at det er det vildeste, at man har mulighed for at vinde sådan en rejse,” siger hun begejstret om præmien.

På tur til Rwanda og Uganda

Sine, som desuden har arbejdet i IBIS, var ikke i tvivl om hvor turen skulle gå hen:

”Jeg har før rejst i både Tanzania og Ghana, og jeg vidste, jeg ville tilbage til Afrika!”

Hun har i lang tid været interesseret i Østafrika og besluttede sig for, at rygsækken skulle med til Rwanda, hvor hun blandt andet besøgte Kigali. Og derefter med videre til Uganda:

”Jeg har hørt så meget godt om Kampala, og så har der jo været mange skriverier om anti-homoloven. Derfor havde jeg lyst til at komme tæt på og snakke med folk om, hvad det drejede sig om”.

Særligt Uganda blev en god, personlig udfordring, fordi der ikke er et naturligt backpacker-track.

Den personlige historie kom med hjem

Og tæt på kom hun hurtigt:

”Man er nødt til at vise tillid for at få tillid igen,” understreger hun og kaster sig ivrigt ud i at fortælle om en af turens absolutte højdepunkter.

Da hun ankom til Kampala stødte hun tilfældigt på en ung mand, der hjalp hende rundt i byen i 4 timer for at lede efter en hængelås, hun skulle bruge til sit hostel. Også selvom det til sidst var blevet meget mørkt.

Han viste hende desuden, hvor der var god og billig mad at spise. Og langsomt fortalte han hende historien om, hvordan han selv var vokset op på gaden, men siden hen havde stiftet et hjem for gadebørn, som han selv stod for den daglige ledelse af.

”Det var fantastisk at møde en mand, som takket være hjælp fra en humanitær organisation var kommet væk fra gaden, havde fået en uddannelse og realiseret sin drøm ved at give hjælpen videre til andre børn,” siger hun.

Vind en rejse!

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.