19. februar 2023

Langt flere kvinder i Kenya bruger moderne prævention:
”Det handler om udviklingen af en nation”

I Kenya kan kvinder nu i højere grad bestemme over deres egen krop. Men prævention handler ikke kun om kvinder – det er også en national dagsorden.

Flere og flere kvinder bruger moderne præventio i Kenya Foto: Jumpstory

Flere og flere kvinder bruger moderne præventio i Kenya Foto: Jumpstory

I løbet af de sidste 20 år er andelen af gifte kvinder, der anvender moderne prævention, næsten fordoblet i Kenya. I dag bruger 57 procent af kvinderne moderne prævention, og hos ugifte kvinder er det 58 procent, ifølge en ny undersøgelse.

”Præventionsmidler forhindrer uønskede graviditeter og reducerer antallet af aborter og komplikationer ved fødsler, som kan ende i dødsfald,” siger Anne Gitimu på en linje fra hovedstaden Nairobi. Hun er programchef for reproduktiv sundhed i Kenya for NGO’en AMREF Afrika, som arbejder for at forbedre adgangen til og kvaliteten af familieplanlægning i Kenya.

Men først er det en ret for kvinder selv at bestemme hvorvidt, hvornår og med hvem, hun vil have børn,” siger hun.

Flere sundhedsklinikker

De seneste 20 år er antallet af sundhedsklinikker vokset fra 4.700 til 13.579 klinikker, og findes i flere dele af landet. ”Sundhedsydelserne er rykket tættere på borgerne,” forklarer Anne Gitimu.

Kvinderne kan få hjælp i langt flere sundhedsklinikker, men alligevel er der fjerntliggende områder, hvor de ikke når ud. Derfor arbejder AMREF Afrika for at nå nomadefolk med sundhedsydelser og familieplanlægning ved hjælp af mobile klinikker.

De arbejder sammen med Kenyas regering, som har forpligtet sig på at nå det globale 2030-mål, at alle skal have adgang til familieplanlægning.

”Når kvinderne får færre børn, får de i højere grad en uddannelse. På den måde kan de bedre forsørge deres børn, og det mindsker fattigdommen i landet,” siger hun.

Og generelt går det fremad i landene syd for Sahara. I 2000 brugte 22 procent af gifte kvinder prævention, men i 2019 var det steget til 33 procent, ifølge Verdensbanken.

”Det handler om udviklingen af en nation,” siger Anne Gitimu. ”Men der er langt igen”.