26. juni 2022

Marokko slår arabisk barselsrekord for fædre

Som det første arabiske land i verden skal marokkanske mænd nu have ret til 15 dages betalt barsel. Den nye lov kan føre flere kvinder ind på arbejdsmarkedet, mener ekspert.

Tidligere har marrokanske fædre kun haft ret til tre dages barsel. Men en ny lov sikrer dem nu 15 dages betalt fædreorlov, og Marokko går dermed forrest i den arabiske verden på den mandlige barselsfront. Foto: CCBY Paolo Gamba

Tidligere har marrokanske fædre kun haft ret til tre dages barsel. Men en ny lov sikrer dem nu 15 dages betalt fædreorlov, og Marokko går dermed forrest i den arabiske verden på den mandlige barselsfront. Foto: CCBY Paolo Gamba

En ny lov giver marokkanske mænd ret til 15 dages betalt barsel. Og selvom det sammenlignet med danske standarder ikke lyder af meget, så er det en femdobling af den tidligere indsats. Marokko er dermed det første arabiske land i verden, som vælger at give så markant et boost til fædreorloven.

“Det giver en anerkendelse til fædrene og en påmindelse om, at barnets omsorg også er deres ansvar,” siger Connie Carøe Christiansen, som er senior programrådgiver i Kvinfos internationale team.

Flere kvinder skal i arbejde

Ifølge Connie Carøe Christiansen kommer det nye tiltag i hus som et led i Marokkos udviklingsplan, der er støttet af Verdensbanken med 350 millioner dollars. Her er målet at forbedre landets økonomi ved blandt andet at føre flere kvinder ind på arbejdsmarkedet.

“De 15 dages fædreorlov er ikke det, som gør det hele, men der er en stor signalværdi i tiltaget, og det er måske det, der egentlig er vigtigst,” siger hun på en forbindelse fra Marokkos hovedstad, Rabat.

En ny rapport fra Marokkos statistikmyndighed viser, at mindre end 20 procent af landets kvinder er på arbejdsmarkedet, mens 73,7 procent er hjemmegående husmødre. Der er derfor rige muligheder for at styrke landets økonomi og ligestilling ved at føre flere kvinder i arbejde. En barselsordning for mænd er derfor et skridt i den rigtige retning, mener Connie Carøe Christiansen.

Men ifølge La Fédération des Ligues des Droits des Femmes, som er en organisation for kvinderettigheder, skal forældre tilbydes et års samlet barsel før, at der for alvor kan være tale om en betydelig forandring.

Normer skal brydes

Mens vi i Danmark har en 11-ugers barselsordning for mænd, har der i den arabiske verden været langt til den betalte fædreorlov. I lande som Egypten, Qatar og Kuwait har fædrene ingen betalt barsel, mens lande som Jordan og de Forenede Arabiske Emirater først for nyligt er begyndt at tilbyde henholdsvis tre og fem dages fædreorlov.

Ifølge Connie Carøe Christiansen hænger det sammen med en kulturel norm i den arabiske verden om, at det er moderens ansvar at tage sig af den nyfødte. En norm, som måske er på vej til at ændre sig.

“I andre arabiske lande er man i gang med at diskutere fædreorloven, men der er bare ikke nogen af landene, som har taget skridtet endnu. Med tiltaget tager Marokko derfor det første skridt og viser, at det er en naturlig ting at tage barsel for både mænd og kvinder,” siger hun.

Rapport: Morocco’s High Commission for Planning (HCP)

Otte ud af ti kvinder i Marokko er ikke på arbejdsmarkedet.
Læs rapporten

I andre arabiske lande er man i gang med at diskutere fædreorloven, men der er bare ikke nogen af landene, som har taget skridtet endnu. Med tiltaget tager Marokko derfor det første skridt og viser, at det er en naturlig ting at tage barsel for både mænd og kvinder.

Connie Carøe Christiansen, senior programrådgiver i Kvinfo