09. oktober 2012
Nu dyrker 4100 farmere i Uganda økobomuld til danske Noir
Flere tusinde fattige farmere i Uganda er blevet hjulpet til en langtidsholdbar levevej med produktion af certificeret økologisk fairtrade-bomuld.
Det danske fashionmærke Noir har sammen med Danidas Business-2-Business-program og i nært samarbejde med den ugandiske virksomhed Gulu Agricultural Development Company skabt et fokuseret landbrugsprojekt. Slutresultatet kan man selv opleve i danske modebutikker i tøjet i Noir’s særlige ”Illuminati”-kollektion.
Målet har været at skabe en stabil og troværdig produktion af økologisk bomuld på et sted, hvor det hjælper fattige farmere til at dyrke en ny slags produkt – og få sat gang i eksporten. 4.100 landmænd er organiseret i programmet, hvor de bliver oplært i økologisk bomuldsdyrkning og teknikker, der forbedrer udbyttet – ligesom de får frø, håndhakker og sprøjteudstyr til økologisk bekæmpelse af skadedyr.
Deres landbrug bliver løbende kontrolleret – og efter salg af bomulden får de en ekstra bonuspris for den økologiske kvalitet. Og de leverer nu et produkt, der i årene fremover vil blive stigende efterspørgsel og også stigende priser på – modsat almindelig bomuld, som er benhårdt presset i pris.
De har skabt sig en fremtid – og det smitter af på hele lokalsamfundet også.