26. april 2026
Ny app hjælper kvinder med at opdage brystkræft tidligere
Efter to kræftforløb har Malene Brandt skabt en app, der guider kvinder til at undersøge deres bryster, så de hurtigt kan reagere på forandringer.
Systematisk selvundersøgelse af brystet kan være en god idé, så du lærer dit bryst at kende, men det er ikke alle forandringer, der kan se eller mærkes. Foto: FG Trade, iStock
I løbet af de sidste fem år har Malene Brandt haft brystkræft to gange. Begge gange var det hende selv, der opdagede kræftknuden i sit bryst.
“Havde jeg ikke selv været opmærksom og reageret, så havde jeg ikke været her i dag,” fortæller hun.
Da hun mærkede den første knude i 2019, var hun ikke i tvivl om, at den ikke skulle være der. År forinden havde hun på en arbejdsrejse til Singapore tilfældigvis prøvet at mærke en kunstig kræftknude.
“Det var en meget taktil fornemmelse, som jeg genkendte med det samme. Denne her lille, hårde knude. Jeg vidste bare, at noget var galt og holdt fast da min læge ikke tog det alvorligt.”
Med ét blev Malene Brandt en del af de omkring 5.300 kvinder, der hvert år bliver ramt af brystkræft i Danmark. Og brystkræft er stadig den hyppigste kræftform hos kvinder herhjemme og i den vestlige verden.
Selvom Malene Brandt med det samme selv mistænkte en kræftknude, så fandt hun ud af, at det er stor usikkerhed forbundet med at undersøge sine bryster, siger hun.
“Mærker jeg nu på den rigtige måde, og er der overhovedet en rigtig måde? Skal man lede efter noget blødt eller hårdt, stort eller småt? Man er i tvivl om, hvad man skal lede efter, især hvis man ikke har noget at sammenligne med.”
Hun har derfor skabt appen HeyBOOB, der skal gøre det lettere for kvinder at tjekke deres bryster. Appen gik i luften på Kvindernes kampdag 8. marts og flere end 10.000 har allerede downloadet den. Mange har også delt deres ønsker, behov og erfaringer anonymt i appen.
“Vi, der står bag HeyBOOB er meget rørte over den store opbakning, vi møder. Mange skriver, at de ikke har vidst, hvad de skulle gøre, og at de ikke har gjort det systematisk – og rigtig mange skriver, at de er bange. Så alt tyder jo på, at der virkelig er et behov og en efterspørgsel.”
Alle bryster er forskellige. Brystet vil også se forskelligt ud og føles forskelligt afhængig af alder og tidspunkt i menstruationscyklus. Det er derfor vigtigt at lære sine bryster at kende og være opmærksom på, om brysterne føles, som de plejer, og gå til læge, hvis man opdager uforklarlige forandringer. Foto: FG Trade
Et spejderhagl under huden
Mange kvinder ved godt, at de bør holde øje med forandringer i deres bryster, som kunne være tegn på brystkræft. Alligevel kan det være svært at vide, præcis hvordan man skal gribe det an, mener Malene Brandt.
“Der er masser af viden, der bare er en Google-søgning væk, men jeg oplever, at der ofte kan mangle en slags oversætter eller et bindeled mellem systemet og informationerne og så mennesket bag.”
Med HeyBOOB håber Malene at skabe netop dét bindeled, der gør viden forståeligt og håndgribeligt, når man står der, og skal undersøge sine bryster.
For 47-årige Marie Brixtofte, der er folketingsmedlem for Venstre, blev HeyBOOB grunden til, at hun opdagede sin brystkræft.
Marie Brixtofte var kollega med Malene Brandt i byrådet i Gentofte, og hun var med i en fokusgruppe, der skulle teste metoderne under udviklingen af appen.
Marie Brixtofte vidste godt, at hun nok burde undersøge sine bryster og være opmærksom på brystkræft, men alligevel var det ikke noget, hun skænkede en tanke.
“Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lede efter, eller hvor ofte man burde undersøge sig selv. Jeg begyndte at mærke, og så fandt jeg en lille, hård ting under huden i yderkanten af mit bryst. Det føltes som et spejderhagl. Jeg troede mere, at det var et indgroet hår end en kræftknude,” fortæller hun.
Men hun tog alligevel til lægen for at blive undersøgt og være sikker – selvom hun følte, at hun både spildte lægens tid og sundhedsvæsenets ressourcer. Men det skulle vise sig at være det helt rigtige at gøre. For spejderhaglet viste sig at være brystkræft.
“Det var fuldstændig tilfældigt, at jeg opdagede det. Hvis jeg havde vidst, hvad jeg skulle mærke efter, så havde jeg opdaget det endnu tidligere,” siger hun.
Kræften blev heldigvis opdaget på et tidligt stadie, og hun undgik et langt behandlingsforløb med kemo- og strålebehandlinger.

HeyBOOB afholder også events, hvor nysgerrige kvinder kan blive klogere på at tjekke deres bryster for tegn på brystkræft. Foto: HeyBOOB
Hvor mange får brystkræft?
Brystkræft rammer først og fremmest kvinder, men kan også i sjældne tilfælde ramme mænd. Det er den almindeligste kræftform blandt kvinder. Brystkræft udgør omkring 20-25 % af alle tilfælde af kræft hos kvinder.
Mere end 1 ud af 10 kvinder får brystkræft i løbet af livet.
En af grundene til at flere og flere får konstateret brystkræft er bl.a., at man er blevet bedre til at stille diagnosen.
En reminder om at mærke efter
Når man downloader appen, vælger man først sin brysttype, altså om man har små eller store bryster, dem et sted midt i mellem eller bryster med implantater. Og da omkring 50 mænd rammes af brystkræft om året, er der også en valgmulighed for dem.
Derefter bliver man guidet igennem en selvundersøgelse på en video, og man kan se de forskellige metoder, der alle demonstreres i appen.
“Du kan se eller lytte til videoen, mens du laver dit selvtjek. Det er meget enkelt: Man stiller sig med nøgen overkrop foran et spejl og følger så vejledningen. Det tager kun 2-4 minutter,” fortæller Malene Brandt.
Når man har udført sin selvundersøgelse, så får man automatisk en månedlig påmindelse på sms, når det igen er tid til et selvtjek. Netop reminderen er en meget vigtig funktion, siger hun.
“Det handler om at skabe en ny, tryg rutine, da man nemt glemmer at få det gjort i en travl hverdag. Og det vigtigste er ikke at gøre det på en bestemt måde – det vigtigste er at vælge den metode, der passer dig bedst – og så gøre det regelmæssigt på samme tid hver måned. På den måde lærer du, hvad der normalt for dig, så du kan reagere, hvis noget føles anderledes.”
I Danmark bliver kvinder mellem 50 og 69 år tilbudt mammografi hvert andet år, som er en røntgenundersøgelse af brystet. Foto: German Adrasti, iStock
Tidlig opsporing redder liv
Da Malene Brandt selv fandt sin kræftknude, var hun nervøs for om kræften var opdaget i tide. Derfor kan selvundersøgelsen være vigtig, når man skal fange forandringerne så hurtigt som muligt.
“Jo tidligere man opdager brystkræft, jo større er chancen for at overleve,” siger hun og fortsætter:
“Jeg vil gerne sætte fokus på, at man ikke skal dø af brystkræft, hvis man finder den tidligt. Det er jeg et levende bevis på, og det betyder derfor meget for mig at give dette gratis værktøj videre til andre kvinder.”
Appen står på et solidt sundhedsmæssigt fundament. Den viden, man møder i appen, er baseret på eksisterende viden, det formidles og samles bare på en ny måde.
“Alt indhold er verificeret af læger og faglige eksperter som onkologer og plastikkirurger, der støtter op om HeyBOOB,” fortæller Malene Brandt.
Formålet med HeyBOOB er også at skabe en platform, hvor kvinder er aktive medskabere af ny viden. I HeyBOOB Sisterhood, der er en del af appen, kan man derfor anonymt dele sine ønsker, behov og erfaringer, så de kan komme andre kvinder til gode og sætte fokus på forebyggelse og tidligere indsatser.
“Vi håber, at vi med HeyBOOB kan hjælpe flest mulige kvinder og mænd til at blive mere kropsbevidste og reagere, hvis noget er anderledes,” siger Malene Brandt.
“Og opdager man en forandring, så skal man altid gå til lægen og få det undersøgt. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. For der er kun én af dig – så det er sund fornuft, at du tager hånd om din sundhed og krop.”