15. december 2015

Pakistanske kvinder starter egne virksomheder

Kvinder i Pakistan starter egne små virksomheder, med hjælp fra FN’s Udviklingsprogram og pakistanske organisationer. Projektet hjælper udsatte kvinder til at blive mere selvstændige.

Foto: UNDP

Foto: UNDP

I mange år levede Rukhsana Bibi et liv som husmor ligesom de fleste andre kvinder i hendes landsby Malikyar, der ligger i Khyber Pakhtunkhwa-provinsen i Pakistan. Men på et øjeblik var alting forandret. Rukhsanas mand, der altid havde forsørget familien med den løn, han fik for sit arbejde på den lokale fabrik, blev pludselig fyret, da virksomheden uden varsel gik konkurs.

Der fulgte en lang, usikker periode, og hele familien var hårdt ramt. Rukhsana, der aldrig havde gået i skole eller arbejdet uden for hjemmet, begyndte at sy tøj til sine naboer. Men de få penge, hun tjente, var ikke nok til at opfylde familiens basale behov. ”Det har været de hårdeste år, vi nogensinde har været igennem, og vi satte os i en kæmpe gæld,” siger Rukhsana.

Uddannelse gav overskud

Mens Rukhsana og hendes familie kæmpede for at klare sig igennem hverdagen, hørte hun om et nyt erhvervsprogram i hendes by. Programmet, som var støttet af FN’s Udviklingsprogram og finansieret af Japan og EU, opstartede kvindesamfundsorganisationen ’Roshni’, som hjælper kvinder med at blive i stand til at forsørge sig selv og deres familier. Rukhsana deltog og blev hurtigt valgt som formand for organisationen. Fuld af forventninger kom hun på et tre måneders kursus i broderi og skrædderarbejde. Hun lærte om iværksætteri, hvilket gav hende mod på at starte sin egen lille virksomhed derhjemme. Det gav gevinst.

”Min månedlige indkomst steg fra sølle PKR 3.000 til PKR 10.000 (fra ca. 205 kr. til 682 kr.), hvilket endelig gjorde det muligt for mig at forsørge min familie. Det har også gjort mig i stand til at tilbagebetale vores enorme gæld og mine døtre er nu startet på universitetet,” siger hun.

Fattigdom falder i projektbyer

Fornyligt besøgte Rukhsana Tyrkiet sammen med en gruppe andre entreprenører på en tur, der var finansieret af Mardans Handelskammer og Industri. Her solgte hun sine produkter og sikrede sig nye ordrer. Hun har også repræsenteret Pakistan på en international udstilling i Indien.

I dag afholder hun uddannelsesværksteder om broderi og syning for forskellige NGO’er. Organisationen Roshni har hjulpet mange kvinder gennem uddannelsesforløb, der har gjort dem i stand til at starte egen virksomhed og givet dem mulighed for at øge deres indtjening. Projektet har bidraget til en stigning i hustandsindkomster på 15% over hele Haripur distriktet, og fattigdomsraterne i de involverede lokalsamfund, heriblandt Rukhsanas by, er faldet med fem procent siden projektet blev introduceret af UNDP.

Lokale investerer selv

I alle projekter blev 5-10% af omkostningerne dækket af lokalsamfundene selv. De fælleskabsledede projekter sigter mod at skabe større modstandsdygtighed og forbedre levestandarden i lokalsamfundene ved at fokusere på uddannelse, jobskabelse og økonomisk stabilitet.

Over 60.000 mennesker har indtil videre deltaget i projekterne, hvilket omfatter næsten 2.410 lokalesamfundsorganisationer, og heriblandt 879 kvindeorganisationer. Især disse har været særdeles lydhøre over for børn og andre sårbare gruppers behov, og har blandt andet arbejdet for at forbedre folks faglige færdigheder, drikkevand- og landbrugsprojekter, solenergi, sundhed, sanitet og uddannelse.

De lokale projekter har gavnet henved tre millioner mennesker i Khyber Pakhtunkhwa-provinsen.

FN's arbejde for udvikling

  • FN’s Udviklingsprogram (UNDP) er FN’s største udviklingsorganisation og arbejder for at fremme bæredygtig menneskelig udvikling gennem fokus på fattigdomsbekæmpelse, ansvarlig regeringsførelse, kriseforebyggelse og genopbygning, samt miljø og adgang til energi.
  • UNDP arbejder i mere end 170 lande og territorier, og koordinerer FN’s udviklingssamarbejde.
  • I 2014 var Danmark 10. største bidragsyder til UNDP.