05. marts 2023
Slut med at skyde med giftige blyhagl i EU
Et nyt EU-forbud vil nu gøre noget ved problemet med jægernes store blyforurening, der hvert år forgifter omkring en million fugle i naturen.
Foto: iStock
Når en jæger fremover går på andejagt i en mose et sted i EU, vil det ikke længere være byger af blyhagl, der suser i vejret efter ænderne. I stedet vil det være hagl lavet af stål eller metallet bismut, der gennemhuller fjerkræet.
Fra 16. februar har EU nemlig vedtaget, at det er forbudt at bruge blyhagl til jagt i vådområder.
Det skyldes, at blyhaglene ikke bare nøjes med at suse i vejret, men at de også har det med at falde ned igen. Og selvom blyhaglene er små, er der mange af dem. Hvert år efterlader EU’s jægere omkring 4000 tons bly i naturen på den måde, skriver Europa-Kommissionen.
Når først blykuglerne ligger på jorden, kan de gøre lige så stor skade, som når de farer gennem luften. Fugle har nemlig en tendens til at spise blyhaglene, fordi de minder om de småsten, fugle normalt spiser som en del af deres fordøjelsessystem.
Men bly er et giftigt tungmetal, og man anslår, at omkring en million fugle derfor dør af blyforgiftning hvert år. Blyet ender også af og til i os mennesker, fordi der kan være blyrester i de ænder, der ender på jægernes middagsbord.
Bly behøves ikke
Som erstatning for blyet kan jægerne i stedet vælge at bruge hagl lavet af stål eller af metallet bismut, der er næsten lige så tungt som bly, men langt mindre giftigt.
Det Europæiske Kemikalieagentur vurderer, at jægerne nok mest vil gå over til at skyde med stålhagl, eftersom ammunition med små stålkugler allerede findes og koster cirka det samme som blyhaglene.
Herhjemme har jægerne allerede omstillet sig for længe siden. I Danmark forbød vi nemlig allerede blyhagl i 1996, som det første land i verden.
Og mens EU først nu gør noget ved de små blyhagl, er vi herhjemme begyndt også at se på de større riffelkugler med blykerne, som jægerne bruger til at skyde råvildt og krondyr.
Selvom vi i snart 30 år har haft forbud mod blyhagl, efterlader danske jægere nemlig stadig omkring 2000 kilo bly i naturen i form af riffelkugler.
Men de blyholdige riffelkugler er nu også på vej til at blive forbudt fra april 2024. Og det er et forbud, som Danmarks Jægerforbund støtter op om. Den blyfri ammunition er nemlig lige så effektiv til at dræbe og prisen ligger ikke langt fra blypatronerne, skriver foreningen.
Læs mere
Seneste
22. september 2024