25. september 2012

Strikkeri i sumpen i Bangladesh

Virksomheden Eurotex og Håndsværksrådet har besøgt Mongla i Bangladesh, hvor Eurotex ser mulighed for produktion, fordi kvinden her er driftige. Henriette Kahré Freris fra Håndværksrådet fortæller her om rejsen til et af klodens fattigste hjørner.

Hvad er det, som får nogle mennesker til at opnå umulige resultater på trods? Det undrer jeg mig igen over, da jeg besøger Mongla i Bangladesh. Stedet ligger så langt væk ude på landet, som man kan komme – ved den sydvestlige kyst. Ud over mange timers køretur fra hovedstaden Dhaka skal besøgende krydse en flod med en pram og sidde på ladet af en motorcykeltransport de sidste syv km.

Her er et af 12 ’centre’ etableret af den driftige unge kvinde Sadeque, som egentlig bare kunne bruge sin gode engelske uddannelse til et rigmandsliv i hovedstaden, men hun har andre planer. Alt forretningsliv i Bangladesh er centreret omkring Dhaka og et par andre byer – det betyder, at de gode jobs og muligheden for at købe og sælge varer kun findes der.

Sadequa besluttede, at det ville hun lave om på. Hun har derfor oprettet en e-portal: ”My country my village”, hvor fattige mennesker kan sælge deres produkter.

Internet er en sjældenhed

I dag står vi i et hendes centre – udstyret med fire computere – de første i byen. Flere af de kloge hoveder i byen er blevet undervist i at kunne arbejde med e-portalen, regnskab osv. Lederen på stedet viser os webbutikken og fortæller, hvordan de lokale kvinder kan præsentere deres salgsprodukt, som f.eks. kan være en broderet sari.

Kvinden sætter prisen og får taget et billede. Et par minutter efter kan en køber i hovedstaden eller et helt andet sted i Bangladesh se produktet og et billede af kvinden, der har lavet det. Et tryk på knappen online og to dage senere bliver det afleveret ved kundens dør. Centret tager 15 % i kommission – fem til transport, fem til virksomheden og fem til centret.

Der er ingen mellemmænd og ingen korruption, men i stedet mulighed for at sælge og købe varer i alle dele af landet. En af kvinderne græd, da hun fik det, der svarer til 70 kr. i hånden. Så mange penge havde hun aldrig haft før.

Da vi ankom i regn med mudder til knæene til en af de fjerneste egne af et af de fattigste lande på jorden – tænkte jeg på, hvordan de dog kunne tro, at det kunne lade sige at få en it-baseret virksomhed til at fungere her. Sadeque er ekstremt visionær og modig. Hun fortæller entusiastisk om planerne for udvidelser – 64 centre i løbet af få år – og om at skabe et værdigt liv for de allerfattigste. Hun er allerede kommet langt og har bevist, at konceptet virker. Udover håndværk bliver rejer, honning og grøntsager sendt på kryds og tværs af Bangladesh.

Virksomheden har i dag 30 ansatte i Dhaka, bl.a. en del telesalgsmedarbejdere. Sadeque har besluttet sig for at lykkes. ”We have to,” hun siger, ”for vi skal skabe et bedre liv for især kvinderne”.

Dansk virksomhed får hjælp af Sardeque

Virksomheden Eurotex og Håndsværksrådet besøger Mongla, fordi den danske virksomhed har fået den idé, at det er bedre at skabe arbejdspladser der, hvor kvinderne bor – end få dem alle til at migrere til større byer. Ambassaden og hermed Danida støtter undersøgelsen af, om det kan lade sig gøre – og hvor det i givet fald kan lade sig gøre. Mongla er et godt bud – her har kvinderne forstand på håndarbejde, så hvorfor ikke forsøge at sætte en lille kommerciel strikproduktion op på landet.

Desuden er her jo allerede en fysisk bygning, elektricitet, internet forbindelse og trænede administrations medarbejdere. De fleste af kvinderne i byen er arbejdsløse. En gennemsnitsfamilie på syv lever typisk af mandens indtægter fra rejefiskeri, som er ustabil men omkring 220 kr. om måneden.

Hvad siger kvinderne til dansk idé?

Centret har inviteret byens kvinder til at komme og tale med os – og de strømmer til. Der er slet ikke stole nok, så mange må stå op både inde og ude.

Vi fortæller dem om vores idé og spørger, hvad de synes om den. Overraskende deltager mange af kvinderne i samtalen. Blandt de fattige kvinder i Bangladesh har jeg ikke set eller hørt sådan et mod og styrke til at tale.

Haandvaerksraadet

De fortæller, at deres største problemer er rent drikkevand – efterfulgt at lægehjælp. Der er ca.50 km til nærmeste klinik og INGEN adgang til medicin i byen – ikke engang penicillin. Mange dør under fødsler og her ønsker de sig hjælp. Den tredje udfordring er uddannelse – der er en ”folkeskole” i byen, men deres børn kommer sjældent videre. Et håndværk ville være godt.

Til sidst kan de interesserede kvinder skrive sig på en liste – de flokkes om listen i deres brogede sarier i grønt, pink, blå, gul. I løbet af et øjeblik har flere end 30 kvinder skrevet sig op. Da vi går derfra følger en kæmpe stor flok glade børn os op af jordvejen gennem mudderet.

Der skal masser af vilje og hårdt arbejde til at klare livet i Mongla – til gengæld skal der ikke meget til at skabe store forbedringer i deres livskvalitet. Jeg tænker, at Sadequa og Eurotex er modige i deres valg af pionerprojekt – det er så nemt at se udfordringerne og problemerne – men de har begge valgt at se mulighederne – for at gøre en forskel.