07. november 2016
Sydafrika bygger 'frihedskorridorer' til fremtiden
Et nyt megaprojekt med grønne trafikkorridorer og blandet boligbyggeri skal mindske uligheden i Sydafrikas største by, Johannesburg.
Johannesburg har taget hul på et massivt byfornyelsesprojekt, der skal binde byen og dens borgere bedre sammen ved at bygge blandede boligområder. Foto: Sustainia.
Sydafrikas største by, Johannesburg, har taget hul på et massivt byfornyelsesprojekt, der frem mod 2040 skal binde byen og dens borgere bedre sammen ved at bygge blandede boligområder langs nye busruter på tværs af byen.
De såkaldte frihedskorridorer skal styrke den sociale sammenhængskraft og mindske uligheden ved at give byens borgere mulighed for at bevæge sig frit, billigt og hurtigt på tværs af den historisk opdelte by.
“Frihedskorridorerne samtænker en række af byens største udfordringer med social ulighed, geografisk opdeling og manglende adgang til byens services og muligheder for en stor del af borgerne,” forklarer Monica Keaney, som er analytiker i bæredygtige byer hos tænketanken Sustainia.
67,4 procent af husstande i Johannesburg lever for under 325 dollars om måneden. Mange af byens fattigste indbyggere lever langt fra byens kerneområder og har en tidskrævende og bekostelig vej til blandt andet arbejde, skole og sundhedspleje.
Ifølge Monica Keaney vil projektet være med til at nedbryde byens dybtsiddende sociale og geografiske uligheder, der går tilbage til Sydafrikas raceopdelte historie og byplanlægning.
De første nye busruter er allerede etableret med klimavenlige busser, som gradvist skal erstatte byens flåde af minibusser og nedbringe forureningen i den voksende millionby.
Bæredygtige byer
I 2014 levede 54 procent af jordens befolkning i byer. I 2050 forventes andelen at være mere end 66 procent.
Det svarer til, at 2,5 milliarder mennesker frem mod 2050 flytter til en by. 90 procent af denne urbanisering vil ske i Asien og Afrika.
Verdens lande har netop vedtaget en fælles handlingsplan for udviklingen af bæredygtige byer ved FN´s såkaldte Habitat III-konference i Quito, Ecuador.
Seneste
22. september 2024