27. juni 2021

Verdens største økonomier vil stoppe kulkraft

Nye investeringer i kulkraftværker skal stoppe nu, hvis det står til verdens syv største økonomier. Og det kan være en vigtig beslutning for at bremse klimaforandringerne i tide.

Nogle af verdens største økonomier vil stoppe statslig støtte til nye internationale kulkraftværker i år. Foto: CCBY Jonathan Brennan.

Nogle af verdens største økonomier vil stoppe statslig støtte til nye internationale kulkraftværker i år. Foto: CCBY Jonathan Brennan.

Joe Biden, Borris Johnson og Angela Merkel er blot tre ledere ud syv, som på et møde er blevet enige om at stoppe statslig støtte til nye internationale kulkraftværker i år. Med i aftalen er også Canada, Frankrig, Italien og Japan. Tilsammen repræsenterer de nogle af verdens største økonomier.

Det betyder, at nye internationale kulprojekter ikke længere kan få økonomisk støtte fra de syv lande.

Og afbrændingen af kul er en kæmpe post i klimaregnskabet. Alene i 2019 udledte kulkraft omkring 14 milliarder tons CO2. Verdens samlede årlige CO2-udledning er på 36 milliarder tons CO2.

Derfor spiller udfasningen af kul en vigtig rolle i at stoppe den globale temperaturstigning fra at nå 1,5 grader over førindustrielle tider – hvor forskere forudser de mest ødelæggende virkninger af klimaforandringerne. 

Verdens største CO2-udleder mangler

Og hvis de 1,5 grader skal undgås, er udfasningen af kulkraft første skridt ifølge verdens førende internationale energiagentur, IEA. Men det kræver, at alle nationer er med.

Dog er er verdens største udleder, Kina, stadig ikke med på planen – faktisk har Kina planlagt flere kulkraftværker.

Kinas officielle klimaplan er at have maksudledning i 2030 og først være CO2-neutrale i 2060. Derfor er det først om godt og vel 10 år, at Kina vil begynde at sigte efter nuludledning.

Dog påpeger Jørgen Delman, som er professor emeritus i Kinastudier med speciale i klima ved Københavns Universitet, at Kina er gode til at overholde de mål, som de sætter. Det giver håb for, at de når målet om CO2-neutalitet på den lange bane.

14 mia. tons CO2

Afbrændingen af kul til energi og industri udleder over 14 milliarder tons CO2 hvert år. Hele verdens CO2-udledning er på 36 milliarder tons hvert år.

Kina vil være CO2-neutral i 2060

Kinas klimaplan er at have maksudledning i 2030 og derefter arbejde mod at være CO2-neutrale i 2060. Derfor er det først om godt og vel 10 år, at Kina vil begynde at sigte efter nuludledning og derfor bygger Kina stadig nye Kulkraftværker.