Nogle lande er langt rigere end andre lande, og nogle mennesker er ekstremt rige, mens andre er ekstremt fattige. Økonomisk ulighed er en politisk varm kartoffel, og alt efter politisk observans er der vidt forskellige meninger om emnet.
Derfor vakte det også opsigt, da Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling OECD og den Internationale Valutafond IMF i 2015 udgav rapporten ”In it together”. I rapporten konkluderede de to økonomiske sværvægtere, at mindre ulighed vil være til gavn for alle, dvs. både for rige og fattige, og at vi ikke behøver vælge mellem økonomisk vækst eller at bekæmpe ulighed. De to ting kan gå hånd i hånd. Faktisk konkluderer rapporten, at uligheden direkte hæmmer den økonomiske vækst, fordi mennesker i fattigdom ikke kan udfolde deres potentiale og derved heller ikke kan bistå økonomien. Dermed er den stadigt voksende ulighed i verden ikke ’bare’ et filosofisk spørgsmål om, hvad der er retfærdigt og ønskeligt, det bliver også et spørgsmål om, hvad der er økonomisk fordelagtigt.
Verdensmål 10 sigter både mod at nedsætte den generelle ulighed mellem rige og fattige lande, og mellem mennesker internt i hvert land. Konkret skal det måles på, at indkomsten for de fattigste 40 procent af hvert lands befolkning skal stige hurtigere end gennemsnittet.
Et af de konkrete delmål er, at det skal blive langt billigere for migranter at sende penge hjem til hjemlandet. En meget stor del af de pengestrømme, der flyder fra den rige til den fattige del af verden er nemlig i dag ikke længere udviklingsbistand, men derimod penge, som migrantarbejdere tjener i andre lande og sender hjem til familien. Det er blevet lidt billigere at overføre penge siden 2008, og verdens lande er blevet enige om, at det på længere sigt højst skal koste 3 procent i omkostninger at sende penge hjem.
Læs mere om Verdensmål 10 på Verdensmål.org.
