Engang blev armenske børn med handicap gemt væk. I dag går de i skole som alle andre

For 10 år siden så en lovændring dagens lys i Armenien, og den har været med til at ændre livet for tusindvis af børn i landet. I 2014 blev det nemlig besluttet, at retten til uddannelse betyder, at armenske børn med handicap skulle gå i helt almindelige skoler.

Det betyder, at der på kort tid er sket et stort skift i det tidligere sovjetiske land.

”I vores land var vi vandt til, at folk med handicap, børn med handicap, var langt fra samfundet, isolerede i specielle institutioner og specielle skoler. Ingen af os havde oplevelsen af at se dem i offentligheden. Det eneste sted, du kunne møde dem, var på hospitaler eller rehabiliteringscentre, og det var dét,” fortæller Susanna Tadevosyan.

Hun er grundlægger af den armenske NGO Bridge of Hope, der siden 1996 har haft en mission om at inkludere børn med handicap i det armenske samfund.

”Det var en gammel sovjetisk tilgang, at man lod som om, de ikke var der,” fortsætter hun. ”De blev anset som mennesker, der ikke kunne bidrage med noget, og derfor skulle der tages hånd om dem i specielle institutioner, imens samfundet var for de andre.”

Inden den nye lov trådte i kraft, gik alle armenske skolebørn med handicap i specialskoler. Men på bare syv år faldt det tal til 27 procent. Ifølge Susanna Tadevosyan drejer det sig om cirka 8.000 børn, der i dag kan omgås andre børn i inkluderende skoler.

Må klatre to etager hver dag

Et af de børn, hvis liv ville have været helt anderledes, hvis han var født bare 20 år tidligere, er armenske Denis Vaidanyan. Han er 12 år, går i 7. klasse og elsker at gå i skole.

”Jeg kan lide det hele, mine venner, timerne, lærerne,” fortæller han.

Han er på besøg i Danmark sammen med en teatertrup, der rejser rundt i landet med forestillinger for at sætte fokus på inklusion af folk med handicap.

Denis Vaidanyan har nemlig spida befida – det er en defekt i rygsøjlen, som betyder, at han ikke kan gå og derfor sidder i kørestol.

Til gengæld kan han klatre, og det bliver han nødt til for at komme i skole hver dag. For der er ikke altid taget højde for børn, der bruger hjælpemidler, i skolerne.

”Mit klasseværelse er på anden sal i skolen. Så hver dag skal jeg kravle op ad trapperne til anden sal for at komme til timerne,” fortæller han.

Imens må hans mor eller klassekammerater bærer hans taske, jakke og kørestol op og ned ad trapperne.

Manglen på elevatorer eller ramper er et udbredt problem, fortæller Susanna Tadevosyan.

”Skolerne er bygninger fra Sovjettiden, som blev bygget uden tilgængelighed for folk med handicap. Det er især svært for dem, som bruger hjælpemidler, eksempelvis en kørestol, gangstativ eller krykker,” siger hun.

Attituden er forandret

Det kan generelt være svært at bevæge sig rundt i Armenien, hvis man sidder i en kørestol. Det kender Denis’ mor Lusine Gasparyan godt til.

”Selv når der er en rampe i Armenien, er de tit stejle, og på toiletterne er dørene smalle, så man ikke kan komme der ind med en kørestol. Så adgang for folk med handicap er et problem,” siger hun.

Det er en af årsagerne til, at det stadig er svært at have et barn med et handicap.

”Det er hårdt,” siger hun og holder en lille pause, før hun fortsætter. ”Men på trods af det, der er svært, gør vi det bedste for at sikre os, at han ikke bliver ladt i stikken. Han går til musical, sang, han er med i en teatergruppe, og selvfølgelig går han i skole. Han lever det liv, som andre børn gør.”

Og selvom der mangler en elevator til hendes søns klasseværelse, føler hun, der bliver taget godt hånd om ham. Desuden er hun gammel nok til at huske, at holdningen til folk med handicap har forandret sig.

”Der er selvfølgelig stigmatisering, men i skolerne er der psykologer, speciallærere og lærerassistenter, talepædagoger. Attituden er forandret,” siger hun.

En ny udfordring

Selvom armenske børn med handicap er blevet inkluderet i skolerne, står den første generation af unge med handicap, der er blevet uddannet i det normale skolesystem, over for en ny udfordring: Der mangler inklusion på arbejdsmarkedet.

Greta Stepanyan er 26 år og er i gang med at færdiggøre en universitetsuddannelse. Hun har en form for cerebral parese, og sidder derfor også i kørestol.

”Jeg ville elske, hvis flere var tolerante over for mennesker, der er anderledes end en selv. Der er stadig meget stigmatisering, selvom det er mindre end før. Der er stadig nogen, der har negative holdninger til folk med handicap,” siger hun.

Ifølge Susanna Tadevosyan er der ikke særlig mange, der vil ansætte en person med handicap.

”De tror stadig, at de er en byrde, fordi det er en stereotyp. Det skal vi stadig arbejde mod,” siger hun.

I 2021 vedtog Armenien endnu en lov om rettigheder for personer med handicap. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch var det et vigtigt skridt mod at implementere FN’s handicapkonvention i landets lovgivning. Det skal blandt andet sikre bedre adgang for folk, der bruger hjælpemidler, og at der ikke diskrimineres mod personer med handicap. Men der er stadig mange huller, og der mangler implementering, siger Susanna Tadevosyan.

Så det handler om at fejre sejrene.

”Det vigtigste for os er, at børn med handicap i Armenien ikke længere er isolerede i specialskoler,” siger hun.